Som vinder af titlen Månedens Fisk Juni 2019 har vi udvalgt Bjarke Jørgensen´s beluga-stør på anslået over 25 kg og 182 cm fanget d. 10. juni i Sportdres Fiskesø på Vellensbyvej.
Juni blev en lettere ustadig sommermåned, hvor varmen først kom rigtigt sidst på måneden. Men så blev det også nogle dage med hedebølge, så vandtemperaturen endte på de ca. 20 grader.
Trods det ustadige vejr blev der nogle gode havdage over måneden.
Det er især havørred der meldes om godt fiskeri på. De seneste år, hvor vi har fået os sporet ind på de havørreder der i sommermånederne er at finde på 5 -6 meter vand og mere, og fået finpudset teknikken med dipsy-divere og andet, bliver der oftere og oftere meldt om gode fangster.
Torskefiskeriet er en blandet fornøjelse. Ofte er torskene i så sørgelig forfatning af parasitangreb, at man foretrækker, og bør, at kassere fangsten. Man kan dog, især kystnært, fange nogle virkelig fine småtorsk. Tangtorsk, som de ofte kaldes. Mindre fisk hvor menuen består af rejer, tanglopper og andre små fødeemner der ikke er smittebærere.
Der er også fine små mørksej at fange. Forrige år var et af de år hvor de indre farvande blev invaderet af småsej.
Og i år er et af de år hvor fiskene er blevet ved øen det følgende år, hvorfor de eksemplarer vi kan fange i år har en lidt bedre størrelse end dem forrige år.
De gode store bornholmske makreller var vi også kun lige kommet ind i måneden inden vi fik meldinger om fangster. Der er mange gode fisk at få som bifangst. Så husk ophængere over torskepirken. Gerne nede i en størrelse der også tager sildene. Med fangstbegrænsning på torsk, og hvor de attraktive fisk er i størrelser på op til ca. 1,5 kg, er en god fiskecocktail en delikat erstatning for stortorsken.
Kysten var i starten af måneden berygtet for de mange hornfisk. Der her i juni endda for de flestes vedkommende var nogle små nogle. Men samtidig blev der alligevel meldt om gode kystørreder. Fra kysten og i flyderingen.
Sommer er især søfiskeri. Og der blev også meldt om flere af de arter der bydes på inde i landet.
Fin gedde og aborre fra søerne der er opstået efter råstofindvinding omkring Rønne. Det er blevet nogle meget attraktive fiskesøer med årene med god tilgængelighed og godt fiskeri på mange forskellige fiskearter.
Sommerfiskeri er især også far og søn i mosen og fange de store sudere på let grej. I sommerens mange lyse timer og milde vejr kan der findes nogle gode fritimer hvor man kan fordybe sig i fiskeriet og gøre gode fangster. Og så er en suder på 2 kg en voldsom fisk.
Anderledes voldsomt er det når vi snakker om eksotiske fisk. Mange af os har været i udlandet og fiske nogle af de fiskearter hvor vores hjemlige fisk i størrelse og styrke ikke helt kan det samme.
Men i de senere år er der også her i landet blevet mulighed at stifte bekendtskab med nogle af disse arter i fiskesøer.
Og det var en af disse arter, belugastøren i fiskesøen på Vellensbyvej, Bjarke fik til at tage agnen. Og efter en voldsom fight kunne måle fisken til en længde på hele 182 cm. Fisken kom ikke på vægten i denne omgang. Men Bjarke anslog vægten til at være på over 25 kg.
Støren er jo godt nok ikke en af vore hjemlige arter, og er her kun fordi vi har sat den ud. Og vores hjemlige arter i søerne, selv gedden, er nok ikke disponeret til at komme op i denne størrelse. Så mon ikke Bjarkes fangst, er noget der ligner den indtil nu største fisk der er fanget i en bornholmsk sø? Vi har i hvert fald ikke hørt om nogle i tilnærmelsesvis denne størrelse. Bortset fra nogle lystfiskehistorier af den mere farverige karakter. Af lige så farverige lystfiskere.
Vi siger tillykke til Bjarke med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.