251102 03B

Månedens Fisk November 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk November 2025 har vi udvalgt Daniel Johansens super flotte overspringer fanget på vestkysten ved årets kystcups første afdeling 2. november.

Årets sidste efterårsmåned var for årstiden lun, især første halvdel. Med sidste halvdel fik vi dog nattetemperaturer ned omkring de nul grader, med enkelte nætter hvor den kom under.
Vindretningen varierede meget over måneden, men mest med frisk til hård middelvind med kraftige stød.
Det der fortrinsvis går galt med det vejr, er at fiskepladserne med de bedste forhold, ofte er svære at fiske på grund af møg i vandet.


Det meste af sydkysten var ikke til at fiske for møg i vandet 23. november. Men enkelte steder kan der pludselig være hul igennem. Sådan et hul fandt Per Clausen på Holster odde, og det gav en god fisk på 2,46 kg og 62 cm.

Kysten vrimler med havørreder i efteråret, og byder på et spændende fiskeri efter fisk i alle stadier og størrelser.
Med den sidste af årets efterårsmåneder så vi også de første af årets nedgængere.


Det hører sig også med, at der kommer en nedgænger op og vende. Det er tegn på næste generation er på vej.


Store flokke af undermålere trækker langs kystene i efterårsmånederne. Her er det Thomas Rothe Wollny fra Rønne der får forstyrret sit fiskeri efter den store fisk ved kystcuppen.

Især har det vrimlet med unge fisk under mindstemålet.
Store stimer af fisk omkring de 25 cm stadig med smoltfarver og solide flokke af blanke ungfisk på 35 til 40 cm, har forstyrret mange fiskere i fiskeriet efter den gode spisefisk og trofæfisken.
Det er glædeligt at se gode tegn på godt med fisk de kommende sæsoner. 

Med en havtemperatur der bevægede sig mod at blive et-cifret og køligere nætter med lidt nattefrost, begynder de store overspringere at komme ind kystnært og blande sig i det gode grønlænderfiskeri.


Temperaturen falder og solen står lavt de korte novemberdage. Så begynder der at være gode chancer for fine blankfisk på kysten alle dagtimerne. Per Clausen fra Rønne med en af de mange fine fisk på tre -fire pund kystfiskerne hjembringer i efteråret.

Indtil havtemperaturen kommer ned om de 6 grader, er der stadig godt med byttefisk at jage for havørreden.
Så det var stadig på blink med imiterende farver de fleste havørreder blev taget på.

Sidst på måneden kunne den faldende temperatur ses på havørrederne, der begyndte oftere at have tomme maver.
Så begynder flere fangster at komme hjem på pang-farver og på fluen.


Flot fluefanget fisk på 1,85 kg og 60 cm taget på sydkysten 26. november af Mikkel Altmann fra  Rønne.

Den første af denne sæsons store overspringere vi fik melding om dette efterår, kom ved første afdeling af årets kystcup.

Det var en utroligt smukt eksemplar, en rigtig gris, som Daniel Johansen indvejede.
Lige hvad alle vi andre fiskere havde brug for at se her i starten af sæsonen.
Det er sådan en vi alle fisker efter.

Med målene 3,88 kg og 68 cm ved indvejningen, på kysten inden afdrypning og fordampning var den blevet vejet til 4+, blev Daniel en sikker vinder af kystcuppens første afdeling.
Og Månedens Fisk November 2025.


Daniel Johansen fra Rønne løb velfortjent med både den første pulje i årets kystcup og titlen Månedens Fisk November 2025 med denne skønhed på 3,88 kg og 68 cm fra vestkysten.

Vi siger tillykke til Daniel med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.