250708 01B

Månedens Fisk Juli 2025

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juli 2025 har vi udvalgt Kevin Petersens storkarpe på 18,2 kg fanget i Krashave mose 8. juli.

Juli blev en ustadig, men lun, måned, med dagtemperaturer der nåede op omkring, og de fleste dage over, de 20 grader. Nogle dage over 25.
Havtemperaturen lå på over 18 grader. Nogle gange kunne den måles til over 19 grader.
Lavtryk sørgede dog for en del skyet vejr og frisk vind, fortrinsvis omkring nordvest.
Et par dage med regn halvanden uge inde i måneden sørgede for at tage toppen af tørkeindekset. Det gav endnu en lille frist for ørredyngelen i huller og høl i de mange vandløb hvor udtørring måske kun var et spørgsmål om dage.

Fangstrapporterne for juli melder først og fremmest om stor aktivitet på kyst og mole og fra småbåd kystnært.

Flere arter gør sig til i brakvandet omkring øen.
Fælles for dem er, at man står med en råvare til madlavningen i en kvalitet der ikke kan købes for penge. Og meget passende her i sommertiden velegnet til grillen eller røgeovnen.
Især hvis man husker at medbringe mulighed for at afkøle sin fangst hurtigt i sommervarmen.

Klassikeren i sommerfiskeri er folkesporten omkring sildefiskeriet på øens moler.
Der kan alle være med uanset alder og forudsætninger, med gode muligheder for at gøre en god fangst.

Der blev meldt om stabile og gode fangster i solnedgangen det meste af måneden.
De rigtigt heldige sildefiskere fik også en god bifangst, når der var makreller der blandede sig i aftenens sildetræk.


Kian Johansen fra Hasle fik sig en flot aborre på 43 cm og 808 gram der tog på et sildeforfang.

De bornholmske bådehavne er med deres skærmende moler og grunde vand fine levesteder for et mangfoldigt maritimt liv, der giver grundlag for mange fiskearter i det brakke vand.
Det giver jævnligt en god brakvandsaborre.

Aborren er, udover at være en meget velsmagende fisk, bestemt ikke selv kostforagter. Men glubsk og nysgerrig, og fanges ved mange forskellige metoder. Mange brakvandsaborrer fanges som bifangst under fiskeri der egentlig var målrettet andre arter.
Som f.eks. da Kian Johansen fra Hasle 9. juli meldte om et fint eksemplar der havde taget på sildeforfanget.


Bo Johansen fra Hasle med flot sommerørred på 2,2 kg og 58 cm taget på¨klippekysten d. 6. juli kl. 13.15.

Ofte fanges nogle af årets flotteste havørreder på kysten i sommermånederne.
Trods det er ret begrænset hvor mange der dyrker disciplinen.

Sydkysten og vestkysten har det med især at give de gode fisk i aftentimerne, når tobisen går ind for at overnatte i sandet og havørreden følger med ind.

Anderledes på klippekysterne tæt på det dybere vand, hvor der er gode chancer for en god fisk over hele dagen.
Og på klippekysten kan man som regel også undvære de varme waders og iklæde sig noget mere passende til sommervarmen.


Jan Jensen fra Nexø på tur med Morten Drews 26. juli. Det gav en fin havørred på 1,51 kg og 47 cm på kombinationen Dipsydiver/Benda. Og en enkelt makrel.

Småbådene melder om mange fine og hugvillige havørreder.
Med de vejrforhold der herskede i juli, var det især ud for den nordlige og østlige del af øen der leverede.
Der er der ikke langt ud ud til de omkring 15 meter hvor havørrederne fortrinsvis jager i det varme vand. Så selv med en frisk vind ligger man bekvemt i læ af øen.

Ved de fleste fangster der er kommet meldinger om er der fisket med Dipsydiver.

Der er ikke meldt om de store makrelforekomster, som vi nogle år ser, hvor der er store stimer at pilke på.
Men helt fraværende er de ikke. Mange af julis havørredfangster fra småbådene har også givet fine makreller som bonusfangst.


God småbådsfangst rapporteret af Simon Giroux fra Balka 14. juli.


Unge Frederik Borbu Steimel fra Arnager stempler ind i Fiskechallenge 2025 med aborre og skalle.

Fra ferske vande blev der meldt om både store og små fisk. Fra store og små.

Det har været en fornøjelse at følge de unge fiskere der har taget årets fiske-challenge op, og efter jagt på de forskellige arter udfordringen inspirerede til at fiske efter over sommeren, er mødt ind i butikken for og få stemplet arter ind efter hånden som det er lykkedes at få fanget et eksemplar.

Således som da Frederik Borby Steimel 5. juli var med far Immanuel en tur til den lokale sø for at få fisket nogle stempler hjem.
De fik fisket godt på søens aborrer og skaller. Men der var også lagt en stang ud til gedderne. Det gav den lille mand en fin velkonditioneret gedde på 80 cm efter en hård kamp.
Så det blev til tre stempler i ét hug. Og en god oplevelse. Også for farmand.


Frederik. Lykkelig lille fisker med dagens tredje stempel i årets fiskeudfordring.

Juli bød også på én af de helt store bornholmske karper.

Det er lidt over 30 år siden karperne for alvor blev introduceret til de bornholmske søer, og op gennem årene har vi siden kunne følge tilvæksten.
I dag er det nærmest en daglig foreteelse at fange karper op omkring de 10 kg og mere.

Og de seneste år nærmer de største eksemplarer sig stille og roligt de 20 kg.

Som det flotte eksemplar af en spejlkarpe Kevin Petersen fra Nexø blev forstyrret af midt i aftensmaden på bådebroen i klubvandet Krashave mose 8. juli.


Kevin Petersen fra Nexø med kapital Krashave-karpe på 18,2 kg.

Vi siger tillykke til Kevin med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.