201115Hans Erik

Kystcup 2. afd: 14 havørreder og 1 laks

 

2. afdeling 15. november 2020

Morgenen startede med småregn og svag sydøstlig vind der friskede op over dagen og bragte opklaring med. Og endnu en novemberdag med to-cifrede temperature fra morgenstunden.

Det blev endnu en opvejning i coronaens tegn.
Med forsamlingsbegrænsning på maximum 10 personer må vi undvære den hyggelige time hvor fiskerne samles efter fiskeriet.
Det var kun dem der havde fisk der kunne møde frem for at få indvejet fisken. Og så tak for i dag.
Og det gjorde 11 fiskere med i alt 15 fisk.

Dagens fangster var fordelt med 10 fisk fra sydkysten og de sidste 5 fra vestkysten.

Fiskene var fanget jævnt over hele dagen. Kun tre af dem blev taget morgen. I modsætning til 1. afdeling hvor 5 ud af 6 fisk blev fanget morgen.

Med anden afdeling er der så småt nogle af fiskerne der begynder at samle lodder på stak til den afsluttende lodtrækning.

Rasmus Gudbergsen havde et par fine grønlændere med til indvejning.

Mickey Delgren og Henrik Skytt stillede også med et par. De havdeogså begge fisk i første afdeling.
Så de ligger allerede nu med tre lodder til hatten.

Frits Kjellberg havde også to fisk til indvejning.
Den ene var en laks der akkurat holdt mindstemålet på 60 cm.
Egentlig skulle Frits nu have haft fire lodder frem for de to.
Forrige år var Frits tæt på at miste en fisk han havde lagt på stranden, til en mink. Derfor havde han til årets kystcups første afdeling skiftet taktik, og havde fiskene i galgen i bæltet i stedet.
Men under fiskeriet havde bølgerne flået fiskene løs. Og trods en grundig eftersøgning i vandet var der ikke noget at gøre.

Så dagen bød på det fine grønlænderfiskeri som kendetegner en god forsæson.

Men de er der. Overspringerne.
For den der er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Og det var Hans Erik Jensen.
Med en flot fisk på 60 cm og 2,24 kg præsenterede Hans Erik årets kystcups første solide overspringer.

Med 97 tilmeldte ved 2. afdeling var der 2425 kr på gavekortet til dagens vinderfisk.

Tillykke til Hans Erik med den flotte fisk.