Som vinder af titlen Månedens Fisk Februar 2019 har vi udvalgt Mickey Delgren´s havørred på 3,65 kg og 72 cm fanget på Sose d. 2 februar.
Grøn vinter med jævnlige kraftige blæsevejr. Februar blev stort set en fortsættelse af januar.
Ind imellem blev der havdage med rimeligt fiskeri på laks.
Søerne har været fiskbare det meste af måneden. Det forlyder at der er enkelte der har benyttet sig af muligheden og fanget nogle gode vintergedder. Og så skal man lige huske på med en vinter som den vi har i år, at den også giver flere andre muligheder for fiskearter der ellers normalt hører sommerhalvåret til.
På kysten blev der jagtet havørreder med større eller mindre held. Og heldet bestod som så ofte før i at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Der var en kort periode i starten af måneden hvor der blev fanget rimelig godt, og sidst på måneden var der også en god periode med mere stabile fangster.
Og lige som i tidligere perioder vi har oplevet med svagt fiskeri, går fiskersnakken på hvad der er galt.
Vi glemmer ofte, at det sker jævnligt. Vi husker bedst de perioder hvor det bare kører.
Men sådan er havørredfiskeri. Det virker til at være nemt når man har godt fiskeri. Men over tid kan man godt se i sin fiskejournal, at der ligger meget fiskeri i hver ørred man har noteret på tasken.
Det skal så lige også bemærkes; vi savner altså de helt store overspringere.
Biologen fra DSF spåede forrige sommer at havørrederne måske i år ville følge stimerne af fødefisk ude på dybt vand med risiko for at ende ved fjerne destinationer, og at i så tilfælde ville vi ikke se dem kystnært i år.
Desuden er der stor sandsynlighed for at den høje havtemperatur i år ikke får havørreder fra mere salte farfarvande til at søge ind i Østersøens brakvand i samme grad som i de kolde vintre.
Sådan kan der være så meget. Havørredfiskeri har aldrig kørt helt efter bogen, og kommer nok heller ikke til det. Heldigvis. For vi kan jo se at der bliver fanget mange gode havørreder, også i disse svage perioder.
Men fine ørreder blev det til. Flere fisk på lige omkring de tre et halvt kilo blev der sendt rapporter ind om over måneden.
Af dem udvalgte vi Mickeys fine overspringer.
Den blev taget på årets præmietur, hvor fisketuren i år havde udgangspunkt fra Rastepladsen. Og dertil er den foreløbig nummer et i Ørred 2019.
Vi siger tillykke til Mickey med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.