220521 01C

Månedens Fisk Maj 2022

Som vinder af titlen Månedens Fisk Maj 2022 har vi udvalgt Jonathan Jeppesen´s græskarpe vejet til 18,2 kg og målt til ca. 100 cm fanget i Stenbrudssøen 21. maj.

Maj blev i år lidt køligere end normalen, men med nætter med temperaturer kun få grader under dagtemperaturen, steg vandtemperaturen og foråret blev blot lidt længere.
Til glæde for vandløbene blev det en pænt regnfuld maj, der fik indhentet noget af den tørke vi var begyndt at se ind i.

Med den stigende temperatur bliver det igen sæson for alle de fisk der kan fanges i sommerhalvåret.
Noget af det sjove ved sommerfiskeriet er, at man ikke altid kan være sikker på hvad det er der har taget endegrejet.


I maj kulminerer hornfiskeriet hen over måneden og kan udføres af alle der er store nok til at holde en fiskestang.

 

Det sommerfænomen fik flere fiskere syn for sagn for allerede med hornfiskens ankomst.
Flere beretter at de var på kysten for at fange hornfisk, og kom hjem med havørred. Eller at de var på kysten for at fange havørred, og kom hjem med hornfisk.
De første var nok de mest tilfredse. Der er delte meninger om perioden hvor hornfiskene står tæt langs kysten, parat til at kaste sig over stort set alt hvad man kaster ud til dem.
Men især for børn eller nye ud i lystfiskeriet, er det en god sti at betræde ind i lystfiskeriet.
Og så skal man huske at hornfisken er en kulinarisk sæsonspise.


Flot overspringer fanget af Carsten Folkmann på en horfisketur.


Torben Garbers har nu fået bornholmsk postnummer og kan så nu også deltage i Årets Ørred. Husk at tilmelde en fisk i løbet af året selv om den ikke er til top 3 og deltag i lodtrækning om at komme med på Præmieturen. Du kan altid melde en større fisk til når/hvis du fanger sådan en.


I maj begynder der for alvor at ske noget i søerne igen. Anders Jeppesen med flot spejlkarpe på 9,4 kg fra Stenbrudsøen d. 21. maj.

Med foråret kommer der gang i fiskeriet i øens søer og moser.
Og fra øens fiskesøer blev der meldt om et par voldsomt store fisk.

Christoffer Handberg fra Kastrup var under en tur på øen en tur i Sportdres Ørredsø.
På en lille stang der var nødindkøbt på turen, krogede han den store beluga under spinnefiskeri med et blink.
Efter halvanden times fight kunne han få et spektakulært billede af sig selv i vandet med den store fisk.
Belugaen blev målt til 200 cm og skønnet at veje omkring 35 kg.

En anden voldsom fisk blev taget af Jonathan Jeppesen der 21. maj var på karpesats i Stenbrudssøen med farmand Anders.
Medens Anders var sendt i byen efter kage, krogede og landede Jonathan en græskarpe på 18,2 kg og ca. 100 cm.
Det er en pænt stor karpe.
Ser man på fiskerekorder.dk der står for de officielle danske lystfiskerrekorder, er den gældende danmarksrekord noteret til 19,02 kg.

Vi siger tillykke til Jonathan med den fine fangst.
Gavekort kan afhentes i butikken.


Har man været byen efter kage og kommer tilbage og sønnike i mellemtiden har landet kæmpefisken, skal man da også lige selv foreviges med krabaten. Anders Jeppesen med den store græskarpe.