01

Kystcup: Største fisk fik førstepræmien

Tak til alle for en god og hyggelig Kystcup.
Søndag 5. januar blev femte og sidste afdeling fisket med 21 fisk indvejet. Så der var 69 lodder i posen ved den afsluttende lodtrækning.
Og så vandt største fisk konkurrencen. Det er vi ikke vant til i kystcuppen.

Fisketuren i denne sæsons sidste afdeling startede med at skrabe is af bilen.
Temperaturen steg over dagen til 3 -4 grader og en frisk sydvestenvind med drivende mørke haglbyger gik over dagen lidt til øst og aftog.
Vandstanden var pænt oppe og havtemperaturen omkring Bornholm var lige kommet under de 6 grader, bortset fra nord og øst for øen hvor der stadig var en lille lomme hvor den lå over de 6 grader.

Enkelte af dagens fisk var taget på øst- og nordkysten. Men det var fortrinsvis vestkystens aftagende dønninger der leverede.
Sydkysten gav også en håndfuld. Der var det især hen på eftermiddagen hvor den blev mere fiskbar i den aftagende vind.

Der blev indvejet 21 fisk i sidste afdeling.
Så i alt nåede denne sæsons kystcup op på 69 fisk indvejet.

40 af fiskene var fanget af 12 fiskere, der derved havde lidt bedre odds i den afsluttende lodtrækning. 

To fiskere, Carsten Gram og Dorte Hansen, havde indvejet 6 fisk over de fem afdelinger.
Dorte havde dog fanget sine fisk over alle afdelingerne. Med dagens største fisk i 4. afdeling. Det er første gang der er en fisker der har indvejet fisk i alle fem afdelinger.

Immanuel Steimel og Flemming Nielsen havde også gjort det godt med 5 fisk hver.
To fiskere havde indvejet 3 fisk og 6 fiskere havde leveret 2 fisk hver.


Dorte Hansen får fik en solid klapsalve for at være den første der har præsteret at indveje fisk i alle afdelinger af en kystcup.


Immanuel Steimel. Dagens største fisk.

Dagens største fisk blev fanget af Immauel Steimel.
Med en god fisk på 1,51 kg og 56 cm kunne han stryge puljen, der med 120 tilmeldte lød på gavekort 3000 kr.
Tillykke til Immanuel med den fine fangst.

Efter Immanuel var blevet præmieret for dagens største fisk, var det de afsluttende lodtrækninger der skulle afvikles.

Først skulle der trækkes lod om tredjepræmien; et gavekort på 2400 kr.
En publikummer stak hånden i posen og trak... Immanuel Steimel.

Immanuel måtte op til klapsalve endnu engang, og kunne dermed notere sig for en samlet gevinst på 5400 kr.
Immanuel, der er noteret for 5 fisk, vandt på fisk nummer 47 på 0,74 kg og 42 cm fanget i 4. afdeling. 
Tillykke til Immanuel.


Immanuel Steimel. 3. præmie Sportdres Bornholm Kystcup 2024 -25.

Næste lodtrækning, om andenpræmien, blev en gentagelse fra sidste år, hvor andenpræmien også gik til Marc Transø.
Marc er noteret for 3 fisk i denne sæson. Sjovt nok, foruden en fisk i 3. afdeling, både første og sidste fisk indvejet denne sæson. Fisk nummer 1 og 69.

Den udtrukne fisk var fisk nummer 1 på 1,64 kg og 55 cm.
Den fisk blev så også dagens største fisk i 1. afdeling, så ud over årets 2. præmie på gavekort 3600 kr, har den allerede udløst gavekort 2475 kr.
Tillykke til Marc med den gode fisk.


Marc Transø. 2. præmie Sportdres Bornholm Kystcup 2024 -25.

Årets førstepræmie gik helt retfærdigt til Simon Giroux på fisk nummer 44.

Simon havde bare indvejet én fisk i denne sæsons kystcup.
Fisk nummer 44 på 2,115 kg og 62 cm, som Simon indvejede i 4. afdeling, hvor den også udløste puljen til dagens største fisk på gavekort 2775 kr.
Nu kan der lægges gavekort 6000 kr oveni.
Så en enkelt lod i posen kan også gøre det.

Simons fisk endte også med at blive den største fisk der blev indvejet i denne sæsons kystcup.
At største fisk vinder en fiskekonkurrence er meget normalt.
Bare ikke i kystcuppen.

Simon var ikke til stede, men har modtaget bifald over telefonen.


Simon Giroux. 1. præmie Sportdres Bornholm Kystcup 2024 -25.

Tak til alle der har været med til at gøre endnu en kystcup god og hyggelig.
Vi tager en ny omgang til efteråret.


Imanuel Steimel. Dagens største fisk 5. afdeling og 3. præmie.
Marc Transø. 2. præmie