Regelsæt Årets Ørred

Ørreden skal være fanget af en fastboende bornholmer med stang og hjul fra den bornholmske kyst med fast bund under fødderne, hvorfor fisk fanget fra båd eller flydering altså ikke tæller med.

Farvede ørreder i fredningstiden tæller ikke med.

Tilmelding foretages:
Ved at indsende en fangstrapport til SportDres Bornholms hjemmeside; www.din-fangst.dk hvor telefonnummer oplyses i tilmeldingsfeltet
eller
på mail indberet@din-fangst.dk
eller
i butikken.

Ved tilmelding oplyses fiskens vægt (urenset) og længde, fangstdato samt fangstmandens navn, adresse og telefonnummer.
Hvis ørreden kandiderer til en af de tre toppladser, skal tilmelding ske senest 3 dage efter fangsten, og der skal forelægges dokumentation i form af fotografi med tydelig målestoksforhold, og vægten fisken er vejet på skal være pålidelig.
Det kan også klares ved, at man tropper op i SportDres i Rønne med fangsten.

Topplaceringer af tilmeldte fisk bedømmes ud fra vægt.
Såfremt vægten er ens, favoriseres den korteste (højeste konditionsfaktor).
Har to eller flere fisk samme mål, afgøres placering ved lodtrækning.

Deltagende lystfiskere skal være ”bornholmere”, hvilket ikke indebærer hverken sproglige eller genetiske tests, men i denne sammenhæng blot betyder, at man er bosiddende på Bornholm.

Der er præmie og invitation til Præmieturen til de tre fiskere der har fanget de tre største ørreder.
Dertil vil der ved lodtrækning, blandt alle der har tilmeldt en fisk, blive fundet yderligere gæster, så bordet bliver fyldt op med en selskab af gode fiskere.