Overskrift

Den Store Hornfiskedag 2026

Sportdres Bornholm inviterer igen i år alle til at være med til Den Store Hornfiskedag, der fiskes søndag d. 7. juni.
Alle er velkomne til at deltage i festen.
Er du ny i fiskeriet er Den Store Hornfiskedag en god mulighed for at fange din første fisk.
Du kan fiske på egen hånd, eller møde op på Nørrekås hvor der er instruktører og lånegrej.

Hornfisken ankommer hvert forår til de bornholmske kyster og giver et fornøjeligt og ofte givtigt fiskeri en måneds tid indtil legen er overstået og de trækker ud på dybere vand.
Det fiskeri inviterer Sportdres Bornholm alle til at tage del i og sammen få en fornøjelig dag med lystfiskeri for alle ved Den Store Hornfiskedag søndag d. 7. juni.

Alle kan deltage.
Man skal blot tage ud og fiske en hornfisk i løbet af dagen, og så møde op med sin længste hornfisk i Bornholms Sportsfiskerforenings klubhus på Nørrekås inden kl 15.

Men du kan også vælge at fiske på Nørrekås.
Der vil vi være instruktører ude på molen. Så selv hvis fiskeri er helt nyt for dig, så skal vi nok hjælpe dig godt i gang.
Ude på molen har vi også fiskestænger og endegrej du kan låne,  hvis du ikke selv har udstyret til fiskeri.

Program Den Store Hornfiskedag

Fri start. Fisk hvor du vil fra tidlig morgen. Opmåling på Nørrekås senest kl. 15.

Kl. 10 til 14. Instruktører og lånegrej på Nørrekås.

Kl. 10 til 15. Opmåling i BSF´s klubhus på Nørrekås. 

Kl. 15.30. Præmieoverrækkelser.

Bornholms Sportsfiskerforenings klubhus på Nørrekås vil, ud over opmålingen, være åbent fra kl. 10 så man kan komme ind og få sig en lystfiskersnak over en kop kaffe.
Øl og vand kan købes.

Fine præmier til store og (især) små
Opmåling af dagens fangst foregår i Bornholms Sportsfiskerforenings klubhus på Nørrekås hvor man kan få registreret sin fangst fra kl. 10 til kl. 15, hvorefter der er præmieuddeling kl. 15.30.

Alle kan indmåle én hornfisk.
Der er et fiskesæt i præmie til dagens 3 længste hornfisk.


Og da det i høj grad skal være børnenes dag, er der fine præmier til de 10 længste hornfisk fanget af unge fiskere på 15 år eller derunder.
Man vælger blandt præmierne efter placering.

Og så at alle unge friske fiskere med en opmålt hornfisk kan være med, er der Lodtrækning om 2 stk gavekort á 1000 kr blandt alle op til 15 år med en opmålt hornfisk.

De unge fiskere tæller med i konkurrencen om dagens længste hornfisk.
Så de kan være heldige med lodtrækningen at vinde op til tre gange.
Man skal være til stede ved præmieoverrækkelse og lodtrækning. 

Fisken indleveres renset.
På Nørrekås er der rensebord, hvor instruktørerne også kan være til hjælp, hvis det er nyt for en.