En lun, våd og blæsende februar, der var præget af høj vandstand.
I løbet af måneden indløb der udelukkende rapporter om havørred-fangster.
Trods blæsevejret, og den for årstiden usædvanligt høje temperatur, blev der fanget fine fisk over hele måneden.
Peter Hampe med flot overspringer på 4,58 kg og 75 cm fanget ved Onsbæk 5. februar. PT på førstepladsen som årets bornholmerørred
Ud over Ulf Jeske, kunne Peter Hampe og Tommy Mertz præsentere fisk over de 4 kg/70 cm. Den svære grænse vi kun kom over få gange hele forrige sæson.
Tommy Mertz kom ind på en fin 3. plads blandt årets bornholmerørreder med denne fine fisk fra Sommer odde på 4 kg og 71,5 cm.
Dertil blev der meldt om mange fine trofæfisk over de eftertragtede 60 cm og mange fine fisk i køkkenbords-størrelse.
Torben Hedemann Petersen var en tur med sønnen til Lufthavnen den gode dag 14. februar. På den fine dag hjembragte Torben flot overspringer på 3,4 kg. Kristian mistede en meget større en efter en lang dramatisk fight.
Bent Ernst Nielsen kunne glæde sig over både en fin fisk og en ny hue. 1,7 kg og 55 cm fra Vestkysten 24. februar.
Magnus Andersen med flot fisk på 2,6 kg og 63 cm fra Salene 17. februar.
Trods de mange fine fangster, har det været en udfordring at fange fisk. Som det altid har været og skal være.
Men da der pludselig kom en dag som fredag d. 14. hvor vinden for en dag lagde sig helt for første gang i lang tid, udløste den bornholmske kyst prompte den sammensparerede bonus, og der blev meldt om gode fangster fra hele øen. Blandt mange andre Tommy´s på 4 kg/71,5 cm og Torbens på 3,4 kg/64 cm.
Det var en varieret menu der blev afsløret, da Thomas Rothe Wollny åbnede en fin grønlænder der havde fourageret i området ved Nørrekås d. 13. februar
I løbet af februar begyndte der igen at være føde i maven på fiskene efter nogle måneder hvor fiskene under land ofte ikke har været specifikt fødesøgende.
De aktive fisk har over måneden givet godt fiskeri til klippekystens fluefiskere, der traf gode fisk helt inde i blæretangen på lavt vand.
Fin tangfisk på 1,2 kg fanget på flue 22. februar af Mikkel Jensen på klipperne.
Men også de trækkende fisk der fanges på det kraftige grej på kanten af blæsevejret stod for sin væsentlige del af månedens fangster.
Som den storfisk Ulf Jeske, gæstende fisker fra Tyskland, tog på en Snaps i gamle dønninger på Broens odde.
På en rigtig god dag med mange fisk til både ham og vennerne.
Vi siger tillykke til Ulf med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.