Hermed en lille lystfiskerhilsen fra det nordlige Atlanterhav. Det er snart tre uger siden vi ankom, og det meste af tiden er gået med arbejde, stormvejr og familiebesøg. Men nogle få gange er det lykkedes mig at få presset lidt fiskeri ind.

Særligt i de seneste dage har vejret været en stakkels lystfisker nådig. Skálafjorden er fyldt til bristepunktet med fisk. Jeg har set ekkolod så overtegnede med fiskestimer, at producenten burde have været her og tage et reklamefoto. Som en gammel mand i en lille jolle råbte til os: ”Jeg har alt for mange fisk, men jeg kan slet ikke stoppe igen!” Det var rå blodrus.

Fiskene er mange, men størrelsen er til gengæld mere begrænset. De store fisk lever ude i havet, og fisk over fem kilo er rigtig store fisk her på fjorden. Men de mange tons af kilofisk har i århundreder brødfødt fjordens befolkning, og sådan er det også i dag. Når vi tager ud er der kun én regel: Fang så meget som muligt. Familien skal bespise, og her spises der fisk 3 til 4 dage hver uge, så det er faktisk slet ikke muligt at fange for meget.

Det er primært fire fiskearter vi går efter: Torsk, lange, sej og hvilling. Skrubber går også på de agnede ophængerkroge, men de sættes ofte ud igen.  Fra bådene har vi fanget alle arter. Lange har der været færrest af, men der er dog en del på fjorden lige nu, så der er masser af den fremragende kogefisk i fryseren.  De største torsk er fileteret, mens de mindste (også dem på 25 til 35 cm, som heroppe er lovlige spisefisk) nu hænger til tørre. Når de er ”ræste” om et par uger koger vi dem og serverer dem med smeltet fåre-talg.

Måtte ringe efter hjælp …
Et par ture med kystfiskeri er det også blevet til. I tirsdags vendt jeg hjem fra arbejde, blot for at opdage at alle var taget ud og fiske fra båd. UDEN MIG! Pr. telefon fortalte min yndige hustru mig at båden næsten var fyldt til bristepunktet, så de ville snart vende hjem. Min svoger var alene af sted i en anden båd, så der var kun en kysttur tilbage til mig. Jeg kørte ud til fjordmundingen, hvor der ligger et færgeleje. Her har jeg tidligere fanget skrubber, lange og småtorsk. Jeg riggede til med en kastepirk på 75 gram og kastede ud. Efter ti meters træk hen over bunden kom dagens hug. Hjulet hvinede da linien røg af, og en kort men meget hidsig kamp begyndte. En kysttorsk på lidt over 3 kg. havde taget pirken, og nu var gode råd dyre. Gaffen kunne ikke nå ned (Jesper – du må altså snart finde en længere telskopgaf til mig!), og stangen kunne helt sikkert ikke klare at jeg løftede vildbassen op med den. Jeg kiggede mig omkring, og fik øje på min svoger, Petur, der lå få hundrede meter væk i hans speedbåd. Jeg fik med besvær fisket telefonen op af bukselommen. Med én hånd på roret, og den anden om ketsjeren gled Petur 1 minut senere ind langs kajen, og nettede fisken i første forsøg.

Fem minutter senere sejlede Petur igen, men denne gang med mig ombord. Men en times fiskeri på ude på fjorden gav ikke en fisk som denne kysttorsk. Til gengæld drev vi over en gigantisk stime hvilling, der med stor kærlighed kastede sig over det makrelforfang Jesper fik prakket mig på en dag. Igen stod vi i blodrus, men selvom spandene fyldtes, så er der stadig plads i fryseren, og der er mange munde der skal mættes.

Mvh.   Carsten Fonsdal