
Som vinder af titlen Månedens Fisk December 2023 har vi udvalgt Lukas Holck´s flotte havørred på 2,035 kg og 60 cm fanget på Levka på årets sidste dag.
Decembers fangstrapporter bød på havørred, havørred og havørred.
Perioden med vinter der ramte os sidst i november, holdt lidt ind i december.
Den første uge af måneden bød på nogle blanke dage med frost.
Det fik de lidt større fisk ind at jage kystnært og blande sig det gode grønlænderfiskeri.

Nattefrost, sne der knaser under støvlerne og blanke havørreder. Per Clausen fra Rønne er en af dem der kan se det gode i den tid af året der kræver hue og vanter.
Det gode vinterfiskeri faldt sammen med kystcuppens tredje afdeling, hvor dagens fangst tydeligt illustrerede hvorfor vi fiskere ser frem til nattefrosten.
Ud af de indvejede fisk var lidt over halvdelen, 10 fisk ud af 19, over 50 cm.
Og de tre af dem over de 60 cm, hvor fisken betragtes som trofæfisk.

Fangsten i kystcuppens tredje afdeling 3. december.

Thorben Bülow fra Tyskland med flot trofæhavørred i snelandskabet 4. december. 3,1 kg og 66 cm fanget på sydkysten.

Endnu en flot trofæfisk til Michael Schimpl. 3,4 kg og 67 cm fra østkysten 14. december.
Efter en blank uge blev den mørkeste tid på året endnu mere dunkel, da solen stort set ikke kiggede frem de næste to uger. Fra 6. december til lillejuleaften er der ud over et par solstrejf ikke registreret solskin på øen.
Årets tre sidste uger var det vådt og blæsende, og temperaturen lagde sig på det kedelige niveau hvor det bare er vandkoldt.
Det er hverken befordrende for fiskernes lyst til at fiske, eller fiskenes interesse i at jage det vi præsenterer for dem.
Så fra midt på måneden blev der stort set ikke rapporteret fangster.
Først da vi fik en fangstrapport årets sidste dag fra unge Lukas Holck.

Bastian Viborg fra Rønne. Et af de unge mennesker der er velsignet med en bedstefar der kan redde det unge menneske fra et truende omsorgssvigt. Man skal jo lære at fiske.
Fiskeri er en af de særlige sportsgrene hvor alder ikke er afgørende.
Selvfølgelig vil man opnå de bedste resultater når fysikken topper.
Men de gode trofæfisk kan fiskes fra man kan styre sit grej og indtil benene en dag ikke kan bære en ud til vandet mere.
Og i år har vi set mange og rigtig gode fangster fra de helt unge fiskere.
De fine fangstrapporter med gode billeder af trofæfisk, og andre gode fangster, fra de unge fiskere sætter vi stor pris på.
Og det kvitterer vi for i kåringen af denne måneds vinderfisk.
En trofæfisk som en havørred på 60-plus centimeter er en fin fangst, uanset om den er 60, 67 eller 71 cm.
Så når vi ser en af de helt unge fiskere der i sit unge livs første havørredsæson melder ind med en af de fine trofæfisk taget på kysten, og så endda i en svær periode hvor selv de mest erfarne fiskere måtte vende hjem fra fisketurene uden fisk på tasken, så har vi valgt at se bort fra det centimetertyranni vi har det med at ligge under for.
Og kort og godt sige: Sejt gået, unge mand.

Lukas Holck fra Hasle med sin flotte trofæfisk på et godt trofæfoto der emmer af triumf og fiskeglæde.
Tillykke til Lukas med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk November 2023 har vi udvalgt Björn Schmitz´s flotte overspringer på 3,5 kg og 65 cm fanget på sydkysten 21. november.
Årets sidste efterårsmåned bød på rigtigt efterårsvejr, og sidst på måneden blev det helt vinterligt med sne og frost.
Det vandkolde vestenvindsvejr den første del af måneden, og en kyst med tydelige eftervirkninger af oktobers stormflod, var ikke specielt indbydende til fiskeri.
Fra hen mod midten af måneden, efter en god sjat af årets rekordregn, overtog østenvinden og temperaturen faldt så måneden sluttede med sne under støvlerne.

Solen skinnede d. 26. november, og ud over i de lunende solstråler kunne Jonathan Sonne varme sig med en god fangst i Snorrebakkesøen.
Trods den våde, kolde og mørke måned fik vi en enkelt fangstrapport fra søerne.
Måneden bød kun på 12 dage med mere end en times sol, og med mange dage hvor den slet ikke viste sig.
Og det var månedens eneste dag med mere en 5 timers sol der bragte en fangstrapport fra søerne.
Det blev da solen skinnede på Jonathan Sonne fra Svaneke d. 26. november, og han fik fisket en god gedde på lige godt en meter op af Snorrebakkesøen.

Thomas Rothe Wollny fra Rønne med et af to lodder han sikrede sig ved kystcuppens 1. afdeling 5. november. Revet ved Sandemandsgården bød på noget det gode grønlænderfiskeri vi nyder her i efteråret.
Den milde syd- og vestenvind den første del af måneden bød på rimeligt godt grønlænderfiskeri.
Fiskene var dog begyndt at være lidt reserverede i det efterhånden kølige vand, så der blev mistet mange yderligt krogede fisk.
Og spottet mange efterfølgere, der ikke ville mere end det.

Fint fangstbillede taget alene med våde og kolde fingre. Tobias Elfort fra Rønne med flot 65 cm havørred på 2,4 kg fanget på sydkysten d. 25 november ved solopgang.
Men da temperaturen hen mod midten af måneden faldt, rykkedes der alvorligt ved fordelingen mellem grønlændere og overspringerne.
Den gamle erfaring med at nattefrosten trækker de gode overspringere nærmere ind til kysten holdt igen i år.
Fra den 10. november og måneden ud var 5 af 6 fangstrapporter med havørred, fisk på over 60 cm.
I det nykolde vand er fiskene stadig reserverede. Det gav bombarda- og fluefiskerne en betyderligt større andel af fiskene.

Jesper Schiøtt fra Sorthat med flot fisk på 62 cm og 2,1 kg. Flot kold fisk med helt tom mave der formåede at svømme Jespers bombarda-fiskede flue op.
Björn Schmitz fra Åkirkeby er tydeligvis faldet godt til med det bornholmske kystfisker og har været flittig i efteråret.
Og at man passer sit fiskeri, er som regel det der giver pote.
Og lønnen kom som fortjent for Björn i løbet af november, hvor han d. 10. november kunne præsentere os for en flot fisk fra vestkysten på 65 cm og 3,25 kg, for så d. 21. november at rapportere om endnu en 65 cm flot overspringer.
Denne gang med 3,5 kg at gøre godt med.
Det er godt fisket.

Tillykke til Björn med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Oktober 2023 har vi udvalgt Callum Martin´s gedde på 110,4 cm og 10,6 kg fanget i Dammegårds mose d. 18. oktober.
Med oktober satte efteråret ind med mørke, blæsende og våde dage.
Og månedens historiske metrologiske hændelse blev en stormflod, der fortrinsvis ramte i de indre danske farvande, men også satte sit præg på fiskeriet omkring Bornholm det meste af måneden.

Thomas Rothe Wollny fra Rønne dørgede en fin makrel tæt på land ud for Blykobbe 9. oktober.
Småbådsfiskerne havde ikke så mange havdage at gøre godt med i det ustadige vejr.
Oktober bød stadig på lidt makreller.
Og sidst på måneden blev det tid for årets høstsild.
Sidst i oktober og ind i november trækker årets flotteste sild ind under øen for at gå på leg.
Det er store rogntunge høstsild i forel-størrelse. Der gælder det om at kende sin besøgstid i de dage uger de er tilgængelige.

Per Clausen fra Rønne med et par af de store flotte høstsild 22. oktober.

Rasmus Gudbergsen fra Årsdale kunne 12. oktober præsentere en af månedens regulære overspringere. Flot fisk på 63 cm.
På kysten kan man kompensere for det ustadige vejr og køre hen hvor man kan komme til for vind.
Men følgerne af stormfloden satte sit præg på fiskeriet øen rundt, hvor vandet mange steder var tykt af udvasket materiale.
Men med lidt god vilje, og det var der trods alt kystfiskere over måneden der fik mobiliseret, kunne det lade sig gøre at løbe nogle havørreder op ude på stranden.
Den heldige fisker kan løbe på fine regulære blankfisk, men ellers er oktober måneden hvor der bliver kroget nogle af de flotte fisk på gydevandring.
Andelen af undermålere er betragtelig i oktober.
Vi skal lidt ind i november inden størstedelen passerer de 40 cm hvor de så bliver til det fantastiske grønlænderfiskeri vi kan se frem til de kommende måneder.

29. oktober fangede unge Lukas Holck fra Hasle sin første havørred på kysten. Rigtigt stort tillykke til den unge fisker med den fine fangst.

D. 29. oktober afholdt BSF deres efterårstur til Almindingens moser. Der brillerede de unge fiskere også ved at udfiske de voksne. Her Niklas Hansen fra Østermarie med dagens vinderfisk på 7,3 kg og 93 cm.
I søerne er efteråret lig med godt geddefiskeri.
Med den faldende temperatur klarer vandet op, og med det går gedderne til den, når de i en meget aktiv periode benytter forholdene til at æde sig det sidste op til vinteren.
Og her er det traditionelt drengene og de unge mænd der særligt gør sig gældende.
Unge Callum har gjort sig til med fine fangster flere gange i år.
Og i oktober gjorde han det så igen med en flot storgedde på 110 cm og 10,6 kg.
Imponerende fangster den unge mand præsenterer os for.
Tillykke til Callum med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Callum Martin med sin flotte fangst i Dammegårdsmosen.

Som vinder af titlen Månedens Fisk september 2023 har vi udvalgt Anders Jeppesen´s storkarpe på 18,4 kg fanget i Kaolingraven d. 25. september.
September skulle være første efterårsmåned, men sommeren fortsatte hele september ud med dagtemperaturer op omkring, og over, de 20 grader. Igen en måned med vejrmæssige rekorder.

I september blev det ofte i den nu korte aften, lige i solnedgangen og ind i skumringen, der var chance for Dagens Torsk og nogle sild.
Småbådene havde mange gode havdage i det stabile sommerlige vejr.
Fiskeriet var dog ikke lige så stabilt.
Mange af dagene kunne det være svært at finde de stimer der ellers har optrådt rimeligt stabilt i sommermånederne på 15 til 25 meter vand.
Mange dage dukkede der først stimer op hen mod og ved solnedgang, og med de korte septemberaftener blev det ofte kun til 15 -20 minutters fiskeri efter sild og Dagens Torsk.
Heldigvis har vi nu makrellen som supplement, og den viste sig sporadisk over hele dagen og reddede mange fisketure.

Måneden over var der makreller, men der var langt mellem de store stimer vi så i juli og august. Per Henriksen fra Rønne med fint eksemplar fanget 9. september.
Såvel fra småbådene som fra kystfiskerne meldes der om gode takter for havørredfiskeriet.
Umiddelbart, uden at have noget statistik, virker det som der er flere nulture i "sæsonen", vinterfiskeriet, end hvis man trækker i vaderne eller sejler ud i jollen i de varme måneder.
Så kan man tænke lidt over det.

Det er gode velnærede havørreder der fanges her oven på sommerens overflod af føde. Lars Kruse fra Nexø med flot fisk på 1,6 kg og 55 cm fanget ud for nordkysten.
Sommeren over og september med, er det især havørreder på 50 og op til knap 60 cm der har fyldt godt i fangstrapporterne. Og fra sidst på sommeren meldes der også jævnligt om undermålere.Forhåbentlig er det en forsmag på et godt fiskeri på en god bestand af fisk på omkring 60 cm og mere, sammen med det gode grønlæderfiskeri, de kommende måneder.Grønlænderfiskeriet har i flere år været forrygende i efterårsmånederne.
Umiddelbart tænker man, det er egen avl fra øens vandløb.
Det kan vi måske få et kvalificeret bud på efter denne sæson.
Kystcuppen leverer for størstedelen grønlændere.
Og i år vil der blive taget skælprøver fra de indvejede fisk, der så vil blive genetisk analyseret af DTU-aqua.
Forhåbentlig vil det give et statistisk materiale der kan give kvalificeret bud på det.

Smuk sommerørred fanget af Jonas Richter fra Tyskland 2. september. Fra 16. september ændrer sådan en sommerørred status til smuk farvet ørred.

Jonathan Sonne fra Svaneke med flot storkarpe fra Safirsøen.
Den sommerlige september har været en velkommen forlængelse af sæsonen for karpefiskerne.
Og det blev da godt nok udnyttet.10. september rapporterede Jonathan Sonne fra Svaneke om en tur med overnatning, hvor han efter en rolig nat først havde et run klokken ni formiddag med mistet fisk.
Men han fik chancen igen hen over middag.
Og det resulterede i et godt trofæfoto med en flot spejlkarpe på 11,4 kg.
En anden flot spejlkarpe præsenterede Mads Bjerregaard Kongsøre fra Rønne 17. september.
Den blev fanget i Stenbrudssøen, og vægten var minimum de 10 kg vægten kunne præstere.
Og så kunne Anders Jeppesen fra Svaneke d. 25. september melde om en af de helt store.
Planen var at fiske i Snorrebakkesø. Men med flyderingsfiskere i Snorrebakkesø, valgte Anders Kaolingraven i stedet.
Det blev en god beslutning omstændighederne pressede Anders ud i.
Inden den sidste af fire stænger var sat, havde Anders run, og kunne efter et sejt træk tilkalde en kammerat til at tage et trofæfoto der ydede fisken retfærdighed.
En flot spejlkarpe på 18,4 kg.

Tillykke til Anders med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk August 2023 har vi udvalgt Silas Agregaard Nielsen´s fine torsk på 3,85 kg og 71 cm fanget på pirk ud for Rønne d.20. august.
Den regnfulde vestenvind fra juli fortsatte en uge ind i august og kulminerede med sommerstormen Hans.
Efter stormen gik vinden i øst i en periode med et markant temperaturfald. Havtemperaturen gik fra knap 18 til ca. 14 grader over stormen. Den kom dog op på over de 17 grader igen inden månedens udgang.

Borgedalssøen i Rø plantage lader til at levere godt fiskeri af karper i alle størrelser.
Callum Martin fra Gudhjem med flot skælkarpe på 4,3 kg fanget 2. august på majs.
Når ikke stormen lige raser, er der dejligt i skoven og ved søen i august måned.
I det lune vand er det højsæson for fredfiskene der er i gang med at æde sig til årets sidste tilvækst.
Det er der gode muligheder for at nyde her på øen.
Foruden de private vande der er mulighed for at få adgang til, er de mange søer både statsskoven og kommunen har givet frit fiskeri i, for de flestes vedkommendes rigtigt attraktive søer at fiske i.I august kom der et par rapporter der sammen med tidligere rapporter i år, indikerer at Borgedalssøen i Rø plantage er ved at udvikle sig til et attraktivt karpevand, der leverer karper i alle størrelser.
Og en rapport fra grusgraven i Robbedale viser at der stadig er store sudere at fange.
Søerne med frit fiskeri kan findes på henholdsvis kommunens og stasskovens hjemmesider.

Grusgraven i Robbedale. Suder på 54,5 cm fanget af Mie Buhr Karstens fra Svaneke 2. august

Kysten leverer også i august fine havørreder. Flot fisk på 50 cm fanget af Immanuel Steimel fra Arnager på sydkysten 19. august.
August bød også på nogle fine havørreder på kysten.
Kystfiskerne er ikke særlig flittige i sommermånederne, men de der trodser traditionen med at havørredfiskeri er en vinterting, viser at det er lidt synd og skam.
Sommerfiskeri efter havørred lever helt op til vinterfiskeriet. Og så er det altid fisk i topform der fanges i sommermånederne.
Den store forskel fra vinterfiskeriet, er at fiskeriet om sommeren fortrinsvis foregår i ydertidspunkterne morgen og aften. De lyse timer vi har ekstra om sommeren.
Og så har den teknologiske udvikling også gjort sit. De åndbare materialer der bruges til waders i dag, er langt mere attraktive at hoppe i her i sommervarmen end det vi fiskede i før i tiden.

Flot sommerørred fra Bøjerenden fanget af Morten Drews fra Nexø 28. august. D. 16. september ændrer sommerørreden sig overnite til en farvet ørred.
Småbådsfiskerne nyder også de mange muligheder der er i sommermånederne, og igen i august blev der rapporteret om næsten alt godt fra havet.I modsætning til kystfiskerne, har småbådene godt fiskeri også i dagtimerne når der skal fiskes havørreder.
Det er især i overgangen fra det kystnære til det dybere vand at havørreden skal findes i sommermånederne. Oftest mellem de 6 til 15 meter vand, og hvilken del af spektret vil så afhænge af temperatur og lokale forhold.

Havørrederne tager godt for sig af sommerens overflod af føde i august. Tromletyk ædedolk fanget af Michael Hansen fra Birkerød på blink efter dipsydiver på 10 meter vand 13. august.
Det lader til at det fantastiske makrelfiskeri vi har set de seneste år, også i år toppede i juli.
Dog var der med lidt flid og tålmodighed stadig muligt at løbe på gode stimer med makreller.Der er tendens til fiskeriet på makrel, sild og torsk stagnerer i august.
Også i år var der pludselig lidt ind i måneden langt færre fisk at se på loddet for småbådsfiskerne på deres sædvanlige fiskepladser.
Hvor det, især hen under aften, de foregående par måneder trak op med store mængder sild og dertil hørende predatorer som torsk og makrel.
I august kom trækket senere, hvis det kom. Så ofte var der der først fiskestimer under båden ved eller efter solnedgang. Og med de lyse nætters afslutning, er der så kun en ganske kort periode med det hektiske aftenfiskeri.

Per Clausen fra Rønne var blandt de flittige makrelfiskere der også var heldig at finde lidt i august.
Det meste af måneden kunne det være lidt af en udfordring at fiske torsk.
Det var fortrinsvis flokke af meget små småtorsk der var på pladserne. Og det er lidt trælst, for ikke at sige formålsløst, at fiske alt for små småtorsk op fra 20 meter vand.Og så pludselig var der en uge med store torsk.
Det oplevede fiskerne på en meget fisket lokalitet nordvest for Nørrekås.
Fra omkring d. 20. august og en uges tid frem, stod der store buler af torsk på fra ca. 15 til 25 meter vand, hvor fangsterne fortrinsvis var torsk på fra 60 cm og op til lidt over 70 cm.
Og det er jo i denne tid store torsk.Og det er rigtigt rart når der dukker solstrålehistorier op blandt alle de skrækhistorier vi ellers har at fortælle om østersøtorsken.Og når der er gode fisk at fange, er Silas ofte at finde på pladsen.

Silas Agregaard Nielsen fra Rønne med Dagens Torsk der så også blev Månedens Fisk. Vi glæder os sammen med Silas over at der stadig kan fiskes en god torsk.
Tillykke til Silas med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juli 2023 har vi udvalgt Callum Martin´s aborre på 1,3 kg og 47 cm fanget på en lille aborre fisket under flåd i Hammersø d. 14. juli.
Juli startede med det stabile højtryk der havde givet os høje temperaturer, tørke og et stabilt vejr med stille morgener og aftener og luft i dagtimerne.
Sidste halvdel af måneden blev vejret mere ustabilt og der begyndte så småt at komme nedbør af betydning.

Måneden bød på mange havdage til småbådene, hvor især aftenerne hvor vinden lagde sig blev udnyttet til at gøre gode fangster af de mange arter der gør sig til i det 17 -18 grader varme vand.
Makrelfiskeriet er blevet bedre for hvert år, og tendensen er at det er i juli det sker. Og i år har der lige som de seneste år i juli været dage, hvor det ikke var et spørgsmål om hvor mange makreller man kunne fange, men hvor mange man havde lyst til/overkom at håndtere.
Det er en god ide at lægge bånd på den blodrus der kan indtræffe når der er så mange fisk, og give sig lidt tid til at få renset fiskene og lagt på køl, så det ikke blot er mange, men også gode, fisk man har med hjem i den varme sommer.

Det er vigtigt at holde stram line, når mange makreller går på forfanget på én gang. Vær opmærksom på, at slækkes trækket i linen, er det ikke som makrellerne er røget af. De er på vej op i vandsøjlen. Med det resultat at forfanget kræver lang tids opklaring. Det er en god idé at have ekstra forfang parat, så man kan fiske medens stimen er der.
Makrellen kan fanges over hele dagen når man kommer ud over 10 15 meter vand.
Så kan man være hjemme til grilltid og servere absolut friskfanget fisk for familien, som Tomas Rothe Wollny gjorde efter en god dag på havet 28.juli.
Kokken hurtige grillmenu:

Makrellerne lægges ca. 1,5 time i saltlage: 1 liter vand, 350 gram salt og lidt sukker.
Derefter skylles fisken og duppes tør.
Makrellen ridses på begge sider.
Der pensles lidt hvidløgsolie på begge sider
Makrellen grilles på begge sider til den slipper på risten.
Lad den hvile i ca. 5 minutter.
Server den med grillede friske grønsager.
Velbekomme.


Der har været enorme mængder sild i år, og kommer man ud på 15 -30 meter vand har de hele juli også kunnet fanges i dagtimerne.

Makrel og sildefiskeriet fra småbåde i et sommervejr som vi har haft i år, er velegnet for selv de mindre børn. Og med de fine torsk der er at fange mellem sild og makreller, kan sådan en dunketorsk blive en god bifangst. Og et trofæfoto der nok giver et lille smil på læben på en aldrende lystfisker om mange år. Som Storm Ipsen fra Rønne der i solnedgangen d. 27. juli poserer med kæmpetorsken.
I sommermånederne er det mest udbredte kystfiskeri nok molefiskeriet, hvor især sildefiskerne kender deres besøgstid. Og det er lige op til solnedgang og så længe der endnu er lidt lys i sommernatten.
Som sommeren går på held bliver tidspunktet mere bekvemt for dem der ikke er til natteroderi. Til gengæld bliver det hurtigere mørkt. Så perioden med fisk er kort, men intens.

Kysten er tæt besat af lystfiskere i juli. I hvert fald på molerne når vi nærmer os solnedgang, hvor fiskere i alle aldre tropper op for at fiske sildene når de trækker ind til kysten for natten. Og for de heldige kan fangsten suppleres med nogle makreller.
Kystens havørreder er i topform, og det er fantastisk velnærede fisk man kan kroge her på toppen af deres ædegilde.
De store mængder fødefisk i det lune vand trækker ind om natten, og giver de fiskere der trodser sommervarmen og hopper i waders i ydertidspunkterne morgen og aften, nogle flotte trofæfisk. Hvor konditionsfaktoren får et yderligere skub op ad, da de i forvejen velnærede fisk ofte har et maveindhold på flere hundreder gram.

Mikkel Jensen fra Allinge er de senere år blevet bidt af en gal sommerørred, og benytter sig af alle de få lejligheder han kan presse ind mellem pligter og jagt, til at fange de flotte stærke blankfisk i morgen- og aftentimerne. Her med endnu et par af de imponerende sommerfisk fisket på nordkysten 20. juli.
En stor del af fiskene er de grønlændere vi fiskede på i vinters.
De er nu fisk lidt op i 50´erne på centimeterskalaen og med en vægt godt over 2 kg.
Men de helt store fisk er der også. Vi ser ofte at nogle af årets største ørreder bliver taget om sommeren.
Således så vi at der kom en ny fisk ind på en tredjeplads i Årets Ørred, da Chris Exsteen fra Nexø rapporterede om en på 4 kg og 70 cm fanget 8. juli ved Svenskehavn.

Den store gedde er nok en arketypisk drengedrøm. Så de mange fritimer sommeren er gavmild med over for de unge fiskere, er et godt aktiv når den skal udleves.
Jonathan Sonne fra Svaneke har mange fiskedrømme som han udlever, men gedderne forsømmes ikke af den grund. Flot sommergedde på 101 cm, fanget i en af de mange søer den flittige fisker boltrer sig i.
Det alsidige sommerfiskeri i søerne er på sit højeste de sidste par sommermåneder.
Fiskene er færdige med legen og udnytter de sidste par sommermåneder med at æde sig til årets tilvækst og få ophobet noget energi inden vinteren.
Det er især de helt unge fiskere der bruger sommerens mange frie timer med lys til at gå på opdagelse i alt hvad der er af søer, moser og vandhuller i øvrigt.
For at fange nogle af de store fisk de har fået berettet om, men nok også som udslag af den uimodståelige ungdommelige trang til; at hvis der er en fisk i vandet, så skal den også kunne fanges.

Medefiskeriet efter søernes fredfisk har mange facetter. En fisketur en flot sommerdag i den flotte natur ved Borgesø garneret med en fin karusse, det er en god oplevelse der fortjener en fangstrapport. Emil Sølve Ipsen fra Rønne med dagens gode fangst.
Og ofte kommer en god fangst ganske uventet. For det er ikke altid den art man fiskede efter, der også er den der bestemmer sig for at tage ens agn.
Det har nok været tilfældet da Callum i Hammersøen fiskede med en aborre under flåd, der typisk vil resultere i en gedde.
Men en aborre er lige som gedden ikke kostforagter, og tager også gerne for sig af artsfæller.
Og en af de kapitale aborre vi ser Hammersøen levere jævnligt, er så absolut en god fangst at have på sin fangstjournal.

Tillykke til Callum med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juni 2023 har vi udvalgt Jonathan Sonne´s gedde på 10,3 kg og 110 cm fanget på død skalle fra båd i en privat sø d. 29. juni.
Med årets første sommermåned kom sommerfiskeriet godt i gang, og månedens fangstrapporter melder om mange af de gode muligheder der er for fiskeren nu og de kommende måneder.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og tørkeindekset steg hurtigt til alarmerende 10 på skalaen og dagtemperaturen kom det meste af måneden op på 20 til 25 grader, så vandtemperaturen steg også hurtigt og kom kort hen i måneden op over 15 grader.
Det gode vejr bød oftest på forfriskende luft midt på dagen, men ofte rolige vindforhold i aften- og morgentimerne.
Det gav nogle fantastiske aftener på molerne, hvor sildene allerede fra månedens start var at få i tale.
Vel at mærke i solnedgangen.
Så omkring sankthans går sildefiskeriet som regel hen og bliver lidt af noget natteroderi, da sildene ofte først kommer ind ved solnedgang kort inden kl. 22, og varer til hen over 22.30-tiden.
Den side af molefiskeriet efter sild forbedres hurtigt som dagene bliver kortere og solen står lavere på himlen.
Men det var nogle magiske sommeraftener årets lyseste tid bød på.

Per Henriksen fra Rønne kunne melde om sine første sild for i år allerede d. 3. juni.
Lige som med sildene, og nok meget derfor, trækker også havørreden ind og jager kystnært i ydertidspunkterne hele sommeren.
Og fra solen står lavt på himmelen kan det også være en god disposition at fiske på stræk med sand.
For som sildefiskerne bemærker, er der en periode med tobis, lige inden der kommer sild.
Tobisen søger nemlig ind for at grave sig ned i sandet for natten lige op til solnedgang.
I den periode kan der være hektisk aktivitet på kystens stræk med sand.
Så enten skal man meget tidligt ud, oftest er det fortrinsvis inden eller lige efter solnedgangen havørreden er at træffe, eller også er det sent det foregår.
Havørreden er som regel først inde på kysten og jage hen mod solnedgang, og oftest er man inde i skumringen inden der er fisk på pladsen.
Men lige som med sildene, bliver der som sommeren går med tiden mindre natteroderi over dette fiskeri.

Laurits Ravn Nielsen fra Aarhus fik fin sommerørred på kysten ved Bølshavn en times tid efter solopgang 17. juni
Især småbådene havde gode muligheder i det gode vejr og en vandtemperatur der gav trivsel blandt et væld af fiskearter.
Det meste sommerfiskeri foregår fra ca. 6 til 20 meter vand. som regel; jo højere vandtemperatur, des større dybde.
Dog i ydertidspunkterne er chancerne altid rigtig god helt ind under land.
Med sommerfiskeriet behøver man ikke så meget at bekymre sig om de fangstbegrænsninger der er indført for nogle af de fiskearter vi plejer at fiske efter.
Har man opfyldt en kvote for en art, er der andre at fiske efter.
Og i sidste ende bestemmer man alligevel ikke helt selv.
Sommerens fisk tager gladeligt de samme agn, så det er ofte hvad man kommer forbi der ender i båden, og ikke altid lige den man egentlig fiskede efter.
Det bør man se som et luksusproblem.

Per Clausen fra Rønne 18. juni med fin lille ørred fanget kystnært i solnedgangen.

Flot torsk der indeholdt 460 gram fin rogn. Per Henriksen fra Rønne på tur i jollen.

Makrellen er begyndt at vise sig over måneden. Indtil videre er det mest trolling/dørgefiskerne der har sejlet nogle eksemplarer op. Det plejer at være i juli fiskerne begynder at ramme stimerne med pilk og forfang.

Er man heldig er der fine sej at fange. De er i rigtig god stand her i sommermånederne. Per Clausen fra Rønne med en flot tyksak af en sej på 1,1 kg og 45 cm 26. juni.
Søfiskeriet er sommerfiskeri om noget er det.
Især de lange lyse aftener giver nogle fantastiske fisketure.
Måske kommer man hjem med nogle gode fangster til fiskejournalen.
Men under alle omstændigheder er en aften ved søen i sig selv hele turen værd og fuld oplevelser man ikke havde planlagt.
Med øjet stillet ind på omgivelserne, sker der mindst lige så meget ved en sø en sommeraften, som i fjernsynet derhjemme.

Sportdresserne Jesper og Kris havde et par gode aftener i Krashave mose med suderfiskeri efter alle kunstens regler. Det resulterede i 15 af mosens flotte velnærede sudere med største på 2,9 kg.
Sommerens fiskeri i de ferske vande er jo især medefiskeriet efter fredfiskene.
Men også gedden kan overlistes i de varme måneder.
Og det lykkedes for unge Jonathan Sonne fra Svaneke at lure en af søens gammelgedder til hug, da han d. 29. juni sammen med sin fiskemakker Silas var på fisketur for at prøve en ny sø de netop havde fået tilladelse til at fiske i.
Med kast fra søens robåd med en Pig Shad i farverne blå og hvid, tog gedden hårdt, og efter fem minutters fight, havde de en smuk gedde på 10,3 kg og 110 cm hurtigt oppe i båden og vende til en hurtig vejning og trofæfoto.

Tillykke til Jonathan med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.
Som vinder af titlen Månedens Fisk Maj 2023 har vi udvalgt Jakob Lenz´ imponerende og sommerfede havørred på 6,2 kg fanget fra småbåd på apex ud for nordkysten 25. maj.
Foråret væltede ind med maj måneds indtog.
Med solskin i overflod, og desværre en medfølgende kritisk tørke, steg vandtemperaturen hurtigt og de mange fiskearter sommerhalvåret byder på blev igen fiskbare.

Hornfiskesjov 1. maj. Per Clausen i småbåd og Brian Kofod i waders kunne kaste ind og ud til hinanden i Næbbe bugt. For begge blev resultatet store fine hornfisk.
I starten af maj var det især hornfiskens ankomst der dominerede fiskeriet.
For nogle kystfiskere er det signalet til at pakke kystgrejet ned, for andre et kærkomment supplement i havørredfiskeriet.
Især i starten af måneden, hvor de først ankomne hornfisk som regel gennemgående er ret store og i god kondition, samtidig med havørreden stadig jager flittigt i dagtimerne kystnært.
Så et bundt store hornfisk krydret med en ørred eller to er ikke en usædvanlig fangst for dem der forsætter havørredfiskeriet, og tager de hornfisk der følger med.
Og så er der selvfølgelig også et stort antal kystfiskere der først starter sæsonen med hornfiskens ankomst.
I den første måneds tid efter ankomsten optræder den i stort antal og kan fiskes på mange måder på de fleste lokaliteter langs kysten. Så blandt andre molefiskerne får startet sæsonen med gode fangster.

En flot havørred og en voldsom hornfisk. 1. maj for Ines Lindner fra Tyskland

Med hornfiskens ankomst er havørredfiskeriet på ingen måde forbi. Muris Harbas 7. maj med flot bornholmerørred på 3,5 kg og 70 cm. Den er pt nr. 6 på listen over årets bornholmerørreder. Tilmeld en ørred selvom den ikke er i top 3 for at lægge billet ind til året præmietur.
Fiskeriet i øens søer er efter vinteren igen ved at byde på aktive fisk som temperaturen stiger.
Fredfiskene er allerede begyndt at vise sig, og måneden starter med en premiere mange tager meget alvorligt; den 1. maj starter geddefiskeriet igen ovenpå fredningsperioden. Så er der nogle uger hvor gedderne er lidt mere hugvillige end når vandet bliver varmere.
Kommer man ud på den rigtige dag hvor vandhullets gedder er i det rigtige humør, kan det på disse rigtige dage give flere gode fangster, selv i søer hvor de har ry for at være svære at fange.

Allan Agregaard fra Rønne havde godt fiskeri i Krashave mose 7. maj. Det blev til to landede gedder på henholdsvis 88 og 105 cm foruden en endnu større det ikke lykkedes at få med hele vejen ind.
Med den milde maj bliver småbådsfiskeri en fornøjelse med utroligt mange muligheder. Muligheder der ofte overlapper hinanden, så en stor del af spændingen ved fiskeriet ofte er hvilken art der har taget ens endegrej.
I maj er den ene torsk der er beskåret den enkelte lystfisker på den pågældende dag vest for øen, ofte leveringsdygtig i fin rogn. Så kan man da glæde sig over det.

Maj kan byde på fine torsk. Oftest kan der efter få undermålere landes et fint eksemplar på 50 til 65 cm. Somme tider lidt større, men da begynder de ofte at se syge ud. Thomas Rothe Wollny fra Rønne med fin torsk på ca. 60 cm der leverede 350 gram fin torskerogn.
Med maj starter også for alvor sommerhalvårets småbådsfiskeri efter havørred, der de seneste år har budt på mange gode fangster på 6 til små 20 meter vand.

Jesper kan selv. Flot havørred klart dokumentet som bornholmerfangst. God tur 25. maj med Preben på Lillefod, der foruden to havørreder på henholdsvis 2,5 og 2,2 kg gav årets første to makreller.
Småbåd, kyst eller de ferske vande.
Unge Jakob Lenz kan bare ikke lade være. Med at gøre fine fangster.
Også Jakob kom godt i gang med sommerens småbådsfiskeri efter havørred.
25. maj kunne Jakob meddele: "Første tur fra båden i år, og hvilken start".
Efter at have fisket et par "mindre" fisk, sluttede Jakob årets bådpremiere med at lande en imponerende havørred på 6,2 kg.

Tillykke til Jakob med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk April 2023 har vi udvalgt Allan Agregaard´s brutale aborre på 1,8 kg og 46 cm fanget på orm i Nørrekås d. 18. april.
April blev hele måneden præget af en nord- og østenvind med relativt lave temperaturer.
Den vejrtype bryder havørrederne sig ikke om.
Så måneden på kysten gik med at fiske mellem en masse inaktive fisk, der på tomme maver ikke viste den nødvendige agressive adfærd i fødesøgningen, der ellers kendetegner havørreden.

Havne- og molefiskeriet har sine mange tilhængere. Især er det en attraktiv fiskeplads for ældre der ikke er så mobile og de helt unge mennesker der endnu ikke har fysikken til det regulære kystfiskeri
De der nok havde bedst held med fiskeriet, var nok havne- og molefiskerne, der med såvel orm som kunstagn rapporterede om fine fangster.

D. 10. april var der nogle gode solstråler der fik opvarmet vandet på revet, og så var der tobiser og jagende ørreder.
Småbådene til kystnært fiskeri havde da vi kom lidt ind i måneden også held med at finde aktive fisk.
Især da havtemperaturen midt i måneden kom op i nærheden af de 6 grader hvor tobiserne begynder at vise sig, var der fisk der kom i det rigtige jagt-mode.

Jakob Lenz med flot havørred fra jollen 10. april
På kysten var der et rimeligt fiskeri på kysten den første uges tid af måneden.
Det var især det gode grønlænderfiskeri der prægede fangsterne. Men ind imellem blev der også fanget en god overspringer, eller en udleget fisk hvor de for de flestes vedkommende nu er fint restituerede.
Men efter en god Øreddag d. 7. april, døde fiskeriet på havørred stille og roligt ud og der var langt imellem fisk der viste den fornødne interesse for det fiskerne præsenterede dem for.

Der var godt fiskeri Ørreddagen med, men så blev det også svært. Kenneth Jensen fra Rønne med en af de flotteste fisk på dagen.

Mange af de fangster der bliver gjort når det er svært, fanges af de flittige gæstefiskere. Nils Klöckner fra Tyskland med flot fisk på 2,15 kg og 61 cm fanget 22. april på sydkysten
Men der lurer altid overraskelser på lystfiskeren.
Allan Agregaqard fra Rønne, der i øvrigt vandt Ørreddagen med største havørred, var en tirsdag aften i Nørrekås med juniorene, der har klubaften på tirsdage..
Planen var at fiske en havørred.
Men da flådet gik under var det ikke en havørred der havde fat i den anden ende.
Efter at have fightet en tung og "doven" fisk ind, viste det sig at være en mega aborre med en vægt på 1,8 kg og en længde på 46 cm.
Så kan juniorene ved selvsyn se hvordan det skal gøres, det der lystfiskeri.

Tillykke til Allan med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Marts 2023 har vi udvalgt Silas Agregaard Nielsen´s storgedde på 11,6 kg og pænt længere end målebåndets én meter, fanget i en sø ved Rønne 3. marts.
Det blev en ret lun marts med middeltemperatur over 0 hele måneden.
Den første uges tid med nattefrost, og fra hen mod midt på måneden med dagtemperaturer op til 10 grader og mere de fleste dage.
Med 4 grader plus i vandtemperatur, var der godt med føde til havørrederne, der tog godt for sig af alt småt fra havet.
Det gav et fortsat godt grønlænderfiskeri, hvor andelen af fisk over mindstemålet roligt men sikkert øgedes.

I det forholdsvis lune vand marts bød på i år, var det en varieret buffet havørrederne kystnært tog sig godt for af
Marts og ind i april er højsæsonen for de store overspringere.
Og de udeblev heller ikke i år. Om end vi nok har det bedste til gode ind i april, når vandtemperaturen får en grad eller to mere så den store tobisfest kan begynde.
I Årets Bornholmerørred blev der skiftet grundigt ud i Top 3.
Simon Jensen fra Allinge kom ind på en andenplads med en flot overspringer på 3,8 kg 2. marts.
Den andenplads forbedrede han så til 4 kg d. 16. marts. For så at rykke ned på en tredjeplads 19. marts, da Thor Laugesen fra Klemensker med en super fisk på 4,7 kg og 75 cm fortrængte Niels Fastrup til andenpladsen.

Simon Jensen med smuk fisk på 3,8 kg og en placering i Top 3. endte dog foreløbig på en tredjeplads med en fisk på 4 kg.

Thor Laugesen med en super fisk og en foreløbig førsteplads i Årets Ørred

Simon Giroux fra Balka med flot bornholmerørred på 2,2 kg er nu blandt dem der er med i puljen af potentielle deltagere i den næste Præmietur. Husk at tilmelde en fisk selv om den ikke er til Top 3
Men det er ikke kun bornholmerne der kan.
De gæstende fiskere der er meget flittige den korte tid de er på øen, leverer også gode fisk.
Og nogle af dem leverer ekstraordinært.
Som nu Michael Schimpl fra Tyskland der 23. marts rapporterede om en flot 5plus fra sydkysten.
Michael har sendt os fangstrapporter fra sine bornholmerture mange af årene siden din-fangst.dk startede for nu 20 år siden.
Det er Michaels femte 5plus fisk rapportede om i år, og to af fiskene er enda over de 6 kg.
Vi har samlet Michaels imponerende bornholmerindsats på din-fangst.dk her.

Michael Schimpl fra Tyskland med endnu en imponerende fangst på din-fangst.dk.
5,3 kg og 81 cm fanget på sydkysten 21. marts.
Men trods de mange gode havørreder, så kan redaktionen ikke stå for en juniorfisker der i marts præsenterer en storgedde på et godt stykke over 1 meter.
Silas fisker når han kan komme til det. Og en mørk fredag eftermiddag først i marts efter skoletid skal da udnyttes i en af de lokale søer.
Det gav så en monstergedde hvor målebåndet på én meter ikke rakte og vægten sagde hele 11,6 kg.
Så kan man roligt gå til weekend.

Tillykke til Silas med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Februar 2023 har vi udvalgt Niels Fastrup´s flotte overspinger på 4,25 kg og 72 cm fanget på sydkysten 12. februar.
Februars fangstrapporter bød på havørred, havørred og havørred.
Måneden bød på frisk vind fra skiftende retninger og milde temperaturer.
Lidt nattefrost i starten og slutningen af måneden, og dagtemperaturer der kom op omkring de 5 grader og mere mange af dagene.

Fuld dagskvote til Emil Schønemann d. 12. februar hvor det lod til alle der nærmede sig kysten fik fisk.
Første halvdel af måneden blev der meldt om et fantastisk grønlænderfiskeri.
Kulminerende d. 12. februar med fem fangster bare her på siden.
Det faldt sammen med varmt vejr der trak op over landet, der gav os nogle dage hvor der blev målt dagtemperaturer på op til lige ved de 10 grader.
Lige hen over midten af måneden kom så stormen Otto, og resten af måneden faldt temperaturen igen, dog kun så vi nøjedes med lidt nattefrost sidst på måneden.
Det lagde en dæmper på fiskeriet. Men meldingerne gik på at fisken var der, den tog blot meget forsigtigt. Der blev fortalt mange historier om store mistede fisk i de dage.

Flot grønlæder på Arnager fanget og flot præsenteret af Anders Schou Jensen.

D. 27. februar med koldt og klart vejr. Magnus Andersen med flot overspringer der havde søgt kystnært i det kolde vand. Ud over en god fangst, også et flot trofæfoto der fortæller en historie; en tilfreds fangstmand og et klart indtryk af de forhold fisken er fanget under.

Brian Bøgh Petersen fra Næstved med flot overspringer på 4,3 kg og 73 cm fanget 12. februar på sydkysten
I en måned med udelukkende havørred i fangstrapporterne plejer det at ligge lige til højrebenet at vælge den største som Månedens Fisk.
Men med to fisk så tæt på hinanden som tilfældet er denne gang, har vi valgt at benytte lejligheden til også at vurdere billedet i fangstrapporten og komme lidt rundt om fangstfoto.
Et billede er obligatorisk i fangstrapporterne.
Billedet er sammen med datafelterne grundhistorien i fangstrapporten.
Det vigtigste er dokumentationen. Så billedkvaliteten kommer i anden række.
Ofte er et foto taget under svære forhold med adrenalin i kroppen, våde og kolde fingre der ikke kan betjene elektronikken og andre besværligheder der kan opstå når der skal tages foto i felten.
Med den journalistiske tilgang; at et dårligt billede er bedre end ikke noget billede, stiller vi ikke krav til fototeknisk kunnen og æstetisk sans.
Men med en side der fungerer på flere platforme, er der et par simple krav der gør sig gældende for at billedet fungerer i layoutet og på skærmen.
Først og fremmest er det mest hensigtsmæssigt at tage sit fangstfoto med billedet "liggende". At man ligger kameraet ned og tager billedet på samme måde som man oftest ville tage det med et gammeldags konventionelt kamera.
Vi bruger billeder taget "stående", men det gør ofte at vi må skamklippe et ellers godt trofæfoto for at få det til at passe til layoutet. Hele billedet kan så åbnes i stående format.
Mere vigtigt er, at billedet sendes ind i et ikke komprimeret format.
Et komprimeret billede der tælles i kilobytes, vil på medier med en skærmstørrelse større end mobiltelefonen, fremstå grynede og mere ligne et dårligt print end det flotte trofæfoto det oprindeligt var tiltænkt at være.
Denne komprimering sker ofte når billedet bliver sendt med sms, messenger o.lign. Når der udveksles billeder mellem telefoner, brug da fuld størrelse eller filoverførsel.
Så med den på, har vi udvalgt Niels Fastrup fra Rønne med et "liggende" billede versus Brian Bøgh Petersen fra Næstved med et "stående" billede.
Begge med et fint trofæfoto og to flotte fisk.
Men med denne måneds opsang, lykkedes det altså Niels at ligge sig til titlen denne måned.
Begge fisk blev i øvrigt fanget på den nævnte 12. februar hvor fangsterne kulminerede.

Niels Fastrup med den flotte overspringer på 4,25 kg og 72 cm der giver ham titlen Månedens Fisk Februar 2023.
Tillykke til Niels med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Januar 2023 har vi udvalgt Anders Jeppesen´s store vintergedde på 10,7 kg og 109 cm fanget i Dammegårds mose 15. januar.
Januar blev usædvanlig lun.
I starten af måneden var der dagtemperaturer på over 10 grader. Midt på måneden kom dagtemperaturen ned under de 5 grader, men måneden holdt sig frostfri bort set fra enkelte nætter.
Ellers var måneden præget af ustadigt vejr med hård blæst i lavtrykkene der lå og kom ind som perler på en snor. Og så kom der regn. Masser af regn.

Januar gav et fantastisk grønlænderfiskeri. Og fangstrapporterne viser igen, at det kan betale sig med mange korte ture hvis der skal mange fisk på fangstjournalen. Fisketuren kan også selv gøre sig kort. Som da Tommy Mertz fra Nyker fiskede fra Sten odde mod Sommer odde, og måtte stoppe fiskeriet inden Sommer odde på grund af fuld dagskvote.
Den milde vinter med relativ høj vandtemperatur gav godt fiskeri på kysten. Fiskene havde godt med føde at fouragere på kystnært, i en passende trivselstemperaturen for både bytte og fisk lå på de gode 4 til 6 grader
Det resulterede i et fænomenalt grønlænderfiskeri.
De store overspringere har det jo med først at dominere med deres tilstedeværelse når vandet kommer længere ned i temperatur.

Der var flotte overspringere imellem det gode grønlænderfiskeri. Jakob Lenz med flot overspinger der præsenteres på en måde der yder fisken retfærdighed

Super flot overspringer fra Salene på 4,9 kg og 74 cm fanget premieredagen 16. januar. Den gav Andreas Tams Sørensen fra København en rigtig god bornholmoplevelse på fluestangen
Men det er godt at se at der bydes ind med andre gode fangster end havørreder i disse mørke måneder.
De inkarnerede geddefiskere, ved at i de milde vintre hvor er søerne åbne for fiskeri, er der gode muligheder for at få kontakt til de store gedder.
Og således lykkedes det for Anders Jeppesen en blæsende og regnfuld dag 15. januar at overliste en af de store Dammegårdsgedder med et dødt agn poppet op lidt over bunden.
109 cm og med en vægt på 10,7 kg.

Anders Jeppesen med flot vintergedde fra Dammegårds mose.
Tillykke til Anders med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.