Det blev en lun, ustadig og våd måned.
De forhold er der ikke mange andre end kystfiskerne der holder af, og i den travle julemåned blev det da også kun til rapporter med havørreder.
Der var perioder hvor der blev fanget fine fisk dagligt. Og rigtig mange fine fisk på 65 -70 cm på 3 -4 kg.
Og så var der dage hvor det bare ikke var til at finde det mindste tegn på liv ude i vandet. Som vi f.eks. så ved fjerde afdeling af kystcuppen 15. december, hvor der blot blev indvejet 3 grønlændere.
Havørredfiskeri i sin substans. Der er fine fisk at fange. Men der ligger en stor indsats bag hver fisk der kommer på land.
Sådan er fiskeri efter havørred for det meste. Og det er nok en af grundene til at vi kan lide det og igen og igen tager udfordringen op.
Alle disse fine havørreder er alle gode fangster.
Der var mange fine fisk på lige ved de 70 cm og på lige ved de 4 kg hvor den ene fisk egentlig ikke kan siges at være bedre end den anden.
Månedens Fisk findes jo ikke ved kontrollerede ensartede målinger som ved kystcup, ørreddag og lignende.
Så blandt de fine fisk udvalgte vi Mikkel.
Mikkel er en ung fisker der ved flere lejligheder har vist os at han gør det godt ud i fiskeriet. Nogen vil påstå arveligt belastet.
Mikkels fine fangst er desuden hans ny egen PR, som man kalder det i dag. Denne oplysning er givet i en rigtig god fangstberetning der er ledsaget af et flot og stemningsfyldt trofæfoto taget ude på kysten.
Så blandt de mange fine fisk fra december, blev det disse ingredienser der gjorde forskellen på månedens fisk og ”de andre”.
Vi siger tillykke til Mikkel med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.