210727 01

Månedens Fisk Juli 2021

Som vinder af titlen Månedens Fisk Juli 2021 har vi udvalgt Brian Kofod´s flotte sommertorsk på 4,1 kg og 91 cm fanget fra båd lidt nord for Nørrekås d. 27 juli.

Juli blev én lang hedebølge.

I søerne trives fredfiskene med varmen, og der er spændende fiskeri for de fiskere der ikke rammes af den sløvende sommervarme.
Suder, karpe og karusse er der rig mulighed for, alt efter hvilket vand der opsøges.
Søerne er et kinderæg.
Og fra tid til anden er det en yderligere overraskelse man finder i den anden ende af snøren.
Som da Thomas Hansens sudertur blev til en guldfisketur.

Men søernes rovfisk er også mulige at få i tale trods sommervarmen..
Der kan være en hel del om det, når Martin Bønnelykke siger; "Noget af det sjoveste fiskeri om sommeren er jerk/popper fiskeri efter gedder. Man er næsten altid garanteret voldsomme hug med vilde spring", og dokumenterer det med en fin geddefangst.

En anden flot geddefangst blev præsenteret af Peter Westergaard.
Det var en af de flotte brakvandsgedder fra Rønne Havn, der gav Peter en af de for tiden florerende sommeroverraskelser.
Peter var i havnen for at fiske ørreder, da gedden faldt for hans 15-grams Skuen.

Men det er især fiskeriet fra småbåd der har fyldt blandt månedens rapporter.
Det varme vejr og de rolige vindforhold har givet gode muligheder og incitament for at komme på vandet.
Og også bådfiskeriet er fuldt af sommeroverraskelser. Her er det ofte endnu mere forudsigeligt hvad der tager agnet nede i dybet.
Der kan gå helt sport i at gætte på hvad det er man er ved at hale op.


Per Clausen kunne 3. juli melde om at det tyder på der er sej i år


Nikolai Dominik med en af de mange makreller der er fanget over måneden.
Et flot eksemplar på 47 cm


De fleste havørreder der tages fra båd dørges/trolles.
Men de tages jævnligt som bifangst med andre metoder. Thomas pilkede makreller, da et ekko på loddet viste god fisk oppe i vandsøjlen.
Det viste sig at være en flot havørred, der ikke var for fin til at tage på makrelophængeren..


Far og søn Rothe Rasmussen fik, foruden makrel og sej, nogle af de fine torsk, der kan sorteres fra blandt de kedelige sommertorsk, med som en god oplevelse på sommerferien til Bornholm

Det er glædeligt at det stadig kan lykkes med at fange gode torsk ind under land i sommerperioden, trods de mange åbenlyse problemer der er for arten i vores del af Østersøen.
Over sommeren har vi set en del gode torsk på 50 til 60 cm, op til 2,5 kg, der har været i god kondition.
Og med Brians, der er en klasse over med 4,1 kg og 91 cm, vil vi glæde os over at trods torsken har det med at blive dømt ude, kan der gøres så fine fangster.
Ud over en god madfisk, så skal det nævnes, at sådan en fisk haler man ikke bare op på et øjeblik. En torsk i den størrelse er en rimelig god udfordring med de forholdsvis lette grejer vi fisker med kystnært.

Vi siger tillykke til Brian med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.