Månedens Fisk December 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk December 2025 har vi udvalgt Morten Kroghs 5 kg plus overspringer fanget på sydkysten 20. december.

Vi er vel ved at vænne os til at det bliver mildere i vejret.
Der var ikke meget vintermåned over dette års december.
Havtemperaturen kom først ned omkring de 6 grader da vi nåede frem til juleaften. Og det blev også først da, vi fik decembers første nattefrost.
Middelvinden var ikke oppe i de helt voldsomme styrker, men var meget af måneden ledsaget af hårde vindstød. Så vind og møg i vandet besværliggjorde fiskeriet på mange af de attraktive fiskepladser i perioder.


Mange af efterårets undermålere kan nu hjembringes. God fisk på 45 cm fanget af Per Clausen fra Rønne på Villa Nova revet 10. december.

Men december endte alligevel fiskemæssigt som vi kender den. Og blev en god måned med havørreder i alle størrelser.

I julemåneden står solen lavt de korte dage og temperaturen falder ned til hvor den påvirker fiskeriet voldsomt.

De store overspringere kommer ind kystnært op til jul, har altid været folketroen mellem øens kystfiskere. De mindre overspringere følger også med.
Efterårets gode grønlænderfiskeri fortsætter, men nu med en temmelig større andel der holder mindstemålet.
I det kølige vand skal fisken have et stærkt stofskifte og gode fedtdepoter for at jage. Så der bliver lidt længere mellem fiskene, men det er gennemgående større og stærkere fisk.

I det kølige vand foretrækker havørreden små bidder ren energi.
Så bliver fluen ofte den mest tillokkende fødeimitation.
Spinnefiskeren kan så ofte have held med at bruge provokation ved hjælp af  pang-farver på endegrejet, til at udløse havørredens lyst til at hugge. 


Kevin Kutz fra Tyskland fik nogle gode fisk på årets tur til Bornholm. Bl.a. denne flotte overspringer på 4 kg 69 cm fra sydkysten 5. december.


Simon Giroux fra Balka besatte tredjepladsen på listen over året bornholmerørreder med denne flotte fangst fra sydkysten på 4,26 kg og 69 cm d. 7. december.


Michael Schimpl, tilbagevendende gæstende fisker fra Tyskland, med vane for store flotte fisk, gjorde det igen. Endnu en flot trofæfisk. 3,6 kg og 68 cm fra sydkysten.


Ricki Larsen fra København var lige ankommet til øen 22. december, dagen efter en god fangst på Stevns, for at fortsætte de gode takter i juleferien på Bornholm. På førstedagen tog Ricki en rigtig flot overspringer på 4,3 kg og 71 cm. Og to dage efter på juleaftens dag, tog han denne fisk på 4,4 kg og 74 cm. Begge fra sydkysten.

Mellem alle de gode juleørreder, blev der så også rapporteret om en 5 plus.

Den gæstende fisker Morten Krogh fra Blåvand, kom forbi butikken med en ørred han gerne ville have vejet.
I bagagerummet mødte et skønt syn os. Man bliver så glad når man ser en stor god fisk.
Den 82 cm lange overspringer viste 5,64 kg på vægten.
Der har de seneste år været langt mellem havørrederne i den størrelse.
Men de er der.

Vi siger tillykke til Morten med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk November 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk November 2025 har vi udvalgt Daniel Johansens super flotte overspringer fanget på vestkysten ved årets kystcups første afdeling 2. november.

Årets sidste efterårsmåned var for årstiden lun, især første halvdel. Med sidste halvdel fik vi dog nattetemperaturer ned omkring de nul grader, med enkelte nætter hvor den kom under.
Vindretningen varierede meget over måneden, men mest med frisk til hård middelvind med kraftige stød.
Det der fortrinsvis går galt med det vejr, er at fiskepladserne med de bedste forhold, ofte er svære at fiske på grund af møg i vandet.


Det meste af sydkysten var ikke til at fiske for møg i vandet 23. november. Men enkelte steder kan der pludselig være hul igennem. Sådan et hul fandt Per Clausen på Holster odde, og det gav en god fisk på 2,46 kg og 62 cm.

Kysten vrimler med havørreder i efteråret, og byder på et spændende fiskeri efter fisk i alle stadier og størrelser.
Med den sidste af årets efterårsmåneder så vi også de første af årets nedgængere.


Det hører sig også med, at der kommer en nedgænger op og vende. Det er tegn på næste generation er på vej.


Store flokke af undermålere trækker langs kystene i efterårsmånederne. Her er det Thomas Rothe Wollny fra Rønne der får forstyrret sit fiskeri efter den store fisk ved kystcuppen.

Især har det vrimlet med unge fisk under mindstemålet.
Store stimer af fisk omkring de 25 cm stadig med smoltfarver og solide flokke af blanke ungfisk på 35 til 40 cm, har forstyrret mange fiskere i fiskeriet efter den gode spisefisk og trofæfisken.
Det er glædeligt at se gode tegn på godt med fisk de kommende sæsoner. 

Med en havtemperatur der bevægede sig mod at blive et-cifret og køligere nætter med lidt nattefrost, begynder de store overspringere at komme ind kystnært og blande sig i det gode grønlænderfiskeri.


Temperaturen falder og solen står lavt de korte novemberdage. Så begynder der at være gode chancer for fine blankfisk på kysten alle dagtimerne. Per Clausen fra Rønne med en af de mange fine fisk på tre -fire pund kystfiskerne hjembringer i efteråret.

Indtil havtemperaturen kommer ned om de 6 grader, er der stadig godt med byttefisk at jage for havørreden.
Så det var stadig på blink med imiterende farver de fleste havørreder blev taget på.

Sidst på måneden kunne den faldende temperatur ses på havørrederne, der begyndte oftere at have tomme maver.
Så begynder flere fangster at komme hjem på pang-farver og på fluen.


Flot fluefanget fisk på 1,85 kg og 60 cm taget på sydkysten 26. november af Mikkel Altmann fra  Rønne.

Den første af denne sæsons store overspringere vi fik melding om dette efterår, kom ved første afdeling af årets kystcup.

Det var en utroligt smukt eksemplar, en rigtig gris, som Daniel Johansen indvejede.
Lige hvad alle vi andre fiskere havde brug for at se her i starten af sæsonen.
Det er sådan en vi alle fisker efter.

Med målene 3,88 kg og 68 cm ved indvejningen, på kysten inden afdrypning og fordampning var den blevet vejet til 4+, blev Daniel en sikker vinder af kystcuppens første afdeling.
Og Månedens Fisk November 2025.


Daniel Johansen fra Rønne løb velfortjent med både den første pulje i årets kystcup og titlen Månedens Fisk November 2025 med denne skønhed på 3,88 kg og 68 cm fra vestkysten.

Vi siger tillykke til Daniel med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk Oktober 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Oktober 2025 har vi udvalgt Callum Martins monsterål på anslået 3,5 til 4 kg og over 1 meter fanget i en privat sø 17. oktober på en skalle der var tiltænkt gedderne.

Det var en lun og blæsende oktober med moderate regnmængder. Men nok til at fylde reservoirerne, så der igen løb vand i åerne.
Temperaturen kom hele måneden op over de 10 grader og vinden de fleste dage over de 10 m/s.
I forbindelse med to regnvejrsperioder i starten og slutningen af måneden stod den på kuling.


Claus Stenmann Hansen fra Rønne med en god havørred fanget på sydkysten 13. oktober.

Oktober gav en antydning af at vi går ind i en periode med godt med havørreder på kysten.
De store fisk der blev meldt om var fortrinsvis de mange farvede fisk der var på vej til deres gydevande.
Men der var også et fint grønlænderfiskeri, som er det der kendetegner efterårsfiskeriet.

Her i starten af sæsonen tager fiskene "svagt".
Mange nap og mange efterfølgere præger fiskeriet.
Og lykkes det så at få kroghold, er der utrolige kræfter i fiskene i det lune vand.
Så der bliver mistet en del fisk. Især de gode overspringere fylder godt i denne statistik.

Dog var det de meget store flokke af undermålere der dominerede fiskeriet.
Der var to generationer der fouragerede. Oftest adskilt.
En generation hvor fiskene for det meste lå på 35 cm og op. Enkelte kunne holde målet.
Og så var der en generation der målte omkring de 25 cm. De kunne optræde i så store flokke at det mere associerede til stimer.


Efterårsfiskeriet er fortrinsvis grønlænderfiskeriet. Per Clausen fra Rønne fik fin grønlænder på vestkysten 21. oktober. 44 cm og 0,8 kg.

Den milde oktober havde mere karakter af eftersommer.
Så der var stadig rigtig godt gang i fiskeriet i øens ferske vande.

I nattetimerne blev der taget nogen at de voldsomme karper øen efterhånden byder på.
Og i dagtimerne var det jagten på de voldsomme gedder som øens fiskere, og især de nye unge fiskere, lader til for alvor at have knækket koden til.


Mikkel Altmann fra Rønne med en af de kapitale karper øen har at byde på. 18,4 kg taget kl. 2.30 d. 9. oktober i Kaolingraven.


Callum Martin fra Gudhjem fik d. 15. oktober fred for monsterål, så en af øens storgedder kunne komme op en tur til et trofæfoto. 11,8 kg og 115 cm fra en privat sø.

Men d. 17. oktober meldte Callum Martin fra Gudhjem om en af de mere sjældne fangster.

I et privat vand fik Callum under geddefiskeri en voldsom fisk på, der efter en besværlig fight viste sig at være en af de monsterål det sjældent lykkes lystfiskere at få på land.
Men med det svære geddegrej lod det sig gøre.
Men med landingen var fighten ikke slut. Kampen fortsatte på land med den ustyrlige og stærke fisk.
Monsterålen anslog Callum til et sted i mellem 3,5 og 4 kg og at målet lå over meteren.

En voldsom oplevelse Callum ikke håber gentager sig.
En usædvanlig og opsigtsvækkende fangst der vil være et lystfiskerminde for livet, siger vi her.

Vi siger tillykke til Callum med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Imponerende fisk, selv om Callum syntes det var lige voldsomt nok. Sådan en monsterål er ikke nem at få et trofæfoto af.


Månedens Fisk September 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk September 2025 har vi udvalgt Frederik Larsens kapitale aborre på 51 cm fanget på død skalle på et rig med enkeltkrog og 3 gram lod fisket vertikalt semiaktivt på UL-grej i Hammersø 1. september.

Det blev en lun september, hvor vi skulle helt frem til d. 21. inden dagtemperaturen ikke kom op om de 20 grader eller mere og nattetemperaturene kom under de 10.
Midt på måneden kom der en uge med tiltrængt regn og blæst, ellers en solrig måned.


Flot sommerørred på 2,4 kg taget fra kysten ved Bølshav 1. september af Jakob Lenz fra Rønne.

På kysten begynder der nu at dukke flere waders op på stranden.
Med en havtemperatur på 14 til 16 grader er der virkelig gode kræfter i de mange havørreder der meldes om.
Så der snakkes fiskere imellem meget om de gode blankfisk der har trukket det længste strå efter en vild fight.

Så mange af de fisk der blev landet, var farvede fisk, der nu i stort tal er kystnært på vej til deres vandløb på den årlige gydevandring.
Første halvdel af måneden som sommerørreder, den anden halvdel som farvede fisk.
De flotte og stærke opgangsfisk er også en god fangst, selv om de er fredede og skal genudsættes.
Men ofte er der lejlighed til i forbindelse med afkrogningen mulig for hurtigt at få et fint trofæfoto.

Der meldes også om meget store flokke af fisk på 20 til 25 cm. De er ofte meget bidelystne, og man kan kroge virkelig mange fisk i sådanne flokke.
Kommer man til et stræk med disse massive flokke, bør man fortrække. De små fisk er ikke lige så hårdføre over for krogning og genudsætning som de store farvede fisk.


22. september. Philip Poulsen fra Dragør med flot farvet hanfisk på anslået 3,5 til 4 kg fanget og genudsat efter et hurtigt foto på Broens odde.


Fast gæst på øen, Michael Hansen fra Birkerød, er ofte god for en havørred fra jollen når han er på øen. 1,4 kg og 53 cm skønhed taget ud for vestkysten 29. september.

Småbådsfiskerne havde også godt fiskeri i september.
Kommer man lidt ud fra kysten, er det fortrinsvis de jagende blankfisk der er at fiske.


Kian Johansen fra Hasle med flot havørred på lige ved 1 kg og 48 cm lang. God fangst ud for klippekysten.


Rasmus Schiøtt fra Rønne havde en time med heftigt fiskeri i Ørredsøen 25. september.

Med den faldende temperatur er meget fiskeri i søerne på vej ind i årets sidste kapitel.
Dog ikke i put&take søen.
Der kan der med den faldende temperatur igen udsættes ørreder.

Fredfiskene har spist sig op til vinteren og er nu flotte velnærede fisk der alligevel gør hvad de kan for at fylde depoterne yderligere op til den forestående kolde periode.
Det er nogle imponerende fisk der bliver landet rundt om i de bornholmske søer.


Anton Lind fra Gudhjem med flot præsentation af 11 kg karpe fra en af dem mange bornholmske søer med frit fiskeri.


Endnu en de gode karpefangster de unge bornholmske fiskere leverer. Millo Frost med flot skællert på 15,9 kg fanget i en af de kommunale søer 20. september.

Søernes rovfisk er også ved at være polstret til vinteren.
Men når søens småfisk, som temperaturen falder, samles de dybere steder i søen, bliver det udnyttet af rovfiskene til en sidste intens jagt på at få depoterne fyldt yderligere op medens der stadig er temperatur til et effektivt stofskifte.

Fredrik Larsen fra Tårnby gav den nogle dages fiskeri på Hammersø i starten af måneden.
Efter et par dage hvor, han og broderen havde fisket på søens gedder med et spinkelt resultat, slog de sig på aborrerne.
Det gav pote.
På et par dage gav det omkring 25 aborrer. Fire af dem tæt på 1 kg.
Og så en på hele 51 cm.
Det er godt nok en god aborre. Og at tage den på UL-grej lyder som en ret intens oplevelse.

Vi siger tillykke til Frederik med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Frederik Larsen fra Tårnby/Amager på Hammersø med månedens vinderfisk.


Månedens Fisk August 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk August 2025 har vi udvalgt Millo Skytte Frost´ 120 cm sommergedde på 10,98 kg fanget 1. august i et privat vand.

Årets sidste sommermåned blev solrig med friske  veslige vinde i dagtimerne, hvor temperaturen holdt de 20 grader og mere. Enkelte dage næsten 30.
Med et tørkeindeks på 9,9 var det ene regnvejr der kom sidst på måneden ikke nok til at redde vandløbene fra en voldsom sommerudtørring.


Familien Johansen fra Hasle i solnedgangen 19. august på vej hjem med makreller.

Fiskeriet fra kyst og småbåd foregik i en havtemperatur på mellem 18 og 19 grader.

I det varme vand topper makrelfiskeriet.
Vi havde nogle gode år op til 2023 hvor der blev fisket på store stimer.
I år har forekomsten lige som forrige år været lidt mere begrænset.
Pilkefiskerne har ledt længe for at finde små forekomster at fiske på. Mere held har de der blinker efter ørreder, og derfor dækker et stort område, haft.
En stor del af de makreller det blev til, er så til gengæld store flotte fisk omkring et kilo og de 40 cm.


Morten Drews fra Nexø med god makrel taget under dørgefiskeri efter havørred 15. august


Der var også gode havørreder på kysten at fiske på i august. Flot grønlænder på 48 cm taget af Simon Giroux på sydkysten 29. august.


Lukas Holck fra Hasle er en af de mange der frekventer flydebroen i Snorrebakkesøen. Det gav over nogle ture nogle fine sudere.

I søerne er fiskeriet på fredfisk i sidste del af årets sæson.

Der kom nogle fangstrapporter med sudere fra flydebroen i Snorebakkesøen.

Flydebroen i Snorrebakkesøen er nok en af øens mest benyttede fiskepladser.

Også Præstegårds mose i Klemensker har en flydebro der bliver flittigt benyttet af bl.a. lystfiskere.

Ser man på de midler der skal til for sådan en flydebro, er det nok blandt de rekreative installationer hvor man får mest for pengene.
Nogle flere velanbragte flydebroer i de gode, men ofte svært tilgængelige, kommunale fiskesøer ville være et godt tiltag for lystfiskeriet.


Anton Lind fra Gudhjem nyder også godt af flydebroernes glæder. Her en fin karpe fanget 30. august.

Det er ikke kun store fredfisk sommeren byder på.
Man kan også ramme en god sommergedde med lidt held og flid.

Det gjorde Millo Skytte Frost fra Rønne, da han 1. august var en tur i et privat vand.

Fiskeri fra jolle med en spinner for enden af linen, var hvad der skulle til for at lokke en af de helt store til hug; en god madamme på hele 120 cm.
Så den var ikke lige til at få i det medbragte fangstnet.
Imponerende fisk der vejede lige ved de 11 kg.


Millo Skytte Frost fra Rønne med august måneds vinderfisk.

Vi siger tillykke til Millo med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk Juli 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juli 2025 har vi udvalgt Kevin Petersens storkarpe på 18,2 kg fanget i Krashave mose 8. juli.

Juli blev en ustadig, men lun, måned, med dagtemperaturer der nåede op omkring, og de fleste dage over, de 20 grader. Nogle dage over 25.
Havtemperaturen lå på over 18 grader. Nogle gange kunne den måles til over 19 grader.
Lavtryk sørgede dog for en del skyet vejr og frisk vind, fortrinsvis omkring nordvest.
Et par dage med regn halvanden uge inde i måneden sørgede for at tage toppen af tørkeindekset. Det gav endnu en lille frist for ørredyngelen i huller og høl i de mange vandløb hvor udtørring måske kun var et spørgsmål om dage.

Fangstrapporterne for juli melder først og fremmest om stor aktivitet på kyst og mole og fra småbåd kystnært.

Flere arter gør sig til i brakvandet omkring øen.
Fælles for dem er, at man står med en råvare til madlavningen i en kvalitet der ikke kan købes for penge. Og meget passende her i sommertiden velegnet til grillen eller røgeovnen.
Især hvis man husker at medbringe mulighed for at afkøle sin fangst hurtigt i sommervarmen.

Klassikeren i sommerfiskeri er folkesporten omkring sildefiskeriet på øens moler.
Der kan alle være med uanset alder og forudsætninger, med gode muligheder for at gøre en god fangst.

Der blev meldt om stabile og gode fangster i solnedgangen det meste af måneden.
De rigtigt heldige sildefiskere fik også en god bifangst, når der var makreller der blandede sig i aftenens sildetræk.


Kian Johansen fra Hasle fik sig en flot aborre på 43 cm og 808 gram der tog på et sildeforfang.

De bornholmske bådehavne er med deres skærmende moler og grunde vand fine levesteder for et mangfoldigt maritimt liv, der giver grundlag for mange fiskearter i det brakke vand.
Det giver jævnligt en god brakvandsaborre.

Aborren er, udover at være en meget velsmagende fisk, bestemt ikke selv kostforagter. Men glubsk og nysgerrig, og fanges ved mange forskellige metoder. Mange brakvandsaborrer fanges som bifangst under fiskeri der egentlig var målrettet andre arter.
Som f.eks. da Kian Johansen fra Hasle 9. juli meldte om et fint eksemplar der havde taget på sildeforfanget.


Bo Johansen fra Hasle med flot sommerørred på 2,2 kg og 58 cm taget på¨klippekysten d. 6. juli kl. 13.15.

Ofte fanges nogle af årets flotteste havørreder på kysten i sommermånederne.
Trods det er ret begrænset hvor mange der dyrker disciplinen.

Sydkysten og vestkysten har det med især at give de gode fisk i aftentimerne, når tobisen går ind for at overnatte i sandet og havørreden følger med ind.

Anderledes på klippekysterne tæt på det dybere vand, hvor der er gode chancer for en god fisk over hele dagen.
Og på klippekysten kan man som regel også undvære de varme waders og iklæde sig noget mere passende til sommervarmen.


Jan Jensen fra Nexø på tur med Morten Drews 26. juli. Det gav en fin havørred på 1,51 kg og 47 cm på kombinationen Dipsydiver/Benda. Og en enkelt makrel.

Småbådene melder om mange fine og hugvillige havørreder.
Med de vejrforhold der herskede i juli, var det især ud for den nordlige og østlige del af øen der leverede.
Der er der ikke langt ud ud til de omkring 15 meter hvor havørrederne fortrinsvis jager i det varme vand. Så selv med en frisk vind ligger man bekvemt i læ af øen.

Ved de fleste fangster der er kommet meldinger om er der fisket med Dipsydiver.

Der er ikke meldt om de store makrelforekomster, som vi nogle år ser, hvor der er store stimer at pilke på.
Men helt fraværende er de ikke. Mange af julis havørredfangster fra småbådene har også givet fine makreller som bonusfangst.


God småbådsfangst rapporteret af Simon Giroux fra Balka 14. juli.


Unge Frederik Borbu Steimel fra Arnager stempler ind i Fiskechallenge 2025 med aborre og skalle.

Fra ferske vande blev der meldt om både store og små fisk. Fra store og små.

Det har været en fornøjelse at følge de unge fiskere der har taget årets fiske-challenge op, og efter jagt på de forskellige arter udfordringen inspirerede til at fiske efter over sommeren, er mødt ind i butikken for og få stemplet arter ind efter hånden som det er lykkedes at få fanget et eksemplar.

Således som da Frederik Borby Steimel 5. juli var med far Immanuel en tur til den lokale sø for at få fisket nogle stempler hjem.
De fik fisket godt på søens aborrer og skaller. Men der var også lagt en stang ud til gedderne. Det gav den lille mand en fin velkonditioneret gedde på 80 cm efter en hård kamp.
Så det blev til tre stempler i ét hug. Og en god oplevelse. Også for farmand.


Frederik. Lykkelig lille fisker med dagens tredje stempel i årets fiskeudfordring.

Juli bød også på én af de helt store bornholmske karper.

Det er lidt over 30 år siden karperne for alvor blev introduceret til de bornholmske søer, og op gennem årene har vi siden kunne følge tilvæksten.
I dag er det nærmest en daglig foreteelse at fange karper op omkring de 10 kg og mere.

Og de seneste år nærmer de største eksemplarer sig stille og roligt de 20 kg.

Som det flotte eksemplar af en spejlkarpe Kevin Petersen fra Nexø blev forstyrret af midt i aftensmaden på bådebroen i klubvandet Krashave mose 8. juli.


Kevin Petersen fra Nexø med kapital Krashave-karpe på 18,2 kg.

Vi siger tillykke til Kevin med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk Juni 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juni 2025 har vi udvalgt Morten Drews´ flotte sommerørred taget fra båd med dipsydiver ud for Malkværn d. 3. juni.

Med mange solskinstimer blev juni en godt lun sommermåned hvor temperaturen kom op i nærheden af 20 grader de dage hvor den ikke kom over. En frisk vind, især i sidste halvdel måneden, båret af lavtryk fra Atlanten gav dog en håndsrækning med lidt forfriskende chillfaktor.

Med det lune sommervejr er det søfiskernes højsæson.
Og der er mange gode vande med rigtigt gode muligheder for at gøre en god fangst. Især de kommunale søer bliver flittigt brugt og viser sig igen og igen fra deres gavmilde side.
Og de private søer, hvad enten det er foreningsvande eller vande hvor man fisker på goodwill, giver også igen og igen flotte fangster.
Såvel fredfisk som rovfisk.


Jesper med en af de mange og flotte flot sudere der er at fiske på i Dammegårds mose.

Når hylden blomstrer bider suderne, lyder den gamle lærersætning.
Og det gør den jo først i juni.
Med nutidens lune forår er fiskeriet på denne imponerende godt fightende fisk ganske udmærket også inden da.
Men det er sidste chance for at få dem inden den årlige slankekur der følger med legen.

Så det var tid til en af de få medeture Jesper fra Sportdres Bornholm får presset ind i det årlige fiskeprogram.
Sammen med medemakkeren Kris blev de to foreningsvande Krashave og Dammegårds mose fisket over to af månedens mange blæsevejrsdage.

Med en dybde på 2,5 til 3 meter i de to moser og den hårde blæst i højlandet, var der to gode grunde til at fiske med feeder.

Ud over en god flok sudere op til 2,6 kg, blev det også til et flot eksemplar af skalle.


Medefiskeri giver jævnligt en sidegevinst til det fiskeriet egentlig er lagt an på. Jesper med flot skalle fra Dammegårdsmose.

Karpefiskeriet går sin gang på øen med spektakulære fangster.
Her er det især de kommunale søer der lægger vand til en stor bestand storkarper.

Her ind i sommeren er det især de overnattende fiskere der melder om de store fisk.
De to karper der er blandt månedens fangstrapporteringer er blevet fanget mellem midnat og kl. 4 morgen.
Og så var det endda første karpefangst for de to fiskere Millo Frost fra Rønne og Tobias Jørgensen fra Allinge.
Tillykke med fangsten til begge.


Millo Frost med flot debutkarpe på 8,9 kg fra en kommunal sø.


Tobias Jørgensen med sin karpedebut. 11,3 kg i en af øens kommunale søer med frit fiskeri.


Lukas Holck fra Hasle med en fin lille havørred fra Smaragdsøen.

Også søernes rovfisk byder på gode fiskeoplevelser.

I Smaragdsøen er der stadig lidt havørreder der ikke fandt ud efter legen at fiske på.
Og det er en god ide at få fisket kraftigt på dem. Erfaringen viser at bliver de ikke fanget, dør de med furunkulose i det varme søvand i løbet af sommeren.
Måske det ville være en god ide at genudsætte dem i åens udløb på stranden et stenkast fra søen. Overlever de genudsætningen vil de hurtigt restituere sig i deres rette element; saltvandet.

Med de mange tilgængelige fiskearter her i sommertiden er uventede fangster næsten normalen.
Men en stor stør der tager på majs under flåd tiltænkt sudere, er nok en af de større overraskelser.
Men det var hvad Brian Hessner kunne rapportere om efter en tur til Ørredsøen på Vellensbyvejen.
Tillykke med den gode fangst og den gode fiskeoplevelse det blev til for Brian og søn.


Brian Hessner fra Rønne fik en uventet oplevelse under suderfiskeri.


Sander Emil Truelsen fra Rønne med fin meter-gedde fra Snorrebakkesøen.

De traditionelle rovfisk i søfiskeriet er dog stadig gedde og aborre.

Vi har i de fleste måneder de seneste år set rapporter om gedder på op omkring en meter og mere.

Med aborren har der til gengæld været temmelig længere imellem når det gælder de fuldvoksne eksemplarer.

Det lader dog til at fiskerne er ved at lure de gode muligheder for en fin aborre der er i nogle af øens tilgængelige vande.
Hertil skal man også huske dem i brakvand.

En aborrefangst ud over det sædvanlige, stod de to unge fiskere Callum Martin fra Gudhjem og Jonathan Sonne fra Svaneke for under en tur på Hammersø i foreningens jolle.
Fem fine aborrer på omkring de 40 cm blev det til efter en dag på søen.


Callum Martin havde sammen med makkeren Jonathan en usædvanlig god dag med Hammersøens aborrer 22. juni.


Fuld dagskvote af smældfede sommerørreder til Tonny Nilson fra Hasle 13. juni.

Denne sommer har det indtil videre været en blæsende én af slagsen. Det gør det ikke nemt for småbådene.
Der er fine havdage ind imellem.
Men ellers er det om at holde godt øje med vejrudviklingen.
Skal det blive til mange ture en blæse-sommer, bliver det ofte korte ture på dage hvor der meldes om lav vind en del af dagen. Oftest vil det så være først eller sidst på dagen.

Og der er god grund til at komme en tur ud i jollen.
Der meldes om rigtigt godt fiskeri på havørred.
Det er flotte velnærede fisk i det sommerlune og fødefyldte vand.
Og nu havørredens stofskifte topper, med kræfter i en helt anden kaliber end i den kolde tid,.

En rigtig smuk havørred blev det til for Morten Drews fra Nexø 3. juni.

Efter en fight der var en vild affære selv for en rutineret havørredfisker som Morten, kunne han lande en flot fisk han betegner som én af de smukkeste fisk han har fanget i sit lange lystfiskerliv.
Og vi giver Morten ret: Det er en rigtig smuk fisk.

Vi siger tillykke til Morten med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk Maj 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Maj 2025 har vi udvalgt Callum Martin´s store maj-gedde på hele 114 cm taget i en offentlig sø 24. maj på en aborre fisket under flåd.

Maj blev en temmelig blæsende måned hvor kold luft blev trukket ned over landet så temperaturen ikke rigtigt ville stige trods mange soltimer.


Per Clausen fra Rønne med fine hornfisk taget på revene nord for Rønne 11. maj.

Medens kystfiskerne i maj trækker sig lidt tilbage, kommer småbådsfiskerne ud og overtager det kystnære fiskeri.

Meget af måneden var præget af hornfiskene, men som måneden gik kunne havørrederne også komme til.

Havørredens stofskifte stiger med temperaturen. Så det er fisk med helt andre kræfter der fanges i sommerhalvåret.

I maj er fiskeriet kystnært stadig godt helt tæt på land.
Så er det bare om at følge dem ud ad som temperaturen stiger.
I løbet af sommeren plejer det ofte at være på 6 til 15 meter vand havørreden træffes bedst.


Simon Giroux fra Balka med en god dørget havørred på 2,4 kg og 62 cm.

Med udgangen på foråret er der kommet godt gang i sø-fiskeriet.

De imponerende karpefangster fra april blev fulgt op med flere gode fangster i maj.
Og så er der den længe ventede gedde-premiere, som er en af årets mærkedage for mange.

Når vi ser på månedens fisk i årets udgave af maj, er det især karpen og gedden der fylder.
Og med de to arter, der er det Callum Martin der fylder.

Hele seks gode fangster, bidragede den unge storfisker med.

1. maj blev premieredagen fejret med en god gedde fra en privat sø på 102 cm og 7,5 kg.

16. maj var det en skælkarpe på 11 kg fra en kommunal sø der var en tur inde og vende.

17. maj blev det til en spejlkarpe på 14,5 kg fra kommunal sø.

24. maj var det så den gedde på 114 cm der får titlen Månedens Fisk Maj 2025 der blev fotograferet i en offentlig sø.

25. maj var Callum i en privat sø, hvor det blev til en gedde på 94 cm.

Og 30. maj blev det til endnu en spejlkarpe. 14,3 kg fra en privat mose.

Vi siger tillykke til Callum med de gode fangster.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk April 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk April 2025 har vi udvalgt Mikkel Altmann´s meterlange karpe på 16 kg fanget 27. april i en af øens kommunale fiskesøer.

April blev lun med mange solskinstimer. Dagtemperaturen toppede flere gange over 20 grader.
Med de stadig kølige nætter gik det mere roligt med havtemperaturen, der i påskeugen hen over midten af måneden krøb op over de interessante 6 grader øen rundt. Ved udgangen af måneden nåede den lige op på 8 grader.


Selv om fiskene var svære at få til biddet i april blev der gjort gode fangster på de selektive fisk. Fluen, gerne fisket helt inde på lavt vand, var ofte det der skulle til. Som da Fluefiskerne havde tur d. 6. april med mange gode fisk. Carsten Gram fra Vestermarie med én af turens fine fisk.

Det er blandede efterretninger der kommer fra kystfiskerne.
Nogle melder om fine fangster.
Andre om næsten ingen fangster.
Sidstnævnte havde ofte observeret mange fisk på pladsen, der dog ikke for alvor ville gå til biddet.

I sådan en periode hvor havørreden er meget selektiv ser vi blinket blive udfisket af andre metoder.
Fluefiskerne har klart en fordel under de forhold.
Og også den naturlige agn kan være midlet. Regnormen gjorde det godt over måneden.


Mange af aprils havørreder blev taget på regnorm. Magnus Andersen fra Rønne med flot fisk fra sydkysten 14. april.


Som temperaturen stiger, stiger mængden af fødefisk og havørredens stofskifte også. Flot torpedo-fisk fanget på tobisimitationen Sandeel af Torben Garbers fra Østermarie 25. april.

Med den stigende vandtemperatur, kommer der ikke bare liv i fødefiskene. Repertoiret af fiskbare arter øges også.

Den faste forårsgæst, hornfisken, ankom tidligt i år til vore nordlige egne.
Allerede 19. april kunne Rober Müller fra Tyskland rapportere om hornfisk på kysten.


Rober Müller fra Tyskland med 85 cm hornfisk d. 19. april.

De mange soltimer lunede godt op i øens ferske vande, hvor karpefiskerne kunne nyde det milde forårsvejr med karper der også hurtigt tog de livgivende solstråler til sig og gik i gang med sommerens aktivitet: At æde sig endnu mere op.

Det er nogle imponerende karper der er blevet fanget på Bornholm de seneste år.
Der er mange gode tilgængelige vande på øen med gode bestande af karper med mange fisk omkring de 10 kg og mere.
Både offentligt ejede søer med frit fiskeri og foreningsvande.


Callum Martin fra Gudhjem med god kommunal karpe på 10,6 kg fanget 18. april.

Og med april kom der godt gang i en ny sæson på øens store karper.

Mikkel Altmann fra Rønne havde sin første karpetur i år i weekenden 26 -27 april til en af øens gode offentlige søer, hvor en af søens storkarper tog Mikkels boillie med coconut-flavour lige hen over midnat.
En smuk meterlang skælkarpe på 16 kg.
Det var da en god begyndelse på årets karpesæson.


Mikkel Altmann. Skælkarpe 16 kg.

Vi siger tillykke til Mikkel med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk Marts 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Marts 2025 har vi udvalgt Bjarne Olesen´s kapitale overspringer med målene 5,7 kg og 77 cm taget på Nylars Skydebane 20. marts på en Steen Karlsen Sandgrævling.

Marts blev en solrig måned med moderate vinde og dagtemperaturer der mange dage toppede i nærheden af 10 grader eller mere.
Med stadig lidt lange nætter med temperaturer omkring frysepunktet, krøb havtemperaturen kun langsomt opad, og nåede ikke meget over 4 grader ved månedens udgang.


Millo Skytte Frost fra Rønne og en gedde på 105 cm fra en privat sø.

Første halvdel af marts er slutspurten efter de store vintergedder, inden de skal have fred til gydningen.
Det benyttede Millo Skytte Frost fra Rønne sig af, da han d. 8. marts, en af månedens mange dage med heldagssol, kunne præsentere endnu en af vinterens meter-gedder.

Med den første forårs-måned skal der også så småt begyde at dukke de andre arter op, som mest hører sommerhalvåret til.
Den alsidige fisker, Jakob Lenz fra Rønne, benyttede sig af muligheden for et alternativ til havørredfiskeriet 24. marts, og havde en hyggelig halvanden time ved Hellig Peder med bundtackle og regnorm efter de flade.
19 skrubber skulle det blive til. Dog magre, så der skal lige lidt varme til så de kan finde nok føde til at få noget kød på ryggen.

Ellers må man sige marts blev en havørredmåned, som marts skal være.
Og en god en af slagsen.


Lige ved en snes af de flade blev det til for Jakob Lenz ved Hellig Peder 25. marts.

Månedens stabile vejr gav også stabile fangster.
Dels til dem der havde opsøgt det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og dels til dem der lagde den flid og det opsøgende arbejde i fiskeriet, som vi ser især de gæstende fiskere praktisere.

For trods der gennemgående var mange fisk på pladserne, var det sin sag at få fisken i tale i det kolde vand.


Mikkel Altmann fra Rønne med flot steelhead på 3,5 kg/66 cm taget på flue på sydkysten 2. marts.

Der var momenter og lokaliteter over måneden hvor fiskene var aktive, og fiskeriet bød på hugvillige fisk.

Men hovedsageligt var fisken svær at få til at gå efter agnet.
Og når den tog, var det ikke med en alvor der sikrede krogen fæste.

De besværlige kolde fisk blev i vid udstrækning taget på fluen.
For Ján Vida fra Slovakiet der igen i år var på øen, og igen gjorde mange gode fangster, var recepten fluen fisket på lavt vand mellem sten og tang. Helst i gode bølger.
Med de mange fine fangster han rapporterede om over en uge må det have været en god taktik.


Ján Vida fra Slovakiet med en af de mange flotte overspringere der faldt for hans flue over hans ugelange besøg på øen.


Bente Schimpl fra Tyskland er også fast gæst på øen. Flot havørred på 1,6 kg og 56 cm fra sydkysten 27. marts. Sammen med husbonden Michael havde de oplevet et givtigt fiskeri i antal som aldrig før.


Gorm Larssen fra Sønderborg gør også Bornholm med jævne mellemrum. Flot minde fra  bornholmerturen. 1,7 kg og 57 cm på Lufthavnen 20. marts.

Marts fulgte sæsonens tendens; At der er fine flokke af unge fisk op til lidt over 50 cm, og der fanges (rigtigt) mange overspringere der har passeret de 60 cm.
Årgangen der i mellem er meget fåtallig.

Det viser klart hvor afhængig havørredbestanden er af forholdene i vandløbene.
At vandløbene skal bringes til en tilstand hvor de ikke er så sårbare over for udtørring og spærringer for vandrefisken.
Husk derfor at bakke op om det lokale vandplejearbejde.
Tilmeld dig fyraftensmøde med Vandpleje Bornholm Torsdag den 1. maj 2025 kl. 17-19
Skovløkken 4, Tejn, 3770 Allinge (kantinen)
Dørene åbner kl. 16.45
Se mere..


Mikkel Hvirgeltoft-Markussen fra Vestermarie.  Bornholmerørred på 70 cm fra Levka


Simon Giroux fra Balka. Et par gode Bornholmerørreder som resultat af lidt aftenfiskeri på sydkysten 20. marts.

De lokale tog også for sig af retterne.
Der kom fine Bornholmerørreder på listen over måneden.

Blandt de flotte Bornholmerørreder der er blevet rapporteret om, ser vi en meget glædelig tendens.

Der er kommet mange nye helt unge fiskere ud på kysten.

De unge fiskere har traditionelt gjort sig flot i søerne, hvor vi er blevet præsenteret for den ene fangst efter den anden med trofæfotos af fisk der kunne virke større end fiskeren.
Nu ser vi dem også give sig i kast med den "mandfolkediciplin" kystfiskeriet traditionelt har gået for at være.

Det er så flot gået drenge!


August Christiansen fra Rønne. Fin grønlænder fra Næbbe Bugt 21. marts.


Lukas Holck fra Hasle med fin Bornholmerørred fra Levka.


Kian Johansen med fin grønlænder taget på hjemmebanen i Hasle 30. marts.

Blandt de mange flotte bornholmerørreder, kom der så også en vi har ventet længe på.
En regulær overspringer 5 kg plus.

Der har været årgange der bød på mange af dem, men det var "i de gode gamle dage"
"Dengang der var fisk".
Men når det kommer til stykket, nok ikke så meget som vi mener at huske.
Mon ikke de mange fisk omkring 4 kg i år, kan give os sådan en årgang næste år?

Den flotte fisk, en overspringer på 5,7 kg/77 cm, faldt for Bjarne Olesens Steen Karlsen Sandgrævling på Nylars gamle skydebane om eftermiddagen på en flot solskinsdag med svag sydvestlig vind og en temperatur der passerede de 10 grader.

Landingen af den flotte fisk blev tilsat lidt dramatik. Fangstnettet var ikke helt proportioneret til den gode fisk.
Så den skulle kanes op.
Lige som fisken skulle det sidste for at komme i sikkerhed på land, slap krogholdet.
Men med hurtig reaktion nåede Bjarne at få et fast greb i gællen.

Og så var der det hårdeste tilbage.
Det er hårdt arbejde fra pågældende lokalitet i varmt vejr og fiskedress at få en stor fisk slæbt langs kysten og op ad skrænten.

Men det har været besværet værd.
Tak til Bjarne for at vise os at de stadig er der ude.

Vi siger tillykke til Bjarne med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk Februar 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Februar 2025 har vi udvalgt Anders Jeppesen´s gode vintergedde på 9,8 kg og 106 cm fanget på død agn i en privat mose 4. februar.

Februar var præget af højt lufttryk, og især et par blæsende og kolde uger da vi kom en uges tid ind i måneden, lagde en voldsom dæmper på fiskeriet.

Det gav bestemt ikke trængsel på kysten.
Og der var langt mellem snapsene, for dem der trodsede de besværlige forhold.

Inden kulden satte ind for alvor midt i måneden, blev der meldt om rimeligt fiskeri, hvor lidt opsøgende arbejde kunne bringe én til det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Og fiskeren kunne løbe på en god fisk.
Eller ligefrem en flok, så der skulle holdes styr på hvor mange fisk der havde været en tur i hånden.

Sidste halvdel af måneden faldt næsten helt ud.
Der blev mest meldt om mere eller mindre restituerede udlegede fisk.

Med de lune og regnfulde efterår de seneste sæsoner, der har resulteret i fisken er færdig med gydningen allerede i oktober -ind i november, har vi ikke set så meget til udlegede fisk kystnært.
I det lune efterårsvand foretrækker de nok at gå ud og jage stimer af byttefisk på dybere vand.

Med en havtemperatur der kom ned lidt under 4 grader midt i måneden, trækker de udlegede fisk så ind kystnært hvor de kan spare kræfter og måske kan finde lidt mysis og tanglopper.

Når vi ser på denne sæsons fangster i de nu overståede efterårs- og vintermåneder, er det bemærkelsesværdigt at fisk på fra ca. 55 cm og op til ca. 62 cm (2 til 3 kg), er næsten fraværende.

Vi ser et rigtigt godt fiskeri på de unge fisk op til lidt over 50 cm.
Og fisk over 3 kg ser vi også rigtigt mange fangstrapporter på.
Så det er ret tydeligt, at der er en generation der er fraværende.

Det viser ret tydeligt hvad forskel der er på en god og en dårlig årgang.
Husk at bakke op om det lokale vandplejearbejde.


Marc Transø fra Tejn med fin fisk på 56 cm og 1,83 kg på sydkysten 13. februar. Måske en fisk fra en meget lille generation.

Meget af måneden var der låg på øens ferske vande.

Men der var et vindue først og sidst på måneden.
Det blev udnyttet af en af øens hardcore specimen-fiskere, Anders Jeppesen fra Svaneke, til at få et par af de store vintergedder i tale.

For første gang kunne Anders melde om en fisk han havde spinne-fisket. Med modifikationer.
Efter at have mistet en fisk der havde taget den døde sild, var Anders ved at spinne tacklet ind for at tjekke agnet, da gedden på 9,8 kg og 106 cm kom med fuld fart og huggede.
Turen i den private mose 4. februar gav fem fisk på 4,1 til de 9,8 foruden et par mindre der ikke blev vejet.

Ud over denne fine tur, kom der en meter-gedde mere fra Anders d. 11. marts.
Denne gang var det en på 8,4 kg og 103 cm fra Snorrebakkesøen.

Vi siger tillykke til Anders med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Vi siger tillykke til Anders med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Månedens Fisk Januar 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Januar 2025 har vi udvalgt Thomas Thornbech´s smukke overspringer på 4 kg og 72 cm fanget på sydkysten 19. januar.

2025 startede vinterligt med hårde vestenvinde og med fisk der ikke rigtigt var til at få i tale.

Hen midt på måneden blev forholdene mere rolige, og der kom en god periode med mange gode fangster, inden fiskeriet igen døde lidt ud sidst på måneden.


Måneden startede med svagt fiskeri. En af de få fangstrapporter der kom i månedens første halvdel var en fin vintergedde fra Snorrebakkesøen fanget af Millo Skytte Frost fra Rønne.


Efter en svag start på året åbnede Mikkel Altmann fra Rønne 18. februar for en hektisk uge på kysten med en flot fisk på 1,25 kg og 50 cm.

Vi har helt fremme ved d. 18. januar, inden der pludselig kom godt gang i meldinger om godt med havørreder.

I en hektisk uge frem blev der meldt om hektisk fiskeri.
Nogle af fiskerne løb ind i store flokke af grønlændere.
Og andre løb på nogle af de rigtigt gode fisk på 3 til 4 kg.

Så der blev heftig udskiftning i top 3 på listen over årets Bornholmerørreder.
Ved månedens udgang toppede to fisk på 4 kg listen, efterfulgt af fisk på 3,8, 3,62 og 3,2 kg. Alle fanget mellem 19. og 26. januar.
Det er en rigtig god start på et nyt år ved de bornholmske kyster.


Sven Erik Nielsen fra Rønne tjekkede ind i top 3 over Årets bornholmerørreder med en rigtig god fisk fra sydkysten 19. januar.


21. januar var det Sander Truelsen fra Rønne der kunne melde om en af de store. En god fisk på 3,62 kg og 70 cm tog på orm i Nørrekås.


Henrik Hansen fra Rønne fiskede en flot duo, en på  3,8 kg/68 cm og en på 61 cm, på Hvide odde 22. januar.


26. januar var det så Bo Johansen fra Hasle der kunne melde om flot overspringer fra vestkysten på 3,2 kg og 65 cm.

Med en flot overspringer på 4 kg går vi ud af januar med Thomas Thornbech på en kneben førsteplads på listen over årets Bornholmerørreder. Vægten er den samme som Sven Eriks fisk, men med 72 cm mod 73 cm er den foreløbige førsteplads Thomas´.
Samt titlen som Månedens Fisk januar 2025.

Vi siger tillykke til Thomas med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


19. januar. Thomas Thornbech, Pedersker. 4 kg 72 cm