210327 11

Præmietur 2021

 

Så fik vi lørdag d. 27. marts endelig afviklet årets Præmietur.
Normalt afholdes turen sidst i januar, men restaurant Le Port der plejer at stå for den kulinariske del af arrangementet, var som alle andre restauranter lukket ned på grund af corona-krisen.
Vi trak turen i håb om situationen ville ændre sig, men det gjorde den ikke til den deadline vi havde sat til udgangen af marts.

Så det blev en alternativ udgave af præmieturen vi inviterede til i år.

Dagen startede med at deltagerne til årets selskab samledes over morgenbrød i fri luft med mulighed for god corona-afstand i gården bag butikken.

Over en bid brød og en lille én, blev dagens fiskeri henlagt til Vang.
Det var vestkysten vejret talte for, og ved Vang er der gode muligheder for opstilling af Bjarke Borups udekøkken.
Med lukkede restauranter havde vi fået Bjarke til at stå for det kulinariske.

Marts er ofte topmåned for havørreder, men i år har det været svært.
Det seneste par uger har det dog hjulpet lidt på det.
Der er stadig langt mellem blanke fisk. Men nedgængerne der så småt er ved at være ved godt huld igen, er begyndt at være til at få i tale.
Så der blev lidt flex på klingen over formiddagen for flere af dagens deltagere.

Hen mod middag samledes fiskerne atter på pladsen syd for havnen.
Bjarke var ankommet og i gang med at tilberede burgere på bålet til fiskerne der havde samlet god appetit langs vandet over formiddagen.

Medens Bjarke havde gang i bålstedet, blev årets præmier uddelt.

Årets Bornholmerørred gik til Per Bugge for hans kanon havørred på 5,75 kg og 73 cm fanget på sydkysten 6. april 2020.

Søren Barsøe der fik en andenplads var desværre forhindret i at deltage.
Men Mikkel Jensen med en tredjeplads var mødt op til sin velfortjente klapsalve for en fin sommerørred på 5,1 kg og 77 cm fanget på nordkysten sent aften/nat 30. juli 2020.

Og så var der præmie til Martin Bønnelykke for Årets Fisk 2020 på Din-fangst.dk.
Martin fik titlen for en god fangstrapport for en gedde på 10,6 kg og 106 cm fanget i en privat sø 1. oktober 2020.

Med præmieoverrækkelserne blev Bjarke klar med sine luksus bål-burgere til de sultne fiskere.
Og om muligt, blev det hele endnu mere hyggeligt.

Tak til årets deltagere ved præmieturen for en hyggelig dag ved kysten.