191126 02

Månedens Fisk November 2019

Som vinder af titlen Månedens Fisk November 2019 har vi udvalgt Orlas Sommerlund´s flotte havørred på 3,8 kg og 68 cm fanget på Sose 26. november.

En ustadig men forholdsvis lun måned. Først sidst på måneden begyndte vi at se etcifrede temperaturer og enkelte nætter med is på bilruderne om morgenen.

Med masser af regn, blæst og andre besværligheder, var det lidt af en udfordring at finde gode fiskedage.
Nok fortrinsvis derfor ser vi nok denne gang en måned udelukkende med rapporter fra kysten, hvor man trods kraftig vind og lavvande dog har en mulighed for at improvisere og tilkæmpe sig en fisk trods svære forhold.


Efteråret er først og fremmest det gode grønlænderfiskeri. De store flokke af unge fisk der trækker om øen præsterede i løbet af november for de flestes vedkommende de 40 cm.
Men med den høje vandtemperatur var de meget af tiden uden for kystfiskerens rækkevidde. Så oftest blev de hentet helt ude i kastet når de lige strejfede kysten i en kastelængdes afstand.


Over måneden blev der også fisket en del store flotte, og stærke, opgængere.
Især først på måneden var de ofte et fyrværkeri af farver, men som måneden gik, gik det mere over i den modne brune farve.
I det lune vand, og fulde af de kræfter der skal føre dem gennem strabadserne op i strømvandet til årets gydning, er de fisk for en fight der ikke står tilbage for deres blanke artsfæller.


Hele måneden har der stået fisk på gydebankerne, så nu er det snart tiden hvor der er nedgængere.

Som måneden gik blev der tættere mellem at der blev meldt om gode overspingere over de 60 cm og 3 til 4 kg.


Få dage inden månedens udløb fik Orla, der er gæstende fisker fra Odense med tradition for en årlig fiskeuge på Bornholm, den største havørred der blev rapporteret om i november.
Med månedens største fisk og en god god fangstrapport hvor der bliver delt ægte fiskerglæde ud, går titlen denne måned til Odense.

Vi siger tillykke til Orla med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.