Det blev en meget kold marts med en havtemperatur der i starten af måneden lå under/omkring 2 grader og sidst på måneden kun lige kom op omkring de 4 grader.
Henrik Skytt med sandart på 4 kg.
Marts er ofte måneden hvor der bliver fisket nogle store vintergedder.
Dem fik vi ikke nogle rapporter på i år.
Men en sjælden gæst på sitet, en sandart, kunne Henrik Skytt melde om 3. marts.
Sandarten på 4 kg tog på en jig fisket i en privat sø.
Otto Gneist med laks på 11,8 kg d. 9. marts.
På havet blev der meldt om godt med laks på de havdage den ustadige marts nu kunne byde på.
Anderledes trægt gik det med fangsterne på kysten.
Når kalenderen siger marts og fiskevandet ser perfekt ud, får man bare en følelse af, at nu skal der fanges fisk.
Men mange kystfiskere har i denne marts undrende fisket vandet igennem i timevis uden at mærke det mindste tegn på liv.
Og når det er så svært, er det ofte en god fisk der har kræfter til at tage en tur ind og vende ved stranden.
Så de få fisk der blev meldt om, var fortrinsvis nogle rigtigt fine overspringere.
Jens Kruse med 4,2 kg kold ørred 2. marts. Det blev til en placering i top 3 blandt årets Bornholmerørreder.
Thor B. Nielsen med god kold Bornholmerørred på 3,8 kg 6. marts.
Hen midt på måneden var temperaturen steget en smule, og nedgængerne begyndte at fouragere igen kystnært, og blev en stor del af de daglige fangster.
Og var man heldig kunne man også løbe på en grønlænderflok og på en times tid være heldig at opfiske dagens bag-limit.
Chris Exsteen fra Nexø meldte midt i måneden om flere restituerede nedgængere der er glade for bombardafluen fisket over blæretangen, der så småt bød på lidt tanglopper og rejer i det solopvarmede vand.
Bjarke Jørgensen, nyslået eksilbornholmer, havde et hektisk fiskeri 29. marts med 18 grønlændere i løbet af dagen.
Den sidste halvdel af måneden bedredes fiskeriet som temperaturen trods alt steg en lille smule. Men det marts-bonansa vi mindes nåede vi ikke helt i år.
Flot fangst på fluen.John Nordmand fra Fyn med sølv i et gyldent øjeblik 21. marts.
Hans Erik kan selvfølgelig ikke lade være med at blande sig når vi snakker gode fangster. Her med en solid fisk på 3,4 kg fra sydkysten 30. marts.
I gamle dage fiskede vi ofte i havnen eller på molen.
Det hedder i dag streetfishing.
Og med den nye betegnelse ender det måske med at dette fiskeri vil blive betragtet som lige så lødigt som de øvrige sportsfisker-dicipliner.
Der er i hvert fald gode fisk at fiske efter.
Elvir Rakovic fra Rønne med 4,5 kg ørred fanget i Nørrekås 28. marts.
Per Clausen fra Rønne med solid restitueret hanfisk på Kystvejen 28. marts.
Marts leverede også en ny fisker på førstepladsen over årets Bornholmerørreder.
29. marts meldte Ulrik Hampe om en solid hanfisk på 5,3 kg og 73 cm fanget på vestkysten.
Det kan være den har været hurtigt oppe i åen og forrette sit ærinde.
Men med den kondition fisken havde, er det mere nærliggende at den grundet den lange ventetid på ordentlig vandføring, simpelt hen har sprunget over i år.
En god fisk der måske ikke lever op til de skønhedsidealer mange unge lystfiskere har i dag, hvor en fisk ikke kan blive overspringer nok.
Men det er en voldsom fisk der giver fiskeren et adrenalinkick der sagtens kan vare i flere dage.
Og prøv at forestille dig; du er en almindelig han-havørred der i åen svømmer op mod en gydebanke hvor der står en lækker hunfisk. Og da du kommer helt derhen, så står ham dér der også. Ville du ikke sænke finnerne lidt og ydmygt svømme videre?
Den fisk Jørgen Brink Hansen fra Roskilde rapporterede om d. 19. marts er helt i særklasse.
Der går langt mellem fisk som den.
Jørgen havde fortalt om nogle dage med rigtigt godt fiskeri.
Medens vi andre fiskede kysterne op og ned uden tegn på liv, havde Jørgen åbenbart fundet smørhullet på sydkysten.
For dagene inden vi modtog rapporten med denne fantastiske fisk, havde havde han fortalt os at han havde landet nogle gode fisk lige over og under de 4 kg, .
Både fisk og fangster kommer i stimer.
Vi siger tillykke til Jørgen med den fine fangst.
Gavekort kan hentes i butikken.