210110Kystcup Gavekort

Afslutning Kystcup 20/21

Desværre var vi nød til at aflyse femte og sidste afdeling af kystcuppen på grund af situationen omkring corona.

 

Vi havde set frem til finalen hvor vi skulle mødes i Torvehallerne til en festlig afslutning, hvor vi skulle hygge med lidt at spise samtidig med indvejning og lodtrækninger.

I stedet blev det igen, som de fire afdelinger det lykkedes at gennemføre under coronarestriktioner, til afslutning af kystcup live på facebook.

 

Se videoen på Facebook > Sportdres Bornholm

 

Som garant for at det hele gik rigtigt til, havde vi fået hjælp af vores gode gamle ven Bent Ernst Nielsen, der havde indvilliget i at optræde som notarius publicus og lykkens gudinde i en og samme person.

 


Bent Ernst Nielsen i rollen som notarius publicus

 

Inden der blev trukket lod blandt de 57 fisk der er indvejet i de 4 første afdelinger, fik vi sagt tillykke til vinderne af Årets Ørred og Årets Fisk på din-fangst.dk.

 

De tre vindere i årets ørredkonkurrence blev:

1. Per Bugge Eklund fra Lobbæk. 5,76 kg og 72 cm
2. Søren Barsøe fra Rønne. 5,3 kg og 75 cm
3. Mikkel Jensen fra Allinge. 5,1 kg og 77 cm

 

Til Årets Fisk havde vi kåret Martin Bønnelykke med en gedde på 10.6 kg og 106 cm.

Martin inviteres med til årets præmietur for at blive behørigt hyldet.

 

Bent udtrak derefter blandt de øvrige tilmeldte bornholmerørreder, de fire fiskere der bliver inviteret til at deltage i den årlige præmietur.
Hvis den altså bliver til noget i år. Det kræver at coronarestriktioner bliver lettet så Le Port kan modtage vores lille fiskerselskab, inden 1. april. Ellers må den aflyses i år.

 

De fire med bornholmerørreder der inviteres blev: Tommy Mertz fra Nyker, Jens P. Christofferson fra Rønne, Kenneth ”Kokken” Jensen fra Rønne Og Viki Andersen fra Rønne.

 

Desuden inviteres de andenpladser det blev til i årets kystcup.
Det drejer sig om Matias Gudbergsen fra Rønne, Mickey Delgren fra Muleby, Jacob Blom fra Rønne og Mads Ørum Madsen fra Åkirkeby.

 


Vi håber at få afviklet den årlige præmietur når corona-restriktionerne er lempet.
Deadline er sat ved, om det kan lade sig gøre inden udgangen af marts

 

Med aflysningen af 5. afdeling tæller den som en afdeling uden fisk, og dermed går dagens pulje til største fisk videre.
Og da det var sidste afdeling, blev det lodtrækningspuljen beløbet skulle fordeles på.

 

Med 115 deltagere tilmeldt fra 4. afdeling var dagens pulje i 5. afdeling på 2875 kr til største fisk.

 

Med den fordelt til lodtrækningspuljen, blev de afsluttende lodtræknings præmier der skulle findes blandt de 57 indvejede fisk således:
1. Gavekort 7187,50 kr
2. Gavekort 4312,50 kr
3.. Gavekort 2875 kr

 


Der er i år indført trofæ-gavekort til Sportdres Kystcup så vindere kan have et varigt minde.
Hans-Erik kan vel snart tapetsere sit fiskeværelse med dem.

 

De 57 fisk indvejet er ikke meget for en kystcup.
Så der var gode odds for de heldige fiskere der havde indvejet fisk.
Og da flere havde indvejet 2, 3 og 4 fisk, skulle vinderne findes blandt 36 fiskere.

 


Bent Ernst Nielsen i rollen som lykkens gudinde

 

De heldige vindere af den afsluttende lodtrækning blev:

 


Hans Erik Jensen der med fisk nr. 12 ved 2. afdeling også løb med dagens pulje på 2425 kr

 

Gavekort 2875 kr. Fisk nr. 12.
2,24 kg og 60 fanget i 2. afdeling af Hans-Erik Jensen fra Rønne.
Der i øvrigt også vandt dagens pulje i afdelingen med samme fisk.

 


Johannes Olsen fra Køge med fisk nr 39 fra 3. afdeling

 

Gavekort 4312,50 kr. Fisk nr 39.
1,08 kg og 47 cm fanget i 3. afdeling af Johannes Olsen fra Køge.

 


Jacob Blom var en af de fiskere der indvejede fire fisk samlet i årets kystcup. De tre af dem i 4. afdeling

 

Gavekort 7187,50 kr. Fisk nr. 57.
0,62 kg og 41 cm fanget i 4. afdeling af Jacob Blom fra Rønne

 

Jacobs´ fisk var i øvrigt den mindste fisk indvejet ved årets kystcup.
Der var to fisk med vægten, men en halv centimeter gav Jacobs´ fisk en lavere konditionsfaktor.

 

Vi siger et stort tak til alle der var med til at vi fik en god kystcup med fire af de fem afdelinger afviklet trods restriktioner.

 

Godt nytår til alle.

 

Med håbet om at vi ved Sportdres Kystcup 21/22 atter kan mødes til de hyggelige søndagsseancer i den mørke tid.