261031 01

Månedens fisk Oktober 2026

Som vinder af titlen Månedens Fisk Oktober 2026 har vi udvalgt Jeppe Lysgaards kanon fisk af en overspringer på 4,59 kg og 67 cm fanget på østkysten 31. oktober.

I løbet af oktober kom de køligere nætter, og middeltemperaturen faldt jævnt til 10 grader, et par grader under havtemperaturen der stadig holdt 12 -13 grader.

Med efteråret bliver der mere stille i søerne.
Men der blev dog rapporteret om nogle fine suderfangster fra de nu mærkbart kortere, mørkere og især køligere dage.
Med den lune september var vandtemperaturen stadig høj for årstiden.

261006 01
Mikkel Bendix fra Hasle fik 6. oktober en stor flot suder i Hammersø på hele 3,1 kg og 45 cm. En skade på fisken er voldsomt inficeret. Med den høje vandtemperatur trives infektioner. Så der er håb for fisken læges i den faldende vandtemperatur.

Ørredsøen bliver til gengæld mere attraktiv med den nu faldende temperatur. Så bliver fisken lige til at spise, uden at der skal anvendes diverse husmorråd for at eliminere den "søsmag" fisken kan have i det sommervarme vand.
Vandtemperaturen begynder at være der. Så mangler vi bare masser af regn oven på en katastrofalt tør sommer, så vandstanden kan komme op hvor den bør være.

261015 01
Frede Kruse fra Rønne fangede sin første fisk på en tur med morfar til Ørredsøen 15. oktober. Debuten var på 1,7 kg og 48 cm.

261027 01
Senan Lozic fra Rønne havde en hektisk halv time på vestkysten sidst på dagen 27. oktober. Efter at have mistet to fisk, landede og genudsatte han to farvede fisk på henholdsvis 60 og 65 cm.

Nu begynder der for alvor at komme gang i jagten på sølvtøj langs Kysten.
Med de korte dage er det blevet bekvemt at fiske i ydertidspunkterne ved solopgang og solnedgang. Og i den lave sol kan man også løbe på godt fiskeri over hele dagen.
Dog er der i det lune vand stadig langt mellem snapsene.
Ofte observeredes der mange fisk på pladserne, men de var selektive og sky, så efterfølgere og pilleri uden kroghold hørte til dagens orden.

I oktober er fangsterne præget af mange små fisk
Det der især kendetegner efteråret er det gode fiskeri på de unge fisk, oftest benævnt som grønlændere.
I oktober er der stadig en stor del der er under mindstemålet. Det plejer at ændre sig når vi kommer ind i november, fiskene har god tilvækst indtil vandet bliver rigtigt koldt.

De ofte kapitale opgangsfisk på sidste etape af årets vandring mod deres respektive hjemmehørende vandløb, er en spektakulær bifangst der hører efteråret til.
De stærke opgangsfisk giver en god fiskeoplevelse at holde varmen på. Især indtil man visuelt kan konstatere at fisken er farvet.
Skuffelsen over det så ikke var drømmefisken, kan så kompenseres ved hurtigt at nyde synet af de smukke fisk i farverig gydedragt.
De farvede fisk er heldigvis klædt på med et solidt beskyttende slimlag, der beskytter dem mod de forestående strabadser i åen. Så de er bedre rustede til vores håndtering end deres blanke artsfæller.
Men husk, at jo hurtigere og nænsommere håndtering, jo bedre.

261018 01
Kian Johansen fra Hasle hjembragte sin første blankfisk i den nye sæson. En fin fisk på 1,75 kg og 54,5 cm taget d. 18. oktober på vestkysten.

261013 01
Flot blankfisk taget af Maciej Dabrowski fra Polen på Hvide odde 13. oktober. 59 cm og angiveligt +2 kg.

De store fisk kommer med nattefrosten, sagde vi i gamle dage.
Det er når havtemperaturen kommer ned under de seks grader vi ser frem til.
Når det med den faldende temperatur tynder ud i stimerne af de fødefisk havørrederne jager rundt i hele sommerhalvåret langt fra kysten forsvinder, trækker der store sultne blankfisk ind kystnært.

Men chancen for at løbe på dem er der altid.

Og en af de helt gode fisk løb den gæstende fisker Jeppe Lysgaard fra Slangerup på, da han på månedens sidste dag sidst på dagen fik sit livs fisk på østkysten.
En superflot overspringer på 4,59 kg og 67 cm taget 31. oktober. Lige tids nok til at nå at blive Månedens Fisk Oktober 2026.

Vi siger tillykke til Jeppe med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.

261031 01A
Kalenderen siger store blankfisk de næste måneder. Jeppes vidunderlige overspringer øger appetitten på at komme til endnu en sæson på kysten.