Som vinder af titlen Månedens Fisk Oktober 2021 har vi udvalgt Carsten Gram´s flotte overspringer på 2,5 kg og 63 cm fanget ved Sose 28. oktober.
Oktober holdt med lune nætter en lidt højere temperatur end normalt, så vi gik ud af måneden med en havtemperatur omkring 11 grader.
Men vejret var dog ustadigt som det forventes af en efterårsmåned.
Efter den varme sommer kom der igen godt gang i Ørredsøen.
Oven på sommervarmen er der kommet nye forsyninger af ørreder til søen.
Fortsætter det milde vejr, sættes der fisk ud frem til jul.
Ud over at den lavere temperatur giver fisken en bedre smag, skal man være opmærksom på at der de næste måneder kan være god rogn i fiskene.
Ellers har månedens rapporter handlet om havørred.
Kuglerund grønlænder på 42 cm og 0,83 kg fanget af Morten Drews ved Nexø 24. oktober
Efteråret på kysten er især det gode grønlænderfiskeri.
De unge fisk der er trukket ud i løbet af året træffes ofte i gode flokke.
Ofte er vi godt inde i november inden størstedelen passerer de 40 cm. Men i år så vi pænt med fisk allerede i oktober der havde passeret mindstemålet.
Mikkel Jensen med smuk fisk på 2,1 kg og 58 cm fanget 7. oktober
I oktober blev der også fanget en del farvede fisk på vej til åen.
Men også overspringerne kom lejlighedsvis inden for rækkevidde.
Således også for Carsten.
Han havde haft et par ture hvor et par pæne fisk havde budt sig til, men slået sig løs igen.
Men d. 28. oktober lykkedes det.
Efter turene med mistede fisk, havde Carsten eksperimenteret lidt med at optimere Snurrebassen med release-tackle, og med bremsen stillet helt løst så fisk bare kunne tage line, lykkedes det så at få den flotte overspringer på 2,5 kg hele vejen ind.
Vi siger tillykke til Carsten med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.