09A

Kystcup: Mild og grå novemberdag gav få blanke fisk

En grå og mild novemberdag gav et magert udbytte til de mange gode fiskere der ellers gjorde en ihærdig indsats på kysten søndag d. 30. november ved 3. afdeling af Sportdres Bornholm Kystcup 25 -26.
Otte fisk mellem 41 og 47 cm kunne det blive til på en af de dage hvor det bare ikke er nemt.

Tredje afdeling af årets kystcup den sidste dag i november blev mild og grå.
Temperaturen holdt de ca. 7 graders morgentemperatur hele dagen, og den lavthængende sol brød kun kortvarigt igennem de tykke grå skyer ved middagstid.

Den friske middelvind kom ret syd med hårde vindstød, der gav store bølger på sydkysten. Der blev dagens to største fisk taget.
Ellers var det vestkysten og østkysten med fine dønninger og en besværlig sidevind der leverede fiskene.

Det var ikke de morgenduelige der fik den største fordel.
En fisk blev taget om morgenen. Resten jævnt over dagen.
En fisk var så frisk, at den begyndte at sprælle igen på stativet. Indtil den så fik det endelige gok.


En mild dag for årstiden med langt mellem fiskene i læ på vestkysten er oplagt til strandhygge.


Jens Christoffersson var leveringsdygtig af den ene af dagens to fisk fra sydkystens bølger. 0,875 kg og 45 cm. Tidligt indvejet, så han kunne passe sin tjans med udtagning af skælprøver fra årets kystcupfisk.


Ved indvejningen hen mod solnedgang trak nogle regnbyger over øen. Så Jimmi fandt læ i vindfanget, og så var der alligevel pølser til fiskerne.

Otte fisk indvejet.
Det er ikke mange, i forhold det store arbejde mange fiskere havde lagt i opgaven.
Der er stor forskel på fiskedage.
Nogle/mange dage er det bare svært at få fisken i tale.

Alle otte fisk var unge fisk. Grønlændere. Endnu ikke kønsmodne fisk fra 41 til 47 cm.
De flytter sig ofte rundt i flokke.
Og det er sandsynligvis lige de fiskere der har været heldige at fiske det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, der fik fisk på dagen. Lige som fisken er kommet ind/forbi.

Dagens største fisk blev den anden af de to fisk fra sydkysten.
Jens Christoffersens fisk på 0,875 kg lå lunt i svinget, indtil Daniel Hansen kom med en fisk mere fra sydkystens bølger på 100 gram mere.

Så med en fisk på 0,975 kg og 47 cm kunne Daniel kåres som vinder af dagens pulje, der med 144 tilmeldte fiskere lød på gavekort 3600 kr.

Tillykke til Daniel med den fine fangst.

Med dagens 8 fisk, er der efter tredje afdeling i i alt indvejet 37 fisk indtil videre i årets kystcup.

Det giver stadig mulighed for at fiske nogle gode odds hjem de næste to afdelinger til den afsluttende lodtrækning.

Fjerde afdeling fiskes søndag d. 14 december.

Er man ikke tilmeldt endnu, kan man tilmelde sig i butikken frem til lørdag kl. 14 dagen inden hver afdeling.