240815 01

Månedens fisk August 2024

Som vinder af titlen Månedens Fisk August 2024 har vi udvalgt Jonathan Sonne´s stor-karpe på 17,1 kg fanget d. 15. august på et rig med Tigernut i en af øens mange gode offentlige søer med frit fiskeri.
Med Månedens fisk August 2024 sætter præmien op til gavekort 500 kr.
Samtidig vil vi fremover lejlighedsvis give en ekstrapræmie på gavekort 300 kr til en god fangstrapport.
Den første ekstrapræmie på gavekort 300 kr giver vi til Callum Martin for hans fine karpefangster i august mm.

August blev varm  og tør med mange soltimer, og fortrinsvis moderat vind fra vest.

August er ofte den måned der falder helt ud med fangster.
Nok mest fordi der simpelt hen ikke fiskes så meget, i måneden hvor sommeren stadig byder på alle de andre aktiviteter årstiden flyder over med, samtidig med vi skal i gang på ny oven på ferien.

For mulighederne er der.
Det ser vi, når der som i år, trods det lave aktivitetsniveau kommer nogle fine fangstrapporter med gode fisk over måneden.


Michael Hansen fra Birkerød. Havørred 2,4 kg og 60 cm.

Fra Michael Hansen fra Birkerød fik vi et eksempel på de fine havørreder der er at fiske. Også i sommervarmen.
I en fangstrapport for 4. august kan han melde om en god fisk på 60 cm og 2,4 kg tog på et blink fisket efter dipsydiver på 15 meter vand. En god opskrift på sommerørreder.

Ellers melder småbådene om rigtig mange undermålere på 30 til 35 cm.
Sammen med de enorme mængder af smolt der er observeret trække langs kysten i foråret og den tidlige sommer, er der måske et rigtigt godt kommende fiskeri at se frem til.


Lukas Holck fra Hasle med en god suder på 2 kg fra Snorrebakkesøen 1. august. En god udfordring på UL-stangen der fiskede skaller.

I søerne havde de unge fiskere en god slutspurt inden pligterne atter kalder efter en lang sommerferie.

Det er nogle fine fangster de dygtige unge fiskere deler med os.
I august er det flotte karper og en fin suder de unge fiskere har budt ind med.

Der er mange gode fangster, mange gode billeder og ofte også nogle gode kommentarer og beretninger.

Med alle de gode fangstrapporter er det ikke altid nemt at finde den ene gode fisk der skal være Månedens Fisk.

Så ud over at vi sætter præmien til Månedens Fisk op til gavekort 500 kr. indfører vi en lejlighedsvis ekstrapræmie på 300 kr.

Den vil vi uddele efter løse kriterier lig Månedens Fisk.
Det kan være en fangst der lige så godt kunne være blevet Månedens Fisk. Et super billede. En god kommentar. En flot indsats med at rapportere. Mulighederne er mange.

Som eksempel har vi i august bestemt os for at månedens gode karpefangster af Callum Martin fra Gudhjem skal præmieres med et gavekort på 300 kr.
Både i august og gennem hele sommeren har vi fra Callum set gode fangster ledsaget af gode billeder og kommentarer, så vi næsten er med på turen.
Tak for de fine fisk du deler med os.


Callum Martin med en af de flotte karper han kunne rapportere om i august.

D. 15. august kunne Jonathan Sonne fra Svaneke melde om en af de rigtig store karper øens søer kan byde ind med.

Med en spejlkarpe på 17.1 kg fanget i en af øens offentligt tilgængelige søer har Jonathan igen vist at han helst gør i store fisk.
Denne fine fisk blev så Jonathans personlige rekord for spejlkarpe (fanget i Danmark).

Vi siger tillykke til Jonathan og Callum med de fine fangster.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Jonathan Sonne.med flot 17,1 kg spejlkarpe.