De sommermåneder vi nu skal igennem byder på et eldorado af fiskearter i forhold til hvad vi har at gøre godt med årets øvrige måneder.
Og makrellen er en af de mere delikate: der er ikke mange fisk der kan måle sig med en helt frisk makrel på køkkenbordet.
Desuden er det en ganske fornøjelig fisk at få på. Det er en utrolig hastighed den kan skyde gennem vandet, og den har ganske gode kræfter trods sin lidenhed i forhold til mange af de andre fisk vi eftertragter.
Ved Bornholm er det meget svært at fiske målrettet på makrellen, da det er ret sporadisk hvor og hvornår den er i farvandet.
Der kan i perioder drives et fornuftigt fiskeri på kysten, så rygter er meget værd,.
Det er fortrinsvis fra moler eller klippekyst og i de sene aftentimer. Eventuelt tidlig morgen.
Det er især småbådsfiskerne der har de gode muligheder for mere eller mindre opsøgende fiskeri.
De fleste makreller ved Bornholm tages som bifangst. Fortrinsvis af trollingfiskere og pirkefiskere. Sidstnævnte især hvis der fiskes med ophænger.
Og det med bifangst, er en god taktik at lægge sig op af.
Og det giver samtidig mulighed bifangst af flere andre arter.
Makrellen træffes over alt hvor der er fødefisk. Men her i sommermånederne optræder makrellen ofte mellem 10 til 30 meter vand, især hvor der er varierende vanddybde.
Der er der også bl.a. torsk, sild og sej, og har man ophængertackler med i forskellige størrelser, giver det en god mulighed for at variere sit fiskeri efter hvad man træffer under båden.
Så er der mulighed for at komme hjem med en rigtig sommerfangst: En fangst der består af tre eller flere forskellige fiskearter.
Især hvis de mange gode sommerdage på havet vi har foran os kombineres yderligere med grej til kaste- bund- og/eller dørgefiskeri.
Sommerfiskeriet er den rene svir og der er mange lyse timer at gøre godt med hver dag.