
Som vinder af titlen Månedens Fisk December 2021 har vi udvalgt Nikolaj Wilhelmsen´s flotte overspringer på 71 cm og +4 kg fanget på Raghammer 29. december.
En ustadig december med en kold periode med lidt sne omkring jul, endte med at vi gik ind i det nye år med en vandtemperatur omkring 5 grader og en lidt højere dagtemperatur.
Ikke lige det mest lokkende vejr for fiskere.
Månedens rapporter er også kun fra kystfiskere der har jagtet sølvtøj. De er ikke til at holde hjemme.
Trods det mange dage kunne være svært at finde fisk langs kysten, blev der jævnligt fortsat meldt om rigtigt godt grønlænderfiskeri.
Og fiskene har generelt været i rigtig god stand. Allerede omkring de 45 cm passerede fiskene ofte 1 kg.

Per Clausen 7. december. Trind grønlænder på 0,9 kg 0g 44 cm.

Niels Fastrup 14. december. En solid Bornholmerørred fra nordkysten på 2,3 kg.
December plejer at være god for adskillige ændringer i top 3 af årets Bornholmerørreder.
De helt store fisk vi ofte ser blandt fangsterne i julemåneden udeblev i år.
Men der var da flere bornholmske fiskere der nåede at få en fisk med på listen inden årets udgang, og dermed en chance for at blive udtrukket som deltager i årets Præmietur.

Claus Weinell med smuk Bornholmerørred fra sydkysten på 3,06 kg. Det er også den største fisk der blev indvejet i de fire første afdelinger af Kystcuppen.
I løbet af december begyndte de udlegede fisk at brede sig ud af fredningsbælterne og blande sig i fangsterne.
Fiskene har fortrinsvis været oppe i november ved stor vandføring. Hurtigt op, og hurtigt ud igen.
De fleste over en nat.
Så de er for manges vedkommende i god kondition og ikke så skadede og inficerede som de ses de år hvor opgangsforholdene er mere udfordrende.
De giver også en fin fiskeoplevelse inden de skal genudsættes. Og ofte kommer erkendelsen af at det er en farvet fisk først når man får fisken ind hvor man kan se den.

Nikolaj Wilhelmsen med nedgænger på 61 cm på Raghammer
Mange af de fine fisk der bliver fanget langs de bornholmske kyster fiskes af gæstende fiskere.
De udgør efterhånden en meget stor del af de fiskere der er at finde rundt på de bornholmske kyster fra oktober og frem til maj. Vores højsæson for havørred.
De kvitterer ofte med en fangstrapport.
Tak for det.
Vi sætter stor pris på at også gæstende fiskere deler deres bornholmske fangster med os.
Det giver mange gode rapporter med fine fangster vi ellers aldrig ville vide noget om.

Michael Schimpl fra Tyskland har gennem mange år sendt fangstrapporter med virkelig gode fangster. I år kom der så også en rapport fra Michaels bedre halvdel, fru Bente.
Det blev så også en gæstende fisker der får tildelt titlen som Månedens Fisk for december 2021. Med en flot overspringer på 71 cm og en vægt anslået på den rigtige side af 4 kg,.
Nikolaj Wilhelmsen fra Almind fiskede i mellemjulen i det bornholmske, og d. 29. kunne han så notere sig for en ny personlig rekord for havørred på kysten med den exceptionelt flotte fisk.

29. december. Nikolaj Wilhelmsen. 71 cm og +4 kg.
Vi siger tillykke til Nikolaj med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk November 2021 har vi udvalgt Ole Sarup´s flotte havørred på 4 kg og 69 cm fanget på sydkysten 12. november.
November blev ret ustadig, men med forholdsvis lune temperature.
Det var først i månedens sidste dage temperaturen for alvor nærmede sig hvor der var lidt nattefrost.

En dagskvote på 5 fisk som vi lige havde vænnet os til.
Fra næste år er kvoten reduceret til blot en enkelt torsk pr. dag pr. mand.
I det ustadige vejr blev der ikke mange dage hvor småbådene vovede sig ud.
Men vi fik da et par rapporter fra Bob Hampe.
Bob meldte om et godt torskefiskeri ud for Teglkås.
Det blev et par ture hvor han kunne hjembringe dagskvoten på fem styk torsk.
Men der kommer jo andre boller på suppen når vi går ind i 2022, og dagskvoten reduceres til blot en enkelt torsk.

Flot grønlæder på 1,01 kg og 43 cm fanget af Morten Drews 3. november
Efterårsfiskeriet er især grønlænderfiskeri. I år var mange af fiskene 40 cm da vi gik ind i november. Det er tidligt.
Og fiskene er generelt rigtigt velnærede i år. Allerede ved ca. 45 cm præsterede en del af dem 1 kg.
Men der var også flotte overspringere i mellem for den heldige fisker der var på det rette sted på det rette tidspunkt.
Og på en af de dage hvor det kunne lade sig gøre.
Måneden var kendetegnet af at der var rigtigt gode dage. Og så var der dage der bare faldt helt ud, og der næsten ikke var livstegn at finde langs kysten.

Viki Andersen med en bombe af en fisk på 1,56 kg og 51 cm fanget 3. november

Lars Lund Hansen med god overspringer på 3,2 kg og 62 cm fanget 2. november

Per Bugge med en af månedens rigtigt gode fisk. 3,63 kg og 64 cm fanget d. 27. november

Ole Sarup
Blandt de fine ørreder blev det så Ole der med en flot fisk der nåede de 4 kg rent på vægtskalaen der løb med titlen i denne november.
Vi siger tillykke til Ole med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.
Som vinder af titlen Månedens Fisk Oktober 2021 har vi udvalgt Carsten Gram´s flotte overspringer på 2,5 kg og 63 cm fanget ved Sose 28. oktober.
Oktober holdt med lune nætter en lidt højere temperatur end normalt, så vi gik ud af måneden med en havtemperatur omkring 11 grader.
Men vejret var dog ustadigt som det forventes af en efterårsmåned.

Efter den varme sommer kom der igen godt gang i Ørredsøen.
Oven på sommervarmen er der kommet nye forsyninger af ørreder til søen.
Fortsætter det milde vejr, sættes der fisk ud frem til jul.
Ud over at den lavere temperatur giver fisken en bedre smag, skal man være opmærksom på at der de næste måneder kan være god rogn i fiskene.

Ellers har månedens rapporter handlet om havørred.

Kuglerund grønlænder på 42 cm og 0,83 kg fanget af Morten Drews ved Nexø 24. oktober
Efteråret på kysten er især det gode grønlænderfiskeri.
De unge fisk der er trukket ud i løbet af året træffes ofte i gode flokke.
Ofte er vi godt inde i november inden størstedelen passerer de 40 cm. Men i år så vi pænt med fisk allerede i oktober der havde passeret mindstemålet.

Mikkel Jensen med smuk fisk på 2,1 kg og 58 cm fanget 7. oktober
I oktober blev der også fanget en del farvede fisk på vej til åen.
Men også overspringerne kom lejlighedsvis inden for rækkevidde.
Således også for Carsten.
Han havde haft et par ture hvor et par pæne fisk havde budt sig til, men slået sig løs igen.
Men d. 28. oktober lykkedes det.
Efter turene med mistede fisk, havde Carsten eksperimenteret lidt med at optimere Snurrebassen med småkrogstackler, og med bremsen stillet helt løst så fisk bare kunne tage line, lykkedes det så at få den flotte overspringer på 2,5 kg hele vejen ind.

Vi siger tillykke til Carsten med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk September 2021 har vi udvalgt Jesper Schiøtt´s og Jørn Ole Jensen´s flotte aborre-duo på 43 og 45 cm fanget fra båd i et dobbelthug på Hammersø 21. september.
September viste tegn på efterår med ustadigt vejr, der dog holdt sig relativt lun i temperaturen måneden ud.

Med september begynder kystfiskerne at røre på sig.
De tidligste rapporter gjaldt fisk fanget omkring solnedgangen.
Men trods temperaturen stadig var lun for september, bliver dagene hurtigt kortere og solen stå lavere på himlen.
Så fra midt i måneden blev der også meldt om godt fiskeri over hele dagen.

Mads Frøkjær med flot fisk på 4,5 kg og 70 cm ved Lufthavnen 13. september

Jakob Lenz med flot vandrefisk der blev genudsat efter hurtigt foto 16. september

Per Clausen med en af de fine torsk på 50 til 65 cm der stadig kan fanges med lidt tålmodighed
Fiskeriet fra småbåd var meget ustabilt i september.
Med efteråret skæres der brat ned på antallet af havdage.
Og på de stille dage var det ofte lidt af en opgave at finde fisk der var til at få i tale.
Men det var som regel til at finde et par gode torsk for de tålmodige.

Brian Hessner 5. september med en af denne sommers storkarper: 18,5 kg
Søfiskeriet er inde i en god overgangsperiode, hvor sommerens fisk bruger den faldende vandtemperatur til at æde sig op til vinteren.
Specimenfiskerne kan nu nå at gøre rigtig gode fangster medens der stadig er varme i vandet.
Især øens karper er imponerende. Det er vel kun et spørgsmål om kort tid inden vi ser en karpefangst på de 20 kg plus.
I ørredsøen har den faldende temperatur også sat gang i aktiviteten blandt søen størfiskere.
Der kunne i hvert fald spores en vis sen sommerkådhed i en rapport fra Bjarke Jørgensen.

Bjarke Jørgensen med en kreativ udgave af et canadafoto fra Ørredsøen
Rundt om på øen findes der gode lokaliteter, nogle mere kendt end andre, der byder på gode aborre.
Og de fangster går der længe mellem vi ser rapporter om.
Men d. 21. september blev der meldt om to af slagsen.
Jesper Schiøtt og Jørn Ole Jensen var i Hammersø for at dørge gedder.
De fiskede fra jolle med elmotor med lette geddestænger der trak flydende woblere med lod foran.
Efter at have vristet en mellemgedde ud af det stadig nok lidt for varme vand, fik de et dobbelthug.
Det viste sig at være to kapitale aborrer, på henholdsvis 43 og 45 cm.
Den på 45 havde en skade, der sandsynligvis stammer fra et gedde-angreb.
Den tager de så næste gang.
Dagens aborre-fangst var bestemt også værd at skrive hjem om.

Vi siger tillykke til Jesper og Jørn Ole med den fine fangst.
Jørn Ole kan afhente gavekort i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk August 2021 har vi udvalgt Martin Bønnelykke´s flotte karpefangst på et vådt to-dages karpesats dagene omkring d. 27. august med største fisk på 12,5 kg.
Sommeren fortsatte ind i august trods temperaturen faldt i forhold til juli.
Sidst på måneden blev det mere ustadigt, og vi fik noget af den regn vi har sukket efter hele sommeren.
Som dagene langsomt blev kortere blev tidspunket for at fiske på kystens havørreder omkring solnedgang mere komfortabelt, og kystfiskerne begyndte at røre lidt på sig.

Mikkel Jensen med fin sommerfisk på kysten 21. august
Men det er især småbådene der her i sommermånederne står for fangster der kan hjembringes og udnyttes kulinarisk.
Trollingfiskerne har de seneste år knækket koden når det gælder sommerens havørreder.
Og pirkefiskeriet med pirk og ophængere giver et fiskeri hvor man aldrig helt kan være sikker på hvilken art, eller arter, der ender sit fiskeliv i coolerboxen.

Preben Finne med fin trollingfisk ud for vestkysten 22. august

Sommerfiskeriet fra småbåd byder ofte på en hel fiskebuffet
Men de helt store trofæfisk skal vi her i sommermånederne ofte en tur i øens søer for at få i tale.
Her er det især øens karper der skal satses på når det er store trofæfisk der er målet for fisketuren.
Og når det gælder de store trofæfisk er Martin lidt af en specialist.
I denne måned rapporterede Martin om et helt klassisk karpesats: To dages overnatning i bivuak og næsten konstant regnvejr.
Så kan det ikke blive meget bedre for en karpefisker.
Turen resulterede i tre flotte karper.
To spejlkarper på 10,6 og 12,5 kg og en skælkarpe på 9,5 kg.


Vi siger tillykke til Martin med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juli 2021 har vi udvalgt Brian Kofod´s flotte sommertorsk på 4,1 kg og 91 cm fanget fra båd lidt nord for Nørrekås d. 27 juli.
Juli blev én lang hedebølge.
I søerne trives fredfiskene med varmen, og der er spændende fiskeri for de fiskere der ikke rammes af den sløvende sommervarme.
Suder, karpe og karusse er der rig mulighed for, alt efter hvilket vand der opsøges.
Søerne er et kinderæg.
Og fra tid til anden er det en yderligere overraskelse man finder i den anden ende af snøren.
Som da Thomas Hansens sudertur blev til en guldfisketur.

Men søernes rovfisk er også mulige at få i tale trods sommervarmen..
Der kan være en hel del om det, når Martin Bønnelykke siger; "Noget af det sjoveste fiskeri om sommeren er jerk/popper fiskeri efter gedder. Man er næsten altid garanteret voldsomme hug med vilde spring", og dokumenterer det med en fin geddefangst.

En anden flot geddefangst blev præsenteret af Peter Westergaard.
Det var en af de flotte brakvandsgedder fra Rønne Havn, der gav Peter en af de for tiden florerende sommeroverraskelser.
Peter var i havnen for at fiske ørreder, da gedden faldt for hans 15-grams Skuen.

Men det er især fiskeriet fra småbåd der har fyldt blandt månedens rapporter.
Det varme vejr og de rolige vindforhold har givet gode muligheder og incitament for at komme på vandet.
Og også bådfiskeriet er fuldt af sommeroverraskelser. Her er det ofte endnu mere forudsigeligt hvad der tager agnet nede i dybet.
Der kan gå helt sport i at gætte på hvad det er man er ved at hale op.

Per Clausen kunne 3. juli melde om at det tyder på der er sej i år

Nikolai Dominik med en af de mange makreller der er fanget over måneden.
Et flot eksemplar på 47 cm

De fleste havørreder der tages fra båd dørges/trolles.
Men de tages jævnligt som bifangst med andre metoder. Thomas pilkede makreller, da et ekko på loddet viste god fisk oppe i vandsøjlen.
Det viste sig at være en flot havørred, der ikke var for fin til at tage på makrelophængeren..

Far og søn Rothe Rasmussen fik, foruden makrel og sej, nogle af de fine torsk, der kan sorteres fra blandt de kedelige sommertorsk, med som en god oplevelse på sommerferien til Bornholm

Det er glædeligt at det stadig kan lykkes med at fange gode torsk ind under land i sommerperioden, trods de mange åbenlyse problemer der er for arten i vores del af Østersøen.
Over sommeren har vi set en del gode torsk på 50 til 60 cm, op til 2,5 kg, der har været i god kondition.
Og med Brians, der er en klasse over med 4,1 kg og 91 cm, vil vi glæde os over at trods torsken har det med at blive dømt ude, kan der gøres så fine fangster.
Ud over en god madfisk, så skal det nævnes, at sådan en fisk haler man ikke bare op på et øjeblik. En torsk i den størrelse er en rimelig god udfordring med de forholdsvis lette grejer vi fisker med kystnært.
Vi siger tillykke til Brian med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juni 2021 har vi udvalgt Martin Bønneløkke´s nye rekordkarpe på 19,7 kg fanget i en privat sø 18. juni.
Det blev en meget varm juni med perioder med temperaturer omkring de 30 grader.
I den lumre sommervarme, blev det alligevel til et par seriøse bud på en Månedens Fisk.
Jakob Lenz har et godt øje til de eftertragtede pighvarre der koncentrerer sig kystnært i forsommeren.
Således kunne han i år melde om en virkelig god fangst af en på 2,4 kg.

Jakob Lenz med flot pighvar på 2,4 kg fanget d. 17. juni
Sådan en pighvar er virkelig et godt bud på en Månedens Fisk.
Men så imponerede Martin Bønneløkkes os atter med sin flair for at finde frem til øens helt store karper.
I april præsenterede Martin en karpe vi kårede som bornholmerrekord.
En karpe på hele 18,9 kg.
Men over en uge i juni observerede Martin en flok karper med en virkelig stor karpe imellem, og fodrede let på flokken på sine observartionsture.
D. 18 juni kiggede Martin til dem på vej til en arbejdsopgave, og da tog de fodringen til sig med det samme.
Den chance skulle udnyttes, og det nødvendige grej blev hurtigt hentet fra bilen.
Og det lykkedes Martin at få den store af dem til at tage boilien.
Efter en tung fight kunne Martin konstatere at spejlkarpen var ny PR, og dermed også ny bornholmerrekord: 19,7 kg.
Sådan at slå rekorden to gange på et par måneder, det kan vi ikke andet end at anerkende.

Vi siger tillykke til Martin med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.
Vi siger tillykke til Martin med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

Som vinder af titlen Månedens Fisk Maj 2021 har vi udvalgt Jakob Lenz´ karpe solide karpe på 13,9 kg fanget i en privat sø 16. maj.
Det blev en kølig og ustadig maj måned.
Trods det kølige vejr gik der lidt forårstræghed i fiskeriet. I hvert fald i forhold til at få sendt fangstrapporter ind.
Mange gode havdage gav småbådene gode muligheder for at komme ud.
Laksefiskeriet var fortræffeligt langt ind i måneden med den for årstiden lave vandtemperatur.
Ulrik Hampe fra Hasle statede måneden med en god laks på 8 kg
Torskefiskeriet kom der også lidt gang i som temperaturen kom op hvor føden til dem så småt vågnede på.
Man skulle dog stadig være heldig at ramme nogle med rimelig størrelse og der er sunde og raske.
Fik man nogle gode torsk, er der i maj og juni god rogn at få med hjem som bonus.
Bob Hampe hjembragte dagskvoten for torsk 10. maj, med en håndfuld torskebukser som bonus
Per Clausen med suder på 2 rogntunge kilo fra Carl Nielsens Grusgrav
I søerne vågnede fredfiskene langsomt på.
Især karperne kom frem som solen fik strålet lidt varme ned i vandet.
Og d. 16. maj lykkedes det Jakob at få en af de rigtig gode karper.
Den store karpe tog på en brødflue pyrchet/dappet med en karpestang.
Jakob har ellers slået sig på at fiske brødfluen regulært med fluestang, og har landet adskillige gode karper på fluegrejet.
Men med denne foretrak han at bruge karpestangen. Og det kan man vel ikke fortænke ham i.
Vi siger tillykke til Jakob med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.
Som vinder af titlen Månedens Fisk April 2021 har vi udvalgt Martin Bønneløkke´s karpe på 18,9 kg fanget i en privat sø på hans første karpesats i år d. 20 - 22. april.
April blev en måned med roligt vejr og meget sol, men temperaturen rykkede ikke meget op ad på skalaen, især pga de fortsat kolde nætter.
Havtemperaturen nåede kun lige akkurat op omkring de 6 grader hvor bl.a. tobiserne begynder at røre på sig ved månedens udgang.
Havtemperatur på 6 grader ramte sydkysten lørdag d. 29. april, og mandag var den over de 6 grader øen rundt.
Måneden bød på mange gode havdage, der gav trollingfiskerne godt laksefiskeri.
Og som bifangst ofte de kapitale havørreder der havde det lidt svært med at finde ind til kysten i det kolde vand.
De helt store ørreder har i år fortrinsvis været forbeholdt småbådsfolket.
Her Allan Nørgaard fra Smørum med en flot trolling-ørred på 5,75 kg og 76 cm fanget 19. april.
Hans-Erik Jensen fra Rønne med god duo fra sydkysten 1. april. Så var måneden skudt i gang.
På kysten blev der kæmpet godt for hver eneste fisk.
I det kolde vand kunne der være lidt langt mellem snapsene.
I det kolde vand var det især på flue og/eller bombarda der fik havørreden til hug.
Solen begynder at få lidt magt i april, og lidt varme i vandet kunne skabe det liv i vandet der får grønlænderne ind og fouragere.
Vi så adskillige havørreder på den rigtige side af de 4 kg. Bent Ernst Neilsen fra Rønne fiskede sig med en god fangst på 4,2 kg d. 4. april ind på en delt tredjeplads på listen med årets bornholmerørreder.
D. 16. april landede Kenneth Skov fra Rønne en tromletyk overspringer på 4,8 kg ved Fredensborg. Med den fangst blev det Kenneth der tog den foreløbige tredjeplads om årets bornholmerørred.
Flot fisk på 4,8 kg taget på flue af Mads Gøthler fra Brøndby.
De flittige gæstende fiskere står for en stor del af fangsterne i højsæsonen.
Allan Sørensen fra Rødovre med god fisk på 4,8 kg fra østkysten.
Sidst i april ankommer hornfisken.
De første par uger efter ankomst holder de sig mestendels lidt uden for rækkevidde for kystfiskeren, men især lidt sol i vandet kan trække dem ind.
27. april meldte Stig Peberholm om hornfisk.
28. april ville Bent Ernst Nielsen efter meldingen om hornfisk nå at fange lidt havørred inden hornfiskene tog for meget over. Missionen mislykkedes, men det blev til et godt bundt hornfisk i stedet.
Som dagene længes og nætterne kortes, begynder der også at ske noget i øens søer og moser.
Martin Bønneløkke var på årets første karpesats i en privat sø nætterne mellem 20. og 22. april.
Det blev til en rigtig god sæsonstart for Martin.
De to overnatninger i søen gav Martin fem karper af de helt store.
"Mindste" fisk på 12,2 kg og den største på 18,9 kg. En gennemsnitsvægt på 15,88 kg.
Martins karpe på 18,9 kg er den største karpe både Martin selv og vi har hørt om der er fanget her på øen.
Så indtil andet dokumenteres vil vi betragte Martins karpe som bornholmsrekord.
Og mon ikke gennemsnittet, 15,88 kg på fem karper på en tur, også er en slags bornholmsrekord.
Vi siger tillykke til Martin med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.
Som vinder af titlen Månedens Fisk Marts 2021 har vi udvalgt Jørgen Brink Hansen´s havørred på 5,4 kg og 75 cm fanget på sydkysten 19. marts.
Det blev en meget kold marts med en havtemperatur der i starten af måneden lå under/omkring 2 grader og sidst på måneden kun lige kom op omkring de 4 grader.
Henrik Skytt med sandart på 4 kg.
Marts er ofte måneden hvor der bliver fisket nogle store vintergedder.
Dem fik vi ikke nogle rapporter på i år.
Men en sjælden gæst på sitet, en sandart, kunne Henrik Skytt melde om 3. marts.
Sandarten på 4 kg tog på en jig fisket i en privat sø.
Otto Gneist med laks på 11,8 kg d. 9. marts.
På havet blev der meldt om godt med laks på de havdage den ustadige marts nu kunne byde på.
Anderledes trægt gik det med fangsterne på kysten.
Når kalenderen siger marts og fiskevandet ser perfekt ud, får man bare en følelse af, at nu skal der fanges fisk.
Men mange kystfiskere har i denne marts undrende fisket vandet igennem i timevis uden at mærke det mindste tegn på liv.
Og når det er så svært, er det ofte en god fisk der har kræfter til at tage en tur ind og vende ved stranden.
Så de få fisk der blev meldt om, var fortrinsvis nogle rigtigt fine overspringere.
Jens Kruse med 4,2 kg kold ørred 2. marts. Det blev til en placering i top 3 blandt årets Bornholmerørreder.
Thor B. Nielsen med god kold Bornholmerørred på 3,8 kg 6. marts.
Hen midt på måneden var temperaturen steget en smule, og nedgængerne begyndte at fouragere igen kystnært, og blev en stor del af de daglige fangster.
Og var man heldig kunne man også løbe på en grønlænderflok og på en times tid være heldig at opfiske dagens bag-limit.
Chris Exsteen fra Nexø meldte midt i måneden om flere restituerede nedgængere der er glade for bombardafluen fisket over blæretangen, der så småt bød på lidt tanglopper og rejer i det solopvarmede vand.
Bjarke Jørgensen, nyslået eksilbornholmer, havde et hektisk fiskeri 29. marts med 18 grønlændere i løbet af dagen.
Den sidste halvdel af måneden bedredes fiskeriet som temperaturen trods alt steg en lille smule. Men det marts-bonansa vi mindes nåede vi ikke helt i år.
Flot fangst på fluen.John Nordmand fra Fyn med sølv i et gyldent øjeblik 21. marts.
Hans Erik kan selvfølgelig ikke lade være med at blande sig når vi snakker gode fangster. Her med en solid fisk på 3,4 kg fra sydkysten 30. marts.
I gamle dage fiskede vi ofte i havnen eller på molen.
Det hedder i dag streetfishing.
Og med den nye betegnelse ender det måske med at dette fiskeri vil blive betragtet som lige så lødigt som de øvrige sportsfisker-dicipliner.
Der er i hvert fald gode fisk at fiske efter.
Elvir Rakovic fra Rønne med 4,5 kg ørred fanget i Nørrekås 28. marts.
Per Clausen fra Rønne med solid restitueret hanfisk på Kystvejen 28. marts.
Marts leverede også en ny fisker på førstepladsen over årets Bornholmerørreder.
29. marts meldte Ulrik Hampe om en solid hanfisk på 5,3 kg og 73 cm fanget på vestkysten.
Det kan være den har været hurtigt oppe i åen og forrette sit ærinde.
Men med den kondition fisken havde, er det mere nærliggende at den grundet den lange ventetid på ordentlig vandføring, simpelt hen har sprunget over i år.
En god fisk der måske ikke lever op til de skønhedsidealer mange unge lystfiskere har i dag, hvor en fisk ikke kan blive overspringer nok.
Men det er en voldsom fisk der giver fiskeren et adrenalinkick der sagtens kan vare i flere dage.
Og prøv at forestille dig; du er en almindelig han-havørred der i åen svømmer op mod en gydebanke hvor der står en lækker hunfisk. Og da du kommer helt derhen, så står ham dér der også. Ville du ikke sænke finnerne lidt og ydmygt svømme videre?
Den fisk Jørgen Brink Hansen fra Roskilde rapporterede om d. 19. marts er helt i særklasse.
Der går langt mellem fisk som den.
Jørgen havde fortalt om nogle dage med rigtigt godt fiskeri.
Medens vi andre fiskede kysterne op og ned uden tegn på liv, havde Jørgen åbenbart fundet smørhullet på sydkysten.
For dagene inden vi modtog rapporten med denne fantastiske fisk, havde havde han fortalt os at han havde landet nogle gode fisk lige over og under de 4 kg, .
Både fisk og fangster kommer i stimer.
Vi siger tillykke til Jørgen med den fine fangst.
Gavekort kan hentes i butikken.
Som vinder af titlen Månedens Fisk Februar 2021 har vi udvalgt Sune Schmidt´s havørred på 4,04 kg og 71 cm fanget på sydkysten 28. februar.
En kold februar lagde en voldsom dæmper på fiskeriet.
Måneden startede i sne med heldags-frost et par rapporter om et par kolde grønlændere, og så gik fiskeriet ellers stort set helt i stå frem til midten af måneden.
På havet kom der i løbet af måneden gang i laksefiskeriet efter en periode hvor faren for overisning havde holdt bådfolket på land
Fra midt i måneden begyndte der igen at løbe lidt fangstrapporter ind fra nogle af de få der var heldige lige at ramme det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Og gjorde man det, var det oftest en rigtig god fisk med kræfter til at tage turen ind i det kolde vand langs kysten.
Vandet øst for øen var lidt varmere end vest for øen og leverede (måske derfor) denne flotte overspringer på 3,365 kg 16. februar
Casper Rosenberg fra Rønne. 2,6 kg fra sydkysten 20. februar
Først da vi kom frem til d. 25. blev der igen meldt om fisk at fiske på igen.
I månedens fire sidste dage blev der indsendt flere rapporter end resten af måneden.
Michael Jørgensen fra Rønne med god fisk på 3,4 kg fra sydkysten 25. februar
Et par grønlændere fra sydkysten til Thomas Thornbech fra Rønne 28. februar
Niels Peter Jordt med god overspringer på 4 kg og 73 cm fra nordkysten 28. februar
Og det blev på månedens sidste dag Sune, gæstende fisker fra København, som kronen på en vellykket weekend i sommerhuset kunne rapportere om en god overspringer på 4,04 kg og 71 cm.
Nogenlunde samme historie og samme kaliber fisk som Niels Peter Jordt rapporterede om samme dag.
Det er ikke retfærdigt at der skal vælges mellem to sådanne fangster. Men det skal vi jo.
Vi siger tillykke til Sune med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.
Som vinder af titlen Månedens Fisk Januar 2021 har vi udvalgt Morten Søgaards 5plus havørred fanget på sydkysten 2. januar med bombarda/flue.
De gode takter fra december med mange fine, og store, havørreder på kysten, slog stadig ind i starten af januar.
Jacob Pedersen fra København startede året godt med en flot fisk på 4,4 kg og 72 cm på årets første dag.
D. 4. januar. Hans Erik Jensen fra Rønne med en fisk fra sydkysten på 3,2 kg og 65 cm.
Jakob Lenz kom på lidt af et arbejde, da han 5. januar fik denne rogntunge regnbue på fluestangen. 5,8 kg havde den at gøre godt med i den anden ende.
Gennem måneden blev det mere og mere vinterligt, og med den faldende temperatur blev der også længere mellem de aktive fisk langs kysten.
Men er man på rette sted på rette tidspunkt i den kolde tid, er det gode stærke fisk der er aktive ind under land. Oftest for en kort bemærkning.
Jesper Schiøtt med fin blankfisk på fluen, taget ved Boderne 14. januar.
Januar inkluderer også å-fredningernes ophør. Jens Kruse meldte om en fortrinlig premiere med fine fisk fra sydkysten.
Mikkel Jensen fra Allinge kan også om vinteren. Flot 4-kilos premieredags-fisk fra nordlandet 16. januar.
Bent Ernst Nielsen fra Rønne med fin fisk fra vestkysten. Flot fisk på 1,5 kg og 53 cm. Disse små overspringere blev der taget rigtigt pænt af. Når ellers man lige ramte rette tid og sted.
Per Bugge fra Lobbæk med flot blankfisk fra sydkysten 27. januar, hvor den faldt for hans foretrukne endegrej OGP/Henry´s Skruen.
Blandt de mange fine havørreder der blev rapporteret om over måneden, var der altså én der passerede de magiske 5 kilo på fiskevægten.
Bogstaveligt talt.
Mortens store havørred blev renset på kysten, og vejet efter hjemkomst.
Men Morten har (havde?) en vægt der kun går op til 5 kg. Og den bundede.
Så de 5 kg er det vi har kunnet måle.
Hvor meget Mortens flotte fisk på 73 cm har vejet oprindeligt, kan man kun blive frustreret over at spekulere videre over.
Vi siger tillykke til Morten med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.