Månedens Fisk 2015

Månedens Fisk December 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk December 2015 har vi udvalgt Anders Schou Jensens havørred på 4.78 kg og 73 cm fanget 5. november fra Arnager havn.
December gik hen og blev en rigtig god havørred måned.
Efter en lidt svag start, hvor der godt nok dagligt blev fanget fine fisk, men hvor fiskene var svære at få til at gå til hugget, kom der midt på måneden nogle gode fiskedage.
Det så vi bl.a. da der blev afholdt fjerde afdeling i årets kystcup d. 13. december. Da opvejningen sluttede, hang der 42 fine blankfisk på stativet. 11 fisk over 2 kg, heraf 7 over 3 kg. En statistik over fordelingen størrelsesmæssigt der fulgte tendensen for månedens fangster.
Anders fangede største tilmeldte ørred i december. Samtidig leverede Anders en levende fangstberetning om fangsten der blev gjort i ekstremt vejr i hans hjemmevand, der blev godt beskrevet. En oplagt månedens rapport.
Vi siger tillykke til Anders med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk November 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk November 2015 har vi udvalgt Bob Hampes havørred på 4 kg og 64 cm fanget 7. november ved Teglkås.
November blev mild i temperaturen, men en hård omgang vindmæssigt.
Lavtrykkene væltede hele måneden ind over landet med hård vind. Her af to gange med en voldsomhed, så de blev navngivet henholdsvis Freja og Gorm.
Den voldsomme vind gav ikke mange havdage. Men de der kom ud i de korte ophold havde rimeligt fiskeri. Laksefiskerne fik rimelige fangster og der var pænt med torsk i god størrelse helt ind til 10 til 15 meter vand. I perioder blev der også meldt om godt makrelfiskeri, hvor det som sædvane omkring øen var store fisk på over 1 kg der fortrinsvis blev fanget.
En god efterårsgedde her på siden var også et tegn på, at det milde efterår er en god grund til fortsat at satse på lidt ferskvandsfiskeri.
Men især kystfiskeriet efter havørred kom godt i gang i løbet af måneden. Der blev gjort nogle gode fangster det meste af måneden, de første 3 uger dog mest præget af mange undermålere, og der til opgangsfisk der først hen over midten af måneden havde en vandføring i åerne der gav mulighed for opgang. Men op til d. 23. november havde vi et par kolde nætter, der med et fik de store fisk ind under land. Og de næste dage blev der meldt om adskillige fisk over 3 og 4 kg.
Bobs usædvanligt velproportionerede havørred blev dog fanget allerede en uge ind i måneden. På forkanten af stormen Freja fik han på en Bornholmerpilen kroget en havørred med de imponerende mål 4 kg på bare 64 cm.
Vi siger tillykke til Bob med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk Oktober 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk Oktober 2015 har vi udvalgt Mikkel Jensens stør på ca. 15 kg fanget 12. oktober i fiskesøen på Vellensbyvej.
Årets oktober blev en temperaturmæssigt meget mild udgave. Ved udgangen af måneden var vandtemperaturen helt oppe på 11 til 12 grader.
Over måneden blev der meldt om rimelige fangster af alle arter. Den langstrakte overgang fra sommer til efterår gav mulighed for fiskeri efter arter fra sommer- som vinterhalvår.
På havet blev der fanget de første af sæsonens laks, og makreller løb der også beretninger om. Torskefiskeriet var præget af mange små torsk, men på nogen positioner blev der også meldt om rimeligt fiskeri af gode torsk i mellemstørrelse.
Fra såvel kyst som fra båd blev der også fanget nogle af de eftertragtede brakvandsgedder.
På kysten blev der meldt om mange havørreder. Der blev landet nogle fine fisk, men ellers var det en meget stort antal undermålere der prægede meldingerne. Men der blev på nogle lokaliteter spottet mange fine fisk i overfladen, der dog ikke var seriøst interesserede i det endegrej de blev præsenteret for.
Årets efterårsferie var præget af mange fiskende familier i øens søer. Også i fiskesøen på Vellensbyvej. Der var resultatet foruden ørreder, også en del af søens stør. Og der lykkedes det at være heldig at få krogen i en af søens helt store stør.
Vi siger tillykke til Mikkel med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk September 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk September 2015 har vi udvalgt Mickey Delgrens spejlkarpe på 15.1 kg fanget 13. September i en privat sø.
Fiskeriet på Bornholm kører på lavt blus i sommermånederne. Der bliver dog fisket fra tid til anden. Og der bliver også gjort fangster af forskellig art. Desværre er der ikke så mange af dem der når helt frem til denne side. Vi vil opfordre endnu en gang til at melde fangster, små som store, ind også i sommermånederne, så siden kan give så godt et billede som muligt af fiskeriet på Bornholm.
En god melding i september var Asger Drachmann der præsenterede en kystfanget havørred fra Nordbornholm. Kystfiskeriet efter havørred i sommermånederne er noget af det fiskeri der nok har et stort uudnyttet potentiale.
Det var også dejligt at se at fluegrejet bliver holdt varmt sommeren over i Ørredsøen. Og at juniorene har fået gang i fiskeriet oven på sommerferien, og præsenterer en geddefangst fra en af deres klubture.
Men med Mickeys ny personlige rekord ud i karpefiskeriet, en af de storkarper Bornholm byder på,, på hele 15.1 kg, er vi ude i en fisk der kræver titlen som Månedens Fisk. For anden måned i træk for Mickeys vedkommende.
Vi siger tillykke til Mickey med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk August 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk August 2015 har vi udvalgt Mickey Delgrens spejlkarpe på 12 kg fanget 7. august i sø ved Hasle.
Ud over Mickeys karpe er der over måneden tilmeldt en fin torsk fanget fra turbåden Fortuna ud for Nexø.
Der er blevet fanget lidt af hvert i løbet af måneden rundt om og på øen. Desværre har der som de foregående været småt med rapporteringer i disse sommermåneder, hvor der går feriestemning i den. Lidt ærgerligt at vi ikke kan få flere af disse fangster med på denne side med lokale fangster. Dette er en opfordring til at byde ind med nogle rapporter, så der kan blive et mere fyldestgørende billede af fiskeriet på Bornholm. Også i sommermånederne.
De sommerørreder der bliver fanget rundt om øen, søernes fredfisk der topper aktuelt, de mange sild og de fine makreller der fanges, og meget mere. Send nogle rapporter.
Som Mickey, der med i købet sender et stemningsfuldt billede af sin flotte spejlkarpe.
Vi siger tillykke til Mickey med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk Juli 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juli 2015 har vi udvalgt Kurt Nøttrups Sandart på 5.2 kg og 84 cm fanget 19. juli i Stenbrudsøen med en død skalle som agn i den anden ende af linen.
Det ville ikke rigtigt blive sommer i årets juli. Men trods det kølige og ustadige vejr, bød måneden på mange timers fiskeri, såvel i dagtimerne som efter mørkets frembud.
Igen i år er der meldt om fine makrel og havørreder fra jollefiskerne.
På kysten er det især sildefiskerne der har haft kronede aftener.
De der jagtede søernes fredfisk har nydt godt af såvel dagtimerne som de lyse nætter.
Men også søens natlige jæger bød ind. Kurt Nøttrup fik atter i år en af de fine sandarter i øens eneste offentligt tilgængelige sandartvand i løbet af sit årlige sommerophold på øen.
Vi siger tillykke til Kurt med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk Juni 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juni 2015 har vi udvalgt Palle Bendtsens gedde på 98 cm og over de 9 kg fanget 2. juni i en af de private søer han har eksklusiv adgang til.
Selv om det ikke rigtigt ville blive rigtigt sommer, er der gået sommer i fiskerne hen over måneden. De mange muligheder denne årstid byder på, har fiskerne åbenbart undladt at udnytte til fordel for andre sysler. Men vejret har mange af dagene heller ikke været specielt indbydende til sommerfiskeri.
Der er dog meldt om fine sudere. Og i Ørredsøen er nogle af de gode sommerdage der trods alt har været, blevet udnyttet til familiefiskeri. Det har givet adskillige børn deres første fine fangster. Og nogle af de stor stør har også været på land.
Havørrederne har også været til at få i tale. Især er der meldt om godt fiskeri på Lufthavnen.
Der er også meldt om fint makrel fiskeri. Såvel fra båd som kyst. Det er især på nordøstkysten heldige fiskere har fanget de fine bornholmer-makreller.
Men geddefiskeriet har været fortrinligt. Og så er Palle Bendtsen selvfølgelig at finde i søerne. En smuk trofægedde faldt for hans spinner i en privat sø på midtbornholm.
Vi siger tillykke til Palle med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk Maj 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk Maj 2015 har vi udvalgt Hans-Erik Jensens belugastør på ca. 15 kg og 135 cm fanget 24. maj i Sportdres Ørredsø på Vellensbyvej.
Maj måned i år blev en kølig en af slagsen.
Det er helt fint for fiskeriet. Det giver en glidende overgang hvor den kolde og varme sæsons fisk begge bød på rimeligt fiskeri.
Der blev fortsat fanget fine ørreder og torsk samtidig med fiskeriet på aborre, gedde og fredfisk kom i gang.
Der er blevet tilmeldt fine gedder og aborrer og nogle fine havørreder og sudere.
Men da Hans-Erik, der har dyrket størfiskeriet intensivt i dette forår, d. 24. maj landede en stør på hele 135 cm, må det siges at være en fangst af ganske usædvanlig størrelse for fangster på Bornholm, som må markeres.
Vi siger tillykke til Hans-Erik med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk April 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk April 2015 har vi udvalgt Lars Erik Knippas laks på 22.58 kg og 123 cm fanget ved trollingfiskeri 2 sm fra Hammerhavn 27. april.
April kastede nogle gode havørreder af sig. Bl.a. fik Patrick Ussing d. 20. april en foreløbig 1. plads i Ørred 2015 med en flot havørred på 5.9 kg. Og Torben H. Petersen en 3. plads dagen efter med fin fisk på 4.6 kg. Men ellers var der et ret ustabilt fiskeri efter havørrederne, de fine forhold efter den milde vinter taget i betragtning. Havørrederne havde en tendens til kun periodevis at komme helt kystnært.
I søerne vågnede fredfiskene på sidst på måneden. Suder og karusser samt en habil karpe på 16.1 kg blev der meldt om.
Men valget faldt på storlaksen Lars sammen med sin bror Jan Cato Skoglund tog 2 sm ud for Hammerhavn. To dage efter Trollingmaster Bornholms afslutning, sejlede de lige ud og tog den rekordfisk der blev efterlyst gennem Masteren.
Vi siger tillykke til Lars med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk Marts 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk Marts 2015 har vi udvalgt Søren Hartvig Jensens regnbueørred på 7.35 kg og 92 cm fanget fra Arnager Havn 7. marts, og Henrik Haugaards fine overspringer på 4.5 kg og 77 cm fanget nord for Vang d. 31. marts.
Marts bød de fleste dage på et virkeligt godt fiskeri. Især på syd- og vestkysten. Af uransagelige årsager har nord- og østkysten ikke budt på særlig mange fisk.
Det har været svært at pege på en enkelt havørredfangst blandt de mange gode fisk der er sendt ind i løbet af måneden. Blandt de mange fine fisk gør 1 kg fra eller til ikke umiddelbart den ene fangst mere bemærkelsesværdig frem for den anden.
Vi har derfor udvalgt Sørens regnbueørred ud fra at det er en virkelig storfisk. Desuden er det bemærkelsesværdigt at fisken var en restitueret udleget fisk. Det bidrager interessant til billedet af problematikken omkring undslupne regnbueørreder. Og så var det samtidig en rapport der fortæller historien om et fantastisk fiskeri Søren og hans fiskevenner løb ind i over to dage ved Arnager. Et fiskeri der ikke er mange forundt at opleve. Sammen med Torben Frank, der rapporterede om en flot overspringer på 5.2 kg samme dag, og seks andre fiskevenner, havde de et eventyrligt fiskeri med mange storfisk der jagede i brændingen. Deres lille sjællandske "Bornholmerklub", der har besøgt øen gennem mange år, slog alle tidligere rekorder. De 5 største havde et gennemsnit på 5,45 kg.!!! De 10 største havde et gennemsnit på 4,3 kg. Med den største på 7,35 kg!!!" skriver de i deres rapporter.
Der ud over har vi udvalgt Henriks flotte overspringer fanget nord for Vang på månedens sidste dag. Den har vi udvalgt, da Henrik ud over at have gjort en rigtig god fangst, også har skrevet en fin fangstberetning fuld af fiskerglæde. Det sætter vi stor pris på.
Vi siger tillykke til Søren og Henrik med de fine fangster.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk Februar 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk Februar 2015 har vi udvalgt Palle Bendtsens havørred på 5.6 kg og 78 cm fanget på Sorthat 10. februar.
Den usædvanligt milde vinter fortsatte februar med. Den generelle havtemperatur har holdt sig over 4o, hvilket har haft stor indflydelse på mulighederne.
På havet har småbådene, når det ellers ikke blæste for meget, haft godt torskefiskeri, helt ind til ca. 20 meter vand. Laksefiskeriet har været moderat godt, dog er der ikke meldt om de helt store fisk.
Søerne har været isfri. Det burde resultere i, at der blev gjort forsøg med storgedden, der er stor chance for at få i tale i disse måneder.
Og det forholdsvis lune vand har resulteret i at havørrederne har været aktivt fødesøgende på fuld tid. Bemærkelsesværdigt er det, at der i februar flere gange blev meldt om tobiser blandt maveindholdet. Så blinkene har stået for er stor andel af fangsterne.
Der har været langt mellem de store blankfisk på kysten. Men endelig fik vi en god rapport fra Palle halvanden uge ind i måneden, om en af de store overspringere.
Vi siger tillykke til Palle med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

 

Månedens Fisk Januar 2015

Som vinder af titlen Månedens Fisk Januar 2015 har vi udvalgt Michael F. Nielsens havørred på 4.3 kg og 72 cm fanget bombarda og flue ved Sose på årets sidste dag.
En mild januar gav godt med fisk. En rigtig god havørredmåned.
Med en vandtemperatur på omkring 4 grader ved månedens afslutning, er fiskene fødesøgende. Det milde vejr har givet meget blæsevejr både december og januar. Så at garnfiskeriet ikke har været så intenst som de andre år, har nok også haft en gavnlig effekt på fiskeriet.
Der ses dog stadig ikke de store fisk. Der mangler lige som de to årgange der skulle være fra omkring de 5 kg nu.
Men mange fine fisk på 2 til 4 kg er der meldt om.
Og nu fik Michael en på 4.3 kg. Og der er gået meldinger ind om mistet storfisk. Måske lidt frost kunne få nogle store overspringere ind til kysten.
Vi siger tillykke til Michael med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.