Som vinder af titlen Månedens Fisk Juni 2021 har vi udvalgt Martin Bønneløkke´s nye rekordkarpe på 19,7 kg fanget i en privat sø 18. juni.
Det blev en meget varm juni med perioder med temperaturer omkring de 30 grader.
I den lumre sommervarme, blev det alligevel til et par seriøse bud på en Månedens Fisk.
Jakob Lenz har et godt øje til de eftertragtede pighvarre der koncentrerer sig kystnært i forsommeren.
Således kunne han i år melde om en virkelig god fangst af en på 2,4 kg.
Jakob Lenz med flot pighvar på 2,4 kg fanget d. 17. juni
Sådan en pighvar er virkelig et godt bud på en Månedens Fisk.
Men så imponerede Martin Bønneløkkes os atter med sin flair for at finde frem til øens helt store karper.
I april præsenterede Martin en karpe vi kårede som bornholmerrekord.
En karpe på hele 18,9 kg.
Men over en uge i juni observerede Martin en flok karper med en virkelig stor karpe imellem, og fodrede let på flokken på sine observartionsture.
D. 18 juni kiggede Martin til dem på vej til en arbejdsopgave, og da tog de fodringen til sig med det samme.
Den chance skulle udnyttes, og det nødvendige grej blev hurtigt hentet fra bilen.
Og det lykkedes Martin at få den store af dem til at tage boilien.
Efter en tung fight kunne Martin konstatere at spejlkarpen var ny PR, og dermed også ny bornholmerrekord: 19,7 kg.
Sådan at slå rekorden to gange på et par måneder, det kan vi ikke andet end at anerkende.
Vi siger tillykke til Martin med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.